Beredskaber holder øje med tørke og brandfare | Indland | DR
Beredskaber holder øje med tørke og brandfare | Indland | DR
Mens sommervejret for alvor tager fat med temperaturer op mod 30 grader i weekenden og næste uge , så holder forbereder landets kommunale beredskaber sig på, at der kan blive ekstra travlt.
Det oplyser Danske Beredskaber.
Ifølge DMI er det især Nordjylland, der er ramt af de tørre forhold.
Og chefvagt ved Nordjyllands Beredskab Per Vedsted siger, at man overvåger situationen nøje, men at der lige nu ikke er udsigt til et afbrændingsforbud. Det vurderes igen i starten af næste uge.
For at et afbrændingsforbud skal udstedes, skal der have været tørt over en længere periode, og brandfaren skal være ekstremt høj. Derudover kigger man også på vindforhold, og om der har været mange naturbrande inden for kort tid.
Sidste år i juli brød en voldsom naturbrand ud i Skagen Klitplantage nær Den Tilsandede Kirke. Branden dækkede 75 hektar, hvilket svarer til over 100 fodboldbaner, og Nordjyllands Beredskab kæmpede mod flammerne i flere dage med assistance fra Beredskabsstyrelsen.
Med udsigt til endnu en tør periode opfordrer beredskabet borgerne til at være forsigtige med åben ild, da selv grillkul, cigaretskodder og glas i naturen kan være årsag til brand i det tørre sommervejr.
- Det kan for eksempel ske på skiftedagen for sommerhusområderne, hvor man om morgenen gør rent og lige tømmer grillen i skoven. - Men selv om det er dagen efter, kan kullet stadigvæk være varmt, siger chefvagt Per Vedsted.
Det er ulovligt at henkaste cigaretskodder og andet tobaksaffald i naturen, understreger beredskabet.