Færgemand trækker i land og lader landmand køre ombord: 'Der er jo kommet nogle ridser i lakken' | Indland | DR
Færgemand trækker i land og lader landmand køre ombord: 'Der er jo kommet nogle ridser i lakken' | Indland | DR
Rettelse: Det fremgik tidligere af et citat i artiklen, at færgekontaktudvalget på Orø var blevet bombarderet med utilfredse mails. Det har efterfølgende vist sig, at der ikke er dokumentation for påstanden, som derfor er redigeret ud. DR beklager fejlen.
Bommen til Østre Færge går nu igen op for landmand Hans Ingemann og andre, der har været ramt af et forbud mod at sejle med den private færge.
Direktør for færgen Michael Kousted, som ellers havde iværksat forbuddet på grund af en økonomisk strid med landmanden, har været overrasket over følgerne.
- Den meget medieomtale skabte nærmest et hysteri, som har påvirket beboerne på Orø og alle dem, som besøger Orø. Og de er begyndt at tage stilling til, hvem der har ret, og hvem der ikke har ret. Og det var slet ikke tanken med det forbud, siger Michael Kousted nu.
I perioden, hvor Hans Ingemann og hans samarbejdspartnere har været udelukket fra at sejle med Østre Færge, har beboere på Orø oplevet mere trængsel med den kommunale færge.
Og i sidste uge gik Transportministeriet også ind i sagen og sendte et brev til Østre Færge, hvori ministeriet gjorde det klart, at konsekvensen ved at opretholde forbuddet kunne være, at ministeriet eller kommunen simpelthen ville overtage ruten.
Michael Kousted mener ikke, at hans forbud har medvirket til mere pres på den anden færge, men han anerkender, at det har givet dårlig omtale.
- Uanset hvad, så vil vi i hvert fald ikke bidrage til at lave noget skadeligt for Orø, siger han.
Landmand Hans Ingemann ser frem til nu at kunne fragte maskiner, halm og dyr frem og tilbage til øen med Østre Færge. Men han er ked af det besvær, hans virksomhed har været udsat for de seneste måneder.
- I min verden synes jeg, det er utroligt, at man, hvis man ikke får sin vilje, så bare kan blokere for andre mennesker. Så ja, jeg er ked af det (hele sagen, red.), siger han.
Sagen har også haft stor betydning for Orøs øvrige beboere. For når Hans Ingemann og hans samarbejdspartnere ikke har måttet sejle med Østre Færge, så har de optaget en stor del af pladsen på færgen mellem Orø og Holbæk i stedet for. Og de mange landbrugsmaskiner og fragtmænd på dén færge har skabt trængselsproblemer, fortæller kasserer i Orø Lokalforum, Nis Svoldgaard.
- Almindelige pendlere, som har haft ærinder inde i Holbæk eller skullet på arbejde, har af og til ikke kunnet komme med, fordi der ikke har været plads på færgen.
Så konflikten mellem de to stridende parter har påvirket stemningen på hele øen, siger Nis Svoldgaard.
- Vores oplevelse i Orø Lokalforum er, at der har været generel og stor utilfredshed fra borgerne. Det er blevet ytret især i Facebooktråde, som har været mere eller mindre rødglødende.
Nu håber Orø Lokalforum, at genåbningen af Østre Færge for landmand Hans Ingemann og hans samarbejdspartnere betyder, at Orøs beboere kan se ind i en normal tilstand som før, siger kasserer Nis Svoldgaard.
- Vi er supertilfredse med, at færgedriften kører igen. Det afhjælper i hvert fald det problem, vi har set de sidste måneder. Om der falder ro på tingene, det kan vi jo kun håbe.
Striden mellem de to parter handler om nogle penge, som Michael Kousted mener, hans færgeselskab har til gode hos Hans Ingemann. Landmanden afviser dog selv, at han skulle skylde penge til Michael Kousted eller hans færgeselskab.
Og det mellemværende har Michael Kousted fortsat tænkt sig at få styr på. Men nu altså uden at udelukke Hans Ingemann fra sin færge.
Alligevel erkender færgedirektøren, at konflikten med landmanden ikke har været al den efterfølgende ballade værd:
-
Nej, det har det jo ikke i sidste ende. Altså, der er jo kommet nogle ridser i lakken, og nu skal vi koncentrere os om det, det handler om, nemlig at fragte folk frem og tilbage til Orø.
-
Set i bakspejlet skulle man nok have gjort noget andet, men vi havde slet ikke forventet, at det ville give sådan en medieomtale.