
Københavnske kommuner siger stop: Jyder tilbyder at tage imod ukrainere | Indland | DR
Københavnske kommuner siger stop: Jyder tilbyder at tage imod ukrainere | Indland | DR
Send dem over til os. Vi har masser af plads.
Det er budskabet fra en gruppe jyske borgmestre, der mandag var i København for at tale med udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov (S) om fordrevne ukrainere.
I sidste måned meddelte ministeren, at regeringen vil ændre reglerne , så der ikke længere gives opholdstilladelse til folk fra dele af Ukraine, der er mindre påvirket af krigen mod Rusland.
Flere kommuner i hovedstadsområdet har nemlig meget svært ved at finde arbejde og ikke mindst boliger til de ukrainere, som de skal tage imod.
Men det er ikke problemer, som man døjer med i flere jyske kommuner. Tværtimod, fortæller borgmester Per Bach Laursen (V) fra Vesthimmerland. I hans kommune skaber ukrainerne liv og tilfører noget hårdt tiltrængt arbejdskraft.
- Og så har vi jo i forvejen ukrainere, som har etableret sig her inden krigen, og som har været rigtig gode til at hjælpe med at tage imod de flygtninge, der er kommet hen over de seneste år, siger han.
København er en af de kommuner, der har svært ved at skaffe boliger til ukrainerne.
Kommunen modtager omkring 30 fordrevne ukrainere om ugen, og til maj næste år har vi ikke mere kapacitet, fortæller Andreas Keil (S), der er borgmester for beskæftigelse, integration og erhverv.
Derfor har han personligt skrevet til de jyske borgmestre og sagt tak for tilbuddet.
- Vi står skulder ved skulder med Ukraine, men vi har nogle udfordringer. Så jeg vil være utroligt glad, hvis vi kunne blive enige om en ny fordeling af de fordrevne ukrainere. Det vil være en stor hjælp for os, siger Andreas Keil.
Ud over Vesthimmerlands Kommune er Skive, Lemvig, Hjørring, Frederikshavn og Brønderslev klar til at tage imod flere ukrainere.
Men selv om ukrainerne er en gevinst for kommunerne, er der nødt til at følge en form for økonomisk kompensation med en ny fordeling, fastslår Per Bach Laursen.
- Vi er meget opmærksomme på, at de flygtninge, der kommer fra Ukraine nu, har levet et hårdere liv end dem, der kom i begyndelsen af krigen. Det vil sige, at de måske er udfordret på forskellig vis, så vi er nødt til at være sikre på, at der følger penge med, når vi tager imod dem, siger han.
Netop det med pengene er noget af det, der skal være styr på, inden man laver en ny fordeling af ukrainerne, siger udlændinge- og integrationsminister Morten Bødskov efter mødet med borgmestrene.
- Der er brug for, at kommunerne får en hjælpende hånd til at melde ind til os, hvis de har muligheder for at tage flere ukrainere. Og grundlaget for deres indmeldinger til os handler selvfølgelig om, hvad det koster, siger han.
De jyske kommuners ønske om at modtage flere ukrainere ændrer dog ikke på, at regeringen vil stramme reglerne for ukrainernes adgang til Danmark.
- Der er problemer med at kunne håndtere tilgangen af ukrainere, især i de store byer og særligt omkring hovedstaden, og det er derfor, vi ændrer særloven om ukraineres ophold i Danmark, siger Morten Bødskov.
I dag bor der knap 48.000 fordrevne ukrainere i Danmark.