Bestyrelse truer med at rive kulturel højborg ned, hvis ikke præsidenten får sin vilje - TV 2
Bestyrelse truer med at rive kulturel højborg ned, hvis ikke præsidenten får sin vilje - TV 2
I maj blev det beordret, at præsident Donald Trumps navn skal fjernes fra John F. Kennedy Center for the Performing Arts. Foto: Kevin Lamarque / Ritzau Scanpix
Kennedy Center er i "alvorlige problemer", og hvis ikke Trump får lov til at fortsætte renoveringsplanerne for centeret, så kan det i sidste ende betyde, at man må rive det historiske center ned.
Sådan lyder det i en indberetning fra Justitsministeriets advokater, der ved et retsmøde torsdag forsvarede forslaget om en ny navneforandring og renoveringen af Kennedy Center.
Bygningen er ifølge advokaterne både forfalden og forældet:
- Den er strukturelt usund, fundamentalt usikker og pinlig for landets hovedstad, lyder det i dokumentet.
Ifølge advokaterne kan centeret ende i "en økonomisk og strukturel dødsspiral" uden de fornødne ændringer.
For at undgå alt dette er der brug for præsident Donald Trumps navn på bygningen. Det vedtog bestyrelsen i Kennedy Center tidligere på måneden.
Bestyrelsen består primært af Trump-støtter, som altså lægger sig op ad Justitsministeriets advokater, der argumenterer for, at renoveringen kun kan ske, hvis Trump anerkendes for sin indsats i sagen.
Forslaget fra Justitsministeriet lyder derfor, at der til navnet på centeret med det fulde navn "The John F. Kennedy Memorial Center for the Performing Arts" skal tilføjes "renoveret og restaureret af præsident Donald J. Trump" eller "begunstiget af The Trump Kennedy Center Fund".
Desuden lyder forslaget, at området, hvor centeret ligger, skal have navnet "Præsident Donald J. Trump Plaza".
Yderligere foreslås det, at bygningen kan erstattes af et stort udendørs amfiteater med udsigt over Potomac-floden.
Det vil ikke "ære præsident John F. Kennedy i tilstrækkelig grad, men ville være enklere og mere økonomisk at bygge, drive og vedligeholde", lyder begrundelsen.
Navneændringen af Kennedy Center til Trump Kennedy Center var aldrig officiel. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix
I en kommentar til det amerikanske medie NPR kalder P.J. Elliott, talsperson for Kennedy Center, det hele hypotetisk:
- Denne formulering beskriver et hypotetisk scenarie af, hvad der kunne ske, hvis centerets desperat tiltrængte renovering blokeres af partiske interesser, lyder det.
Det er anden gang inden for det seneste år, at den Trump-indsatte bestyrelse forsøger at ændre navnet på Kennedy Center, der er opkaldt efter præsident John F. Kennedy.
I starten af Trumps anden periode omstrukturerede præsidenten centrets bestyrelse og erstattede flere medlemmer med sine egne folk.
Det betød, at bestyrelsen i december 2025 stemte for at omdøbe centret til "Trump Kennedy Center", ligesom Trump selv i februar beordrede , at centret skulle lukke i to år for de fornødne renoveringer.
I centrum af sagen står Joyce Beatty, en demokratisk politiker fra Ohio, der fortsat sidder i bestyrelsen for Kennedy Center gennem sit sæde i Kongressen.
Det var hende, der i foråret indgav en klage, som betød, at en dommer i maj beordrede , at Trumps navn skulle fjernes fra bygningen.
Dommeren afgjorde desuden, at det kun er Kongressen, som kan omdøbe centret.
Det skal nu udfordres i retten, efter bestyrelsen igen har stemt for en navneændring.
Kongresmedlemmet fra Ohio, Joyce Beatty, foran Kennedy Center i juni. Beatty står bag klagen, der fik fjernet Trumps navn fra facaden. Foto: Jonathan Ernst / Ritzau Scanpix
Derfor fylder Joyce Beatty ikke så lidt i den indberetning fra det amerikanske justitsministerium, hvori der bliver truet med at rive centeret ned.
Her lyder det blandt andet, at Beatty tilsyneladende er "motiveret af et partisk formål for at sikre, at Kennedy Center ikke får succes under præsident Trumps ledelse".
Beattys advokater – Norm Eisen og Nathaniel Zelinsky – kalder indberetningen "urimelig", og skriver, at det er "upassende" overhovedet at fremlægge den i sagen.
- Det her er en temmelig åbenlys trussel om at rive Kennedy Center ned, hvis præsidenten ikke får sin vilje, lyder det, og advokaterne vil "svare i retten".
Ved retsmødet torsdag aften dansk tid udtrykte dommeren skepsis over for Kennedy Centers nye forsøg på at få Donald Trumps navn tilbage på bygningen og henviste til, at renoveringen ikke er afhængig af Trumps navn på bygningen.
Der kom ikke en endelig afgørelse ved retsmødet. Dommeren udsatte sin beslutning, og Trumps navn forbliver foreløbig væk fra Kennedy Center-bygningen.