
Tall Ships Races i Aalborg kaster et ekstra blik på sikkerheden efter weekendens terrorangreb i Berlin | Indland | DR
Tall Ships Races i Aalborg kaster et ekstra blik på sikkerheden efter weekendens terrorangreb i Berlin | Indland | DR
Det har sat tanker i gang hos flere, at en mand lørdag aften kørte ind i en større gruppe mennesker i Berlin og dermed dræbte en og sårede 29 andre.
Et af de helt store arrangementer i Nordjylland denne uge er The Tall Ships Races i Aalborg, hvor man forventer over 750.000 gæster fra torsdag til søndag.
Herfra mødes ledelsen i dag med blandt andre politiet og beredskabet for at drøfte sikkerhedssituationen.
Det fortæller sikkerhedschef Palle Nielsen:
- Hændelsen i Berlin gør, at vi kommer til at kigge vores sikkerhedsplaner igennem en ekstra gang, siger han.
Som en del af forberedelserne afspærrer arrangørerne området med betonklodser og anden afspærring, så trafikken og de gående bliver adskilt.
Mødet mellem myndighederne omkring arrangementet har længe været planlagt, men de aktuelle begivenheder i Berlin har gjort, at sikkerheden er kommet ekstra meget i fokus i dag.
- Når der sker sådan en hændelse som i Berlin, så skal vi nødvendigvis gå sikkerhedsplanerne igennem med en tættekam, siger Palle Nielsen.
Selvom han siger, at man aldrig nogensinde med hundrede procent sikkerhed kan udelukke, at der skulle ske uforudsete hændelser til arrangementet, så er han alligevel tryg.
-
Selvfølgelig kan man trygt komme til The Tall Ships Races i Aalborg, for der er gjort alt, hvad der var muligt for at sikre et trygt og fornøjeligt arrangement, siger han.
-
Jeg føler mig tryg i den planlægning, vi har lavet. Det er et grundigt forarbejde. Men der er aldrig noget, der er hundrede procent sikkert.