Blev træt af høje priser – så begyndte hun at give tøj væk gratis - TV 2
Blev træt af høje priser – så begyndte hun at give tøj væk gratis - TV 2
30-årige Embla Reiff har gjort det til et fultidsarbejde at give tøj væk. Foto: Privatfoto
Efter en garderobeoprydning stod 30-årige Embla Reiff som så mange andre med bunker af tøj, hun ikke længere brugte.
Planen var enkel: Det hele skulle i en sæk og videre til genbrug, så andre kunne få glæde af det.
Men efter flere år som frivillig i genbrugsbutikker vidste hun, at genbrug ikke nødvendigvis betyder, at tøjet får et nyt liv.
Hun havde set usolgte bunker vokse, tøj blive sendt videre til udlandet og tekstiler ende som affald.
Embla Reiff har fyldt sine forældres kælder i Hillerød med genbrugstøj på bare få uger. Foto: Nynne Frost Andersen / TV 2 Kosmopol
I stedet valgte hun en anden løsning. Hun viste tøjet frem på Tikokt og tilbød det gratis. Modtageren skulle bare betale forsendelsen.
Da Embla Reiff oplevede, hvor hurtigt hendes eget tøj fandt nye ejere, begyndte hun at overveje, hvor mange andre der havde poser og sække med aflagt tøj stående i skabe, kældre og på lofter.
- Folk tror, de kan sælge tøjet. Der er lidt et falsk håb om, at man kan sælge alt for 50 kroner på Vinted. Men ofte bliver det hverken solgt eller kommer videre, fortæller hun.
Hun begyndte derfor at skrive i lokale Facebook-grupper i Hillerød, hvor hun midlertidigt bor, og i København, om hun måtte hente folks aflagte tøj gratis.
I starten var der ikke mange, der meldte sig. Men på få uger voksede interessen markant.
Meget af tiden går med at sortere tøj, sko og accessories, inden Embla Reiff deler det på Tiktok. Foto: Privatfoto
En af dem, der har valgt at donere tøj til Embla Reiff er 29-årige Louise Weiss fra Herlev.
- Genbrug er blevet crazy på en eller anden måde. Hvorfor skal man gå ud og bruge 70 kroner på en bluse fra Føtex i en genbrugsbutik? Det er jo fuldstændig sindssygt. Så kunne jeg lige så godt købe det fra nyt, siger Louise Weiss.
Louise Weiss har selv købt genbrug i mange år, og hun har lagt en mærke til en betydelig stigning i priserne. Foto: Nynne Frost Anderse / TV 2 Kosmopol
Og mange har det ifølge Embla Reiff som Louise Weiss.
I dag bruger Embla Reiff således det meste af sin tid på at hente tøj, sko og accessories hos fremmede, filme hvert enkelt fund til Tiktok og sende det videre til nye ejere.
Efterspørgslen er blevet så stor, at hun nu har op til en måneds ventetid på afhentning af andres gamle tøj.
Det meste af tøjet af tøjet kan som regel bruges, men andre gange må hun smide over halvdelen af en pose ud.
-
Hvis det er decideret slidt, smadret, plettet, hvis det lugter rigtig meget, hvis det er virkelig, virkelig, virkelig lav kvalitet, så skal det jo bare ud.
-
Jeg tror, at jeg nogle gange kommer ud til nogle mennesker, som egentlig bare har brug for noget hjælp til at få flyttet deres ting, siger Embla Reiff.
Embla Reiff kan hurtigt fylde en bil op med brugt tøj. Foto: Privatfoto
Selv vurderer hun, at hun har sendt mere end 120 kilo tøj videre.
- Det er blevet sådan, at jeg har svært ved at følge med i at hente ting. Men jeg synes virkelig, det er hyggeligt. Det er enormt livsbekræftende at møde så mange søde mennesker, siger hun.
For Embla Reiff handler projektet først og fremmest om at gøre genbrug mere tilgængeligt og fjerne den prisbarriere, som, hun synes, er blevet problematisk.
- Jeg synes, genbrugspriserne er alt for høje. Det er så absurd, når det næsten koster det samme som nyt, siger hun.
Samtidig oplever hun, at mange ikke har tid eller overskud til selv at gå igennem store mængder tøj.
- Sociale medier er en ny kanal til at give det videre. Jeg prøver at finde måder at gøre det nemt. Det åbner op for flere, der vil bruge det – også dem, der ikke føler, at de har tid til at gå i genbrugsbutikker.
Embla Reiff har været frivillig i flere genbrugsbutikker og set, hvordan tingene er blevet dyrere. Foto: Privatfoto
Ifølge Røde Kors kan priser i genbrugsbutikker opleves som høje, blandt andet fordi huslejen på centrale beliggenheder er dyr. Priser fastsættes samtidig ud fra kvalitet, mærke og stand.
Også Kristeligt Dagblad har beskrevet, at prisstigninger i genbrugsbutikker blandt andet skyldes stigende el- og huslejeudgifter.
Det har ikke ligget i kortene, at Embla Reiff skulle bruge sin tid på at hente andres aflagte tøj og give det gratis videre. Hun er uddannet arkæolog og troede, at det var den vej, hendes arbejdsliv skulle gå.
Men halvandet år efter endt uddannelse har hun endnu ikke været til en eneste jobsamtale, der er relevant for hendes uddannelse, på trods af at hun har sendt mange ansøgninger afsted. Og derfor er hun også nu på dagpenge.
Samtidig har perioden givet hende blod på tanden til at gå i en anden retning end den, hun oprindeligt uddannede sig til.
- Man kan enten bruge tiden på dagpenge på at gå ture, eller man kan give den fuld gas og skabe noget, man kan være stolt af bagefter, siger hun.
I dag tjener hun ikke penge på projektet, der samtidig er meget tidskrævende.
Drømmen er at udvide projektet – gerne med en lastbil i stedet for den lille bil, hun kører rundt i i dag.
For hende handler projektet i høj grad om at sikre, at så meget brugt tøj som muligt får nyt liv – i stedet for at blive kasseret eller ligge og rådne op på loftet.
Derfor handler det ikke om at skabe en virksomhed med kæmpe profit som endemål, men snarere om den glæde, hun får ud af det.
- Jeg har lyst til at lave det her. Jeg behøver ikke særlig mange penge for at leve, siger hun.