
Brøndby-anfører raser over dommerens kommentar - Indkast
Brøndby-anfører raser over dommerens kommentar - Indkast
Brøndby-anfører Luis Binks banker på dommerens dør efter 0-3-lussingen mod Randers. Den engelske forsvarsgeneral er i karantæne og føler, at dommerstanden har sat et sort kryds ud for hans navn.
Skuffelsen lyste ud af Luis Binks efter Brøndby IF’s smerteligt klare 0-3-nederlag til Randers FC søndag aften. Ud over en præstation, hvor værterne ifølge anføreren spillede direkte i modstanderens fælde med sløset spil centralt på banen, kulminerede aftenen i en karantænegivende advarsel til midtstopperen.
Efter slutfløjtet opsøgte Binks dommeromklædningsrummet for at få en forklaring på det gule kort, der koster ham deltagelse i næste runde.
Englænderen lægger ikke skjul på, at han føler sig uretfærdigt behandlet i forhold til andre spillere i Superligaen:
“Jeg føler efterhånden, at jeg har fået et sort kryds ud for mit navn. Det er okay at dømme et frispark, men så snart det er mig, er hånden nede i lommen efter det gule kort. Jeg prøver bare at skærme bolden af. Det er en kontaktsport, og jeg forsøger ikke at ramme ham med en albue. Andre hold laver masser af frispark i vores omstillinger uden at få kort, men laver jeg ét, er der gult med det samme.”
Mest opsigtsvækkende var en bemærkning fra kampens dommer inde på grønsværen, som Binks undrer sig højlydt over:
“Under kampen sagde dommeren direkte til mig: ‘VAR holder øje med dig.’ Hvorfor sige det til mig? Der er 22 spillere på banen, der er ikke sket noget som helst, og så får jeg at vide, at VAR holder øje med mig. Hvorfor udpege mig på den måde? Han påstod, at han sagde det til andre også, men det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg føler, jeg er blevet en skydeskive lige nu.”
Binks understreger, at samtalen i dommerens gemakker foregik i en rolig og civiliseret tone uden råberi, men han køber ikke præmissen om, at han skal ændre sin fysiske spillestil:
“Nej, det er sådan, jeg spiller, og det er grunden til, at jeg er her og har haft en karriere. Jeg kan godt lægge mig fladt ned over den mod AGF, som var dum, men tre af de andre advarsler er overhovedet ikke gule kort i min optik.”
Trods vreden over dommerstandens linje slår anføreren dog fast, at dommeren ikke bærer skylden for det tunge nederlag:
“Det er ikke dommerens skyld, at vi tabte i dag. Vi startede alt for langsomt igen, og vi spillede fuldstændig efter Randers’ drejebog. De pakkede midten, vi slog dumme bolde igennem, og pludselig skulle to mand forsvare en halv bane mod deres omstillinger. Vi var simpelthen ikke gode nok, og vi har kun os selv at bebrejde.”