
Techgiganter fjerner opslag og truer med at lukke grupper: 'Jeg ved ikke, hvad vi gør forkert' | Indland | DR
Techgiganter fjerner opslag og truer med at lukke grupper: 'Jeg ved ikke, hvad vi gør forkert' | Indland | DR
Løbeture, amning, god søvn og fede rejser.
Vi mødes i stor stil i digitale fællesskaber, som drives af frivillige, der investerer masser af tid i at opdatere sider og lægge billeder op. For eksempel på Facebook.
En ny rapport fra Trygfonden og kooperativet Os & Data viser, at 76 procent af alle danskere er med i et digitalt fællesskab.
Men det foregår ikke uden bøvl, fortæller Anette Weber, der har stiftet Solsikkenetværket i Faaborg-Midtfyn.
- Der er kommet mails tilbage fra Meta med trusler om lukning på grund af vores måde at annoncere på, fortæller hun.
Men hun forstår ikke, hvorfor Meta sender de her mails.
- Det er jo helt standard opslag med billede, vi laver, hvor vi egentlig bare fortæller om et arrangement.
Hos Os & Data genkender talsperson Tali Mørch problematikken. Og hun fortæller, at nogle af Metas regler spænder ben for fællesskaberne.
- For eksempel må man ikke vise en brystvorte, hvis den sidder på en kvinde, og det er et stort problem for ammefællesskaber. Så bliver billedet taget ned, og fællesskabet bliver truet med lukning.
Mange af fællesskaberne har stor betydning for medlemmerne, og den online sociale platform er uundværlig for mange.
- Vi er i gang med at etablere en klub for skolevægring. For os er den her platform utrolig vigtig, fordi det er her, vi markedsfører os og vores arrangementer, lyder det fra Anette Weber fra Solsikkenetværket.
Flere beskriver endda online fællesskaber som livsvigtige, fortæller Tali Mørch fra Os & Data.
- Og derfor kan det betyde meget, hvis man pludselig oplever, at ens fællesskab bliver lukket, som vi har set eksempler på.
DR Nyheder har rakt ud til Meta for at bede om en kommentar til kritikken, men vi har ikke modtaget noget svar fra virksomheden.