
For første gang kan gymnasieelever nu uddanne sig i beredskab | Sjælland | DR
For første gang kan gymnasieelever nu uddanne sig i beredskab | Sjælland | DR
Det lignede ikke en almindelig onsdag for en gruppe gymnasieelever i Næstved. Bøger og computere var byttet ud med orange hjelme og gule sikkerhedsstøvler.
For eleverne på den nye studieretning i beredskab på Næstved Gymnasium og HF vil praktiske øvelser blive en del af hverdagen. Onsdag lancerede gymnasiet officielt en ny studieretning, der er skabt i samarbejde med Beredskabsstyrelsen.
Vigga Fossing Frederiksen er én af de elever, der har valgt den nye linje. For hende var det netop kombinationen af naturvidenskab og praksis, der gjorde den interessant.
- Jeg har altid været interesseret i biologi, fysik og kemi, og jeg synes, det er fedt at få lov til at arbejde med det i virkeligheden, siger hun.
Studieretningen har biologi på A-niveau og kemi og idræt på B-niveau. Men de klassiske gymnasiefag vil blive kombineret med praktiske øvelser hos Beredskabsstyrelsen Sjælland.
Thomas Bové Sand skal undervise eleverne i kemi, og han glæder sig til at tage dem med på tur til beredskabets træningsbaner.
- Målet er, at de faglige kompetencer, eleverne får i gymnasiet, kan komme i spil på en anden måde, end de plejer på lignende studieretninger, siger han.
Eleverne på den nye studieretning var onsdag inviteret på besøg hos Beredskabsstyrelsen Sjælland. Da samarbejdsaftalen var underskrevet, fik eleverne lov til at overvære en øvelse på brandmandsuddannelsen.
For gymnasieelev Rasmus Grønborg Westh var det især de fysiske og praktiske øvelser, der trak i ham. Han synes, det så mere spændende ud end den klassiske idrætsundervisning.
- Jeg elsker at være fysisk aktiv og drømmer om at blive politibetjent. Den her linje peger jo lidt i den retning, siger han.
Chefen for Beredskabsstyrelsen Sjælland, Karin Bak Aastrup, fremhæver, at samarbejdet med Næstved Gymnasium og HF skal styrke kontakten til de unge.
- Vi har et meget alvorligt trussels- og sikkerhedsbillede i Danmark, og vi har brug for, at de unge mennesker også oplever, at de er en del af beredskabet, siger hun.