
Klaus' kulturtip: Techno i kirken og folkelig filmfest | TV 2 Fyn | Fynske nyheder - lokalt hver dag
Klaus' kulturtip: Techno i kirken og folkelig filmfest | TV 2 Fyn | Fynske nyheder - lokalt hver dag
Fra technofest i en kirke til filmpriser under åben himmel og en weekend om jordens fremtid. Her er ugens bedste bud på, hvor du skal hen.
Med fare for at lyde som en opblæst nar, så har jeg flere gange haft den ubetingede store fornøjelse, at være med til det næsten mytiske OFF Awards.
Her har vi altså unge filmskabere fra den ene ende af verden til den anden, som i to timer glemmer alt om konkurrence og bare hepper vildt på hinanden, fordi de ved præcis, hvad det har kostet at få en kortfilm i mål. Det er glædestårer blandet med hjerteblod, og det er elektrisk at være en del af.
Hver gang jeg har siddet til awardsshowet i Magasinet, har jeg sådan ønsket, at mange flere kunne opleve dette - og gæt hvad: nu sker det.
Lørdag 29. august rykker den stemning ud på Amfipladsen. Op mod 1.500 personer kan nu stå med konfettikanonen fundet frem, og den røde løber rullet ud under åben himmel for at få den opmærksomhed, disse filmskabere fortjener.
For mig er det den bedste nyhed, en filmfestival kan komme med: den helt særlige magi bliver nu delt med resten af Odense.
Prisfest: OFF Awardshow 2026, Amfipladsen, Brandts Klædefabrik, Odense, lørdag 29. august 2026, kl. 19.00 (gratis, kræver forhåndsbooket billet)
Jeg er i den lykkelige situation, at jeg relativt ofte kører over Svendborgsundbroen, lige som solen bryder frem over landet - og vandet. Prøv det. Læg mærke til ågen, der ligger tungt over vandet, mens nogle få skibe glider ud gennem sundet. Det er det billede, jeg har med mig, når jeg går ind i SAK Kunstbygnings nye udstilling.
"På dybt vand" samler 14 danske kunstnere og forfattere, blandt andre Josefine Ottesen, Jens Blendstrup og Carl Quist-Møller, om det, der binder hele denne del af Fyn sammen: havet. Ikke kun som det smukke billede, jeg forsøgte at male for dit indre i indledningen, men som noget man har frygtet, arbejdet i, mistet folk til og drømt sig væk med. Det er et eller andet sted præcis den udstilling, jeg har manglet i denne smukke by, der ikke alene bærer sin havnefront smukt, men også sørger for at forny og udvikle den.
Udstilling: På dybt vand, SAK Kunstbygning, Vestergade 27/31, Svendborg, frem til 6. september 2026.
Jeg ELSKER country. Yiha! Men psykedelisk country er alligevel ikke en genre, jeg render efter i en almindelig uge. Men når det er en fyr fra Sydfyn, der har taget den med sig til Canada og tilbage igen, så regn med mig som en seksløber i en saloon.
Aske Skat er tæt på at være en lille så vild historie, som plottet i en western. Han startede sit syrede countryprojekt på Sydfyn for nogle år siden, og siden er det vokset sig ud af landet - i sommer har turnéen "The Country Moon Caravan" taget ham forbi scener i både Calgary og Fernie i Canada, og nu lander karavanen så på Dexter sammen med countryuniverset The Bobby Tenderloin Universe og den danske singer-songwriter J.Tex.
Jeg tænker en aften, der på papiret siger noget om cowboyhatte og steel guitar, men i virkeligheden handler om, at en musiker fra en lille sydfynsk by har fundet sit publikum langt væk fra Fyn.
Musik: The Country Moon Caravan – The Bobby Tenderloin Universe, J.Tex & Aske Skat, Musikhuset Dexter, Vindegade 65, Odense, lørdag 29. august, kl. 20.00.
I Svendborg spiller Vor Frue Kirke normalt rutinemæssigt sin lille melodi fra tårnet fire gange i løbet af dagen. Det er fast og forudsigeligt, sådan har det lydt i årevis, og det er der sådan set ikke noget i vejen med. Men nogle gange må man gerne ryste tårnet lidt. Så lørdag 29. august får det selskab af en dj-pult og hele Torvet som dansegulv.
"Natten er ungq” er temmelig langt væk fra Vor Frue Kirkes rutiner: rasmus.BADSK spiller et live DJ-set gennem house, techno, electronica, disco og rock, mens kirken selv bliver trukket ind i lydbilledet med lys, høj lyd og klokkespil, spillet live af Povl Balslev. Sigurd Hansen, forsanger fra bandet Absurd, lægger stemme til et par sange undervejs. Et helligt rum forvandlet til dansegulv for én nat med kirkeklokker som optakt til bassen. Jeg bøjer mig i anerkendelse for at se muligheden og føre den ud i livet.
Koncert/fest: Natten er ungq, Torvet & Vor Frue Kirke, Svendborg, lørdag 29. august klokken 21.30 til midnat, gratis adgang.
Vi er faktisk gode til at hylde det fynske spisekammer. Den gode, fede jord her har givet mad til folk i generationer, og som stadig gør det. Pragtfuldt.
Men lidt for sjældent taler vi om, at jorden ikke er uendelig. Ikke hvis vi skambruger den. Det er ret enkelt, egentlig. Så bliver den dårligere.
Og derfor er det værd at bruge en dag på "Vores Jord" i Den Fynske Landsby. Ikke kun fordi det er hyggeligt at gå rundt mellem de gamle huse, det er det jo. Men fordi vi er gode til at fejre, hvor dygtige vores bedsteforældre var til at dyrke jorden, og hvor seje og ihærdige bønder med masser af omtanke, vi stadig har, men vi er alt andet lige knap så gode til at spørge, om vi selv passer godt nok på den, så den stadig virker om 50 år.
Det handler ikke om de store, svære klima-ord. Det handler om helt jordnære ting: er der nok orme i jorden? Kan den holde på vandet, når det ikke har regnet i lang tid? Kan den mark, du kører forbi på vej mod Bogense, stadig give mad til nogen om et halvt århundrede? Den slags viden var noget, folk bare vidste engang - de voksede jo op med det. I dag skal de fleste af os lære det forfra. Og jeg er glad for, at der er steder, hvor man gør det konkret og ærligt, i stedet for at bruge flere pæne ord om bæredygtighed, som mange nok efterhånden er resistente overfor.
Her får du blandt andet høstmarked, jordbar og debatter med masser af muld under neglene.
Debat/friluftsarrangement: Vores Jord – landbrugsweekend, Den Fynske Landsby, Sejerskovvej 20, Odense S, 29.–30. august
Publikum kom i centrum til stjernernes fest
Klimavenlig mad pakkes ind som fastfood
Direktør meget skuffet over bæver-bommert
Sorte sække med gammelt tøj blev vendepunktet: - Hellere jubelidiot end sortseer
Journalist kunne få kokain på under to timer
14-årige danmarksmester vil køre i Formel 1
Retssag mod fynsk politibetjent aflyst
Carsten fandt tysk familie efter drabeligt stenkast
Bæver på Fyn vækker begejstring hos naturforvalter
Hvad tjener en buschauffør, en lærer og en tredje helt almindelig lønmodtager egentlig?
Tre fynboer har valgt at lægge deres lønsedler åbent frem. De gør det både for at bryde et tabu og for at give andre noget at sammenligne deres egen løn med.
Flere fynboer har nu sendt os deres lønseddel, fordi de ikke har noget i mod at dele, hvad de får i løn for at gå på arbejde. Dels fordi de mener tabuet skal brydes, men også fordi de håber det måske kan være til hjælp for dem selv og andre.
En af dem er Kristian Bryld, der til hverdag kører bus og har gjort det i halvandet år.
- Hvis jeg skal være ærlig synes jeg da, jeg tjener en "fin" løn. Jeg har nok til mine regninger og lidt sjov, men jeg svømmer ikke i penge, skriver han til TV 2 Fyn.
Sune Vejling, der er lærer på Svendborg Tech fortæller til TV 2 Fyn, at han mere end gerne taler om sin løn og viser den frem.
- Det går jeg og fortæller alle, der spørger mig. Det er der ingen grund til at være hemmelig omkring, siger han.
Han synes, at det at tale højt om sin løn forhåbentligt kan hjælpe andre til at vurdere, hvor de selv ligger.
- Det er jo det, der giver os en mulighed for at sammenligne os med andre, og om vi bliver snydt. Hvis ikke jeg fortæller om min løn, så har mine kollegaer eksempelvis ikke mulighed for at afspejle om de får for meget eller lidt i forhold til det.
For Mads Høiberg Hansen, der arbejder som registreringskonsulent, er dét, at dele sin lønseddel faktisk en slags hjælp til selvhjælp.
- Jeg vil gerne vise min lønseddel frem, fordi jeg altid har syntes, at det samtaleemne var meget privat. Jeg har i mange år tillagt summen på en lønseddel en værdi, der definerer et menneske. Den tankegang vil jeg gerne væk fra, siger han.
Samtidig peger han, lige som Sune Vejling, på at deling af ens løn forhåbentligt også kan komme andre til gavn.
- Hvis jeg kan bidrage bare en promille til det, vil det glæde mig. Derudover synes jeg, at det kan give bedre forudsætninger for en eventuel lønforhandling, hvis man ved, hvad dem omkring én tjener.
TV 2 Fyn har talt med lønekspert Bjarne Henning Pedersen , der er ledelseskonsulent, og kan komme med gode råd til, hvad man som medarbejder skal gøre for at få mere i lønposen.
I flere år har ledelseskonsulent Bjarne Henning Pedersen vejledt andre i, hvordan de lykkes med at forhandle en bedre løn på plads.
Derfor ved han præcis, hvad man som medarbejder skal gøre - og for alt i verden ikke gøre - når man skal brænde igennem til en lønforhandling.
- Man skal have sin research på plads inden og være klar til at tage konsekvensen, hvis man ikke får sine krav igennem, siger han i Lige på.
Selv var hans største lønforhøjelse én, der kom helt bag på ham selv.
- Det var da en fornøjelse, men også lidt grænseoverskridende at skulle spørge sig selv om, hvad det var for nogle knapper, jeg havde trykket på, som udløste det, siger han i Lige på.
Hør hele interviewet der, hvor du normalt lytter til podcasts
Bjarne Henning Pedersen har en lang fortid som direktør i blandt andet Ørsted og Syddansk Innovation Center og har derfor siddet på begge sider af bordet som lønforhandler.
Derfor ved han, hvor vigtigt det er, at man er godt forberedt - både som leder og som medarbejder - inden man går ind i en lønforhandling.
- Først og fremmest skal man finde ud af, hvad man som medarbejder er værd. Det gør man for eksempel ved at tjekke lønstatistikkerne på sit fagområde for at se, hvad lønspændet er, siger han.
Tv-vært afslører sin løn: - Folk tror, jeg tjener over en million
Når man har fået en fornemmelse for, hvad man selv mener, ens arbejdsindsats er værd, skal man kunne sige det med overbevisning. Her anbefaler Bjarne Henning Jensen, at man simpelthen øver sig foran spejlet.
- En træning er at øve sig i at sige sætningen: “min månedsløn er…xx antal kroner om måneden”. Og den bliver man ved med at sige højt til sig selv. Lyder det mere og mere rigtigt, så er det fordi, det er rigtigt. Lyder det kejtet, skal man finde et andet beløb.
Udover at gøre sig helt klart, hvad man vil have i løn, skal man også være klar til at kæmpe for det.
Bjarne Henning Jensen har flere gange selv oplevet medarbejdere, der kom med meget faste krav til en lønstigning.
- Når jeg så efterfølgende var fast i kødet, var det jo bare teatertorden, hvor de kom med noget, der mindede om trusler eller påstande, der endte med bare at blive afvist, og så får ingen noget ud af det.
Den strategi kan være katastrofal, for det påvirker medarbejderens troværdighed negativt, forklarer Bjarne Henning Jensen.
- Så vil man næste gang, man mødes og taler om løn, jo have det i baghovedet og have svært ved at tage de ønsker, der måtte komme, for gode varer.
Bjarne Henning Pedersen har flere konkrete tips til, hvordan du står stærkest i en lønforhandling:
- Øv dig på at sige dit krav højt
Inden du træder ind til en lønforhandling, skal du sige det tal højt for dig selv, som du vil kræve i løn. Jo flere gange, du selv siger det højt, jo mere selvsikkert kan du levere det til en lønforhandling.
Før du træder ind til lønforhandlingen, skal du have styr på, hvad der er realistisk at bede om i lønforhøjelse. Det kan man blandt andet gøre ved at tjekke lønstatistikken på ens område og se, hvor spændet ligger. Hvis der ikke findes data på netop ens stilling, kan man også kigge på, hvad man kunne tjene, hvis man skiftede stillingsbetegnelse.
- Vær klar til at tage konsekvensen
Noget af det værste, en medarbejder kan gøre, er at true med noget, de ikke følger op på. For eksempel at man vil sige op, hvis ikke man får sine krav igennem. Det svækker medarbejderens troværdighed og mulighed for at komme igennem med sine krav i en senere forhandling, siger Bjarne Henning Pedersen.
- Lønforhandling foregår hele tiden
Glem alt om, at en lønforhandling kun foregår i forhandlingslokalet. Den starter lang tid før. Man skal som medarbejder eller leder spørge sig selv jævnligt, hvad man skaber af værdi for ens arbejdsplads, og så skal man gøre sin chef opmærksom på det.
- Løn er meget mere end bare penge
Endeligt skal man huske på, at ens vilkår handler om meget mere end rene kroner og øre. Andre fordele som fleksibilitet, frihed, personalegoder eller ekstra ferie kan have ligeså stor værdi som selve beløbet på ens løncheck.
Det er dog ikke kun medarbejderne, der skal have penalhuset i orden, inden de går ind til en forhandling.
Som leder skal du også selv være godt forberedt på, hvad du har mandat til at forhandle med - og hvilke argumenter, du har, hvis du ender med at skulle afvise en medarbejders krav til en lønforhøjelse.
For der er intet værre end en chef, der i virkeligheden slet ikke har beføjelser til at forhandle, forklarer Bjarne Henning Jensen.
Hvad er den værste lønsamtale, du selv har oplevet?
- Det var en samtale, hvor den stakkels leder, jeg havde, ikke rigtig havde noget mandat til at forhandle og ikke var forberedt, og hvor samtalen fik mere karakter af en undskyldning.
For da lederen heller ikke kunne argumentere for, hvorfor han ikke kunne give en lønstigning, eller hvem Bjarne Henning Jensen så kunne gå til, endte lønsamtalen med at være en skuffelse for begge parter.
Hør alle Bjarne Henning Jensens råd til en lønstigning TV 2 Fyns nyhedspodcast Lige på:
TV 2's administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen og Michael Nørgaard, chefredaktør på TV 2, overtrådte et navneforbud, da kanalen omtalte advokat Lise Roulund i Den Sorte Svane.
Det mener anklagemyndigheden ved Fyns Politi, som tirsdag i næste uge har hevet de to TV 2-topchefer i retten.
Anklagemyndigheden forlanger, at de idømmes bøder - Anne Engdal Stig Christensen som ansvarlig efter medieansvarsloven - og Michael Nørgaard som daværende redaktionschef, da Den sorte svane gik over skærmen med sager om formodet hvidvask af penge i kriminelle miljøer “og flere gange viste og navngav Lise Roulund til trods for, at der var nedlagt navneforbund ved Københavns Byret den 14. juni 2023”, fremgår det anklageskriftet.
TV 2 var kort før udsendelsen blevet kontaktet af Lise Roulunds advokat og gjort opmærksom på navneforbuddet, og de to TV 2 chefer nægter sig skyldige.
Nyhedsdirektør Anne Mette Svane henviser til Michael Nørgaard for en kommentar, der dog ikke ønsker at udtale sig som tiltalt i sagen.
I marts udtalte TV 2’s daværende nyhedsdirektør Ulla Pors til fagbladet Journalisten, at TV 2 kun lægger frem i udsendelsen, hvad man ved egen research selv har fundet ud af.
- Vi omtaler ikke sigtelsen mod Lise Roulund og refererer ikke politiets efterforskning, men lægger kun frem, hvad vi selv har fundet. Det her kan betyde, at vi som journalister ikke kan fortælle nye historier, hvis en person har andre sager kørende - og det er dybt problematisk, sagde hun til Journalisten.
Også Advokatsamfundet har i øvrigt fået en sag på halsen.
I juni kunne Berlingske Tidende fortælle, at advokaternes tilsynsmyndighed, der har frataget Lise Roulund retten til at fungere som advokat indtil videre - en sag hun har anket til byretten - er sigtet for på sin hjemmeside fra maj til juli 2024 at nævne Lise Roulund ved navn trods navneforbuddet fra juni 2023.
Heller ikke Advokatsamfundet mener ifølge AdvokatWatch, at man har overtrådt lovgivningen.
Navneforbuddet mod Lise Roulund er i mellemtiden blevet ophævet, oplyser Advokatwatch.
Motorvejsstrækningen er igen åben i alle spor, men der er noget kø, som skal afvikles.
Der er sket et færdselsuheld fredag eftermiddag på Fynske Motorvej. Det oplyser Vejdirektoratet.
Uheldet er sket i retning fra Middelfart mod Odense mellem afkørsel 53 og 52 i det vestlige Odense.
Der er et spor spærret, og politi og redning er ved firetiden på vej til stedet.
Som følge af uheldet er der forlænget rejsetid på op til ti minutter, oplyser Vejdirektoratet.
Billeder viser, at to ambulancer nu er til stede ved uheldsstedet. TV 2 Fyn har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi om, hvad der er sket.
Der forventes at være ryddet op på strækningen klokken 16.45, oplyser Vejdirektoratet.
Selvom OB onsdag spillede sig videre i pokalturneringen, har det været en omtumlet start på sæsonen for fynboerne. I Superligaen er det kun blevet til fire point i de første fem kampe, og derfor er der pres på inden søndagens kamp mod Lyngby Boldklub.
OB-backen Marcus McCoy er heller ikke tilfreds med pointhøsten indtil videre.
- Selvfølgelig havde vi også håbet på en bedre sæsonstart selv. Det er jo ikke kun fansene, der er skuffede over, at vi har fire point nu. Det er vi også selv. Men selvfølgelig har vi troen på det, ellers ville vi ikke være her. Og sæsonen er heldigvis lang, og vi har en masse kampe indtil vinterpausen. Og forhåbentlig ser det helt anderledes ud på et tidspunkt, siger Marcus McCoy til TV 2 Fyn.
Den seneste måned har været præget af et opsigtsvækkende trænerskifte i OB, hvor Thomas Thomasberg har afløst Alexander Zorniger. Det har ført meget nyt med sig.
-
Der har været noget tilvænning. Det har været en spændende måned. Der er sket mange ting både på banen og uden for banen i klubben. Det har været spændende. Men nu er vi også nået så langt, at vi skal til at have nogle resultater, siger Marcus McCoy.
-
Det har selvfølgelig ikke været det fedeste på det seneste, men det har været spændende, det Thomas er kommet med. Vi er kommet fint ind i det, synes jeg, og nu handler det bare om, at vi skal omstille det til point. Vi fik et mod AGF forleden, og så forhåbentlig kan vi tage nogle flere i de næste par uger, tilføjer han.
OB nærmer sig 20 års pokaltørke og nu venter en ond ånd
Marcus McCoy blev denne sommer kørt i stilling som fremtidens mand på højre back, efter at hollænderen Leeroy Owusu har forladt klubben. De første kampe i sæsonen blev McCoy også benyttet i højre side af forsvaret, men i søndagens kamp mod AGF og i pokalkampen mod Fredericia var han igen ovre i modsatte side.
-
Ja, hvad tænker jeg om det? Det ved jeg ikke. Det er sådan, det er jo nogle gange. Jeg spillede jo venstre back hele sidste år. Nu havde jeg en forhåbning om, at jeg kunne spille på højre det meste af den her sæson. Det har jeg gjort her i starten, men forleden dag spillede jeg så til venstre, siger Marcus McCoy, der bakker op om trænerens valg.
-
Jeg tænker, det var fordi træneren ville have noget andet. AGF er meget stærke på siderne, så det handlede om, at vi skulle prøve at lukke det ned. Det fik vi ikke gjort 100 procent, men vi gjorde i hvert fald noget af tiden. Om jeg spiller til venstre eller højre betyder på en eller anden måde ikke så meget. Jeg er bare glad for at spille, siger han.
Men du vil vel helst spille til højre?
- Ja, jeg vil helst spille til højre.
Søndag spiller OB mod Lyngby Boldklub på Lyngby Stadion, og Marcus McCoy håber, at OB kan komme tilbage på sejrssporet.
- Det havde været federe at have flere point, men kampene har været tætte. Sidste år var kendetegnet måske, at vi ikke var så tæt på point i de kampe, hvor vi tabte, men i denne sæson har det handlet om et enkelt mål i alle kampe. Det er positivt, at kampene har været tættere, end de var sidste år. Vi har forbedret os defensivt, så nu handler det bare om lige at få marginalen på vores side og se, om vi ikke kan omstille det til point i stedet for, siger Marcus McCoy.
Kampen mellem OB og Lyngby spilles søndag klokken 14.00.
Der er penge at hente, hvis du går strategisk til værks, når du handler.
I august er forskellen mellem den dyreste og billigste madkurv steget til 23 procent. Det skriver prissammenligningstjenesten Madprisluppen .
Helt konkret betyder det, at du kan spare 472 kroner, hvis du går ind i en Lidl i stedet for en Meny i Madprisluppens eksempel.
Det er Lidl, der løber med førstepladsen for det billigste sted at handle de fleste fødevarer. Supermarkeder som Meny, Min Købmand og SuperBrugsen er til gengæld blandt de dyreste.
- Totalt set er kød og fisk blevet billigere. Til gengæld er slik, snacks, is og drikkevarer blevet dyrere, udtaler Lars Smidt, leder af det danske team hos Madprisluppen.
Prisen for en liter benzin bliver ved med at fortsætte op, og den er på sit højeste niveau i over fire år.
Fredag er prisen for en liter benzin steget med 40 øre. Det viser de såkaldte listepriser, der fastsættes hver dag på baggrund af det internationale oliemarked.
Man skal helt tilbage til sommeren 2022 for at finde benzin, der var dyrere, end det er i dag. Da benzinpriserne i kølvandet på krigen i Iran toppede i maj, var de på samme høje niveau som i dag.
Siden 18. februar er prisen steget med næsten fire kroner per liter. Ved de fleste fynske tankstationer koster en liter benzin 17 kroner og 9 øre.
Nu har Nordfyns Kommune godkendt kystbeskyttelsesanlægget og bidragsfordelingen for Projekt Bogense Kystdiger. Det sker også selvom, der har været flere borgerprotester mod projektet.
I foråret kritiserede flere borgere nemlig kommunes planer om at lade netop borgerne betale for kystsikringsprojektet Bogense Kystdiger.
Projektet forventes at koste 127 millioner kroner. Og en del af den regning skal altså betales af borgerne i nærområdet.
Men torsdag aften 27. august blev det alligevel besluttet af Kommunalbestyrelsen, at afgørelserne for etableringen af projektet skal godkendes.
Der er tale om kommunens største klimatilpasningsprojekt til dato, og nu er de altså et skridt tættere på realiseringen.
Nordfyns borgmester, Mette Landtved-Holm, glæder sig over nyheden.
- Projektet handler ikke alene om at beskytte materielle værdier. Det handler om rettidig omhu og om at skabe tryghed for de mennesker, der bor i byen, fortæller hun i en pressemeddelelse fra Nordfyns Kommune.
Nu har Højesteret stadfæstet Vestre Landsrets dom, der blev afgivet 2. oktober i 2025.
Det beskriver en melding fra Anklagemyndigheden.
Her blev en butiksindehaver idømt en bøde på 25.000 kroner for at have solgt nikotinposer til en person under 18.
Højesteret afgjorde, at Sikkerhedsstyrelsens brug af en ung kontrolkøber var i strid med menneskerettighederne.
Sundhedsminister Ida Auken (S) reagerer nu på nyheden om, at Nyt OUH alligevel ikke åbner i efteråret 2027.
- Det er meget beklageligt, at byggeriet af Nyt OUH igen bliver forsinket. Mest af alt for patienterne, der er blevet stillet et nyt moderne sygehus i udsigt.
Sådan lyder det i en skriftlig kommentar fra sundhedsministeren til TV 2 Fyn, der har rakt ud for et interview om den nye forsinkelse. Ministeren har ikke mulighed for at stille op, lyder det.
I den skriftlige kommentar lyder det videre:
- Region Syddanmark har som bygherre det overordnede ansvar for byggeriet. Det er derfor også min forventning, at regionen sammen med totalentreprenøren finder en løsning, der sikrer den nødvendige fremdrift.
Nyheden om, at åbningen af Nyt OUH udskydes - endnu en gang - kom torsdag fra regionsrådsformand Bo Libergren (V) i et interview med TV 2 Fyn.
- Realiteten er nu, at vi må konstatere, at indflytningen i 2027 er urealistisk. Der kommer en væsentlig forsinkelse, lød det torsdag fra Bo Libergren.
Oprindeligt skulle Nyt OUH have været færdigt i 2022. Efter flere forsinkelser lød den seneste plan - indtil meldingen torsdag - på at modtage første patient i efteråret 2027.
Nu er det ifølge regionsrådsformanden “uklart”, hvornår sygehuset åbner. Men der er tale om en “væsentlig” forsinkelse.
Nyt OUH bliver væsentligt forsinket : - Jeg er skuffet
Meldingen om forsinkelsen kommer imens Region Syddanmark ligger i forhandlinger med totalentreprenøren på sygehusbyggeriet, OHPT, om både økonomi og tidsplan - efter at flere problemer har ramt byggeriet i årets løb.
Der er god grund til at holde ekstra godt øje med hunden i sensommeren.
Både nedfaldsfrugter og hvepsestik kan give alvorlige problemer for de firbenede venner.
Nedfaldne frugter kan nemlig sætte sig fast i hundenes mave-tarm-kanal, og hvepsestik kan give alvorlige reaktioner.
Derfor kommer Evidensia Dyrehospital med en guide til, hvad der kan være særligt godt at holde øje med, når hunden løber rundt i naturen.
• Fjern nedfaldsfrugt: Saml løbende frugt op i områder, hvor hunden færdes, så den ikke får mulighed for at spise større mængder frugt eller frugtsten.
• Hold øje med frugtsten og kastanjer: De kan sætte sig fast som fremmedlegemer i mave-tarm-kanalen og i værste fald føre til obstruktion.
• Vær opmærksom på hvepse: Nedfaldsfrugt kan tiltrække hvepse, som hunden kan komme tæt på, når den undersøger frugten.
• Reagér på stik i mund eller svælg: Hævelse tæt på luftvejene kan blive alvorlig, og nogle hunde kan udvikle en kraftig allergisk reaktion. Kontakt dyrlægen ved alvorlige reaktioner.
Et kraftigt regnvejr rammer Fyn fredag og lørdag. DMI har udsendt et varsel om lokale skybrud, der gælder hele Fyn.
Ifølge TV 2 kan der flere steder på øen falde op til 25 millimeter i løbet af de næste to dage.
En regnmængde, der risikerer at give problemer, fordi der har været aldeles tørt på Fyn i en længere periode. Derfor kan regnen flere steder have svært ved at trænge ned i jorden, hvis den falder i for store mængder.
Natten til fredag måtte tre personer på en sejlbåd i Storebælt reddes efter voldsomt vejr.
Det beretter Dansk Søredningsselskab på deres hjemmeside.
Hændelsen fandt sted om natten 27. august, hvor en sejlbåd måtte melde om, at de ikke kunne klare det voldsomme vejr.
Båden nåede at drive gennem Højbroen og forbi Sprogø mellem vindmøller, før det lykkedes at skabe kontakt.
Her fik søredningsselskabet sat båden på slæb og tog den med til Kerteminde, da vejret til nærmeste havn var for voldsomt.
Ved kajen stod bådens familie klar til at tage imod de tre personer klokken 01 om natten.
Hent vores app og gå ikke glip af de vigtigste fynske nyheder
TV 2 Fyn | Olfert Fischers Vej 31 | 5220 Odense (+45) 63 15 60 00 | redaktionen@tv2fyn.dk
Vi tager ansvar for vores indhold og er tilmeldt
Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden, analysere statistik samt vise dig funktioner til sociale medier. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid tilbagetrække eller ændre dit samtykke, ved at klikke på 'Opdater dit cookietilsagn' i websidens menu. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere om brugen af cookies.
Du kan altid ændre dine præferencer senere.
Her finder du en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.