
Kendt musiker gav patient på hospice ønskegave - TV 2
Kendt musiker gav patient på hospice ønskegave - TV 2
Der var ikke et øje tørt, da musikeren Andreas Odbjerg i går overraskede en kvindelig patient på Svanevig Hospice.
Laila, der er indlagt på hospice i den sidste tid, er meget begejstret for Odbjergs nummer "Hvad skal verden med sådan en som mig?" og har besluttet, at netop den sang skal spilles til hendes begravelse.
For at glæde Laila havde hendes familie kontaktet musikeren og spurgt, om han ville komme ud til Laila og overraske hende med at spille nummeret.
Torsdag kom Andreas Odbjerg på besøg sammen med guitarist Daniel Scheffmann, hvor de i havestuen optrådte for Laila, hendes familie, personalet og de øvrige beboere på Svanevig.
Andreas Odbjerg på besøg sammen med guitarist Daniel Scheffmann på Svanevig. Foto: / TV 2 ØST
Udover "Hvad skal verden med sådan en som mig" spillede de numrene "I morgen er der også en dag" og "Surpriseparty"
Anette Wendel Jensen, der er souschef på Svanevig, fortæller til TV2 ØST, at det var en noget særlig oplevelse at overvære den intime koncert.
-
Vi arbejder så tæt på livet og døden i hverdagen, og nok også derfor blev vi så rørte over det. Det er vi stadig.
-
Som Andreas Odbjerg selv sagde, så minder det lige en om, at man skal huske at leve livet og gøre de ting, der er vigtige for en, siger Anette Wendel Jensen og fortsætter:
-
Man kunne virkelig mærke mennesket bag kunstneren. Han er et dejligt menneske og meget nærværende. Det var en meget dyb oplevelse og meget intimt, fordi vi var så få.