
Emilie fra OnlyFans: 'Denne kunstner bliver jeg aldrig træt af at lytte til' | Anbefalinger | DR
Emilie fra OnlyFans: 'Denne kunstner bliver jeg aldrig træt af at lytte til' | Anbefalinger | DR
Skærmen er Emilie Poders arbejdsplads.
På TikTok er hun kendt som Enulie Porer, hvor mere end 60.000 følger med. Her deler hun indhold fra sit liv og bruger blandt andet profilen til at promovere sit voksenindhold på OnlyFans.
I øjeblikket er hun også aktuel i DR-serien 'Alene hjemme med porno', der blandt går tæt på dilemmaet i at fiske efter betalende kunder på sociale medier, hvor børn og unge færdes. Serien fortæller også om livet bag kameraet og arbejdet med at sælge sex online.
Men når arbejdstimerne foran skærmen er ovre for Emilie Poder, søger hun helst væk fra det digitale. Ud i skoven, ned i en fysisk bog eller ind i musikken.
Vi har spurgt hende, hvad hun bruger sin weekend på, når kameraet er slukket, kunderne er væk, og hun “bare” er Emilie.
Det er anden bog i serien 'Bewitched', skrevet af forfatter Laura Thalassa. Den handler om en ung heks, og det er ikke, fordi det er min yndlingsbogserie. Det var bare den næste i rækken.
Jeg læser virkelig mange bøger og kan nogle gange godt læse en hel bog på en dag. Jeg læser alt muligt: thrillere, fantasy, romantiske bøger, faktabøger og selvudvikling. Hvis jeg har en dårlig dag, skal det helst være noget opkvikkende som fantasy eller romantik. Hvis jeg har mere overskud og magter at lære noget, er det oftest psykologibøger og selvudvikling.
Men der er én bog, som er min bibel: Robert Greenes 'The Laws of Human Nature'. Den synes jeg, alle burde læse – faktisk burde vi blive undervist i den i skolen. Det er nok min all time favoritbog, fordi man kan læse den flere gange og stadig opdage nye ting.
Den handler om rationalitet, og om hvordan mennesker er følelsesdrevne. Man lærer ikke kun at handle ud fra sine følelser, men også at forstå sig selv og andre bedre. Vi taler meget om, at sociale medier overtager, men vi glemmer, hvordan mennesker er og agerer.
Jeg bruger næsten aldrig streamingplatforme selv. Jeg har dem mest til, når venner og familie er på besøg og overnatter hos mig.
Når jeg ser reality-tv, er det, fordi jeg kan lave content om det. Lige nu er det første sæson af 'Temptation Island' på Viaplay, fordi det er et hot topic på sociale medier. Jeg tænker meget over, hvilke følelser der får folk til at se med. Det kan være forargelse over uretfærdighed, længsel, lyst, vrede – og den glade eller forelskede følelse.
Reality-tv er virkelig godt til at skabe forargelse, især når det handler om utroskab. Det involverer kærlighed, lyst og noget, der kan gøre ondt. Og det er et punkt, som sparker røv på nettet.
… den amerikanske kunstner Masego.
Ham kan jeg lytte til altid, og jeg er ikke blevet træt af ham, siden jeg startede med at lytte i 2020. Jeg lytter tit til ham, når jeg går tur med min hund Nova, som er en treårig dobermann. Ellers hører jeg gamle klassikere som Louis Armstrong, Etta James og Ella Fitzgerald. Men hvis jeg går en tur helt for min egen skyld, har jeg helst ikke noget i ørerne. Så går jeg bare i mit eget hoved og lytter til vinden.
Jeg føler mig mest i zen, når jeg er i skoven – gerne langt væk fra byen og et sted, hvor alt er helt tilgroet. Hvis jeg kan tage en bog med, finde et hyggeligt spot og fordybe mig i en bog, der bare er 10 ud af 10, så er det nok mit peaklife . Det er lidt den samme følelse, som da man var barn juleaften, lige før man skulle åbne gaver, og det hele boblede i kroppen.