Sydeuropa kæmper allerede med skovbrande - og nu er endnu en hedebølge på vej | Vejret | DR
Sydeuropa kæmper allerede med skovbrande - og nu er endnu en hedebølge på vej | Vejret | DR
Efter flere hedebølger er yndede feriemål som Sydfrankrig, Spanien og Portugal lige nu hærget af naturbrande. Voldsomme flammer, der brænder både skov og bebyggelse ned, og som også har tvunget over 10.000 mennesker fra hus og hjem.
Og vejrudsigten for de kommende uger giver efter alt at dømme ikke en hjælpende hånd fra naturen til at dæmpe ilden.
-
Hvis vi kigger lidt frem i tid, ser det ud til, at der er lange udsigter til, at vi får få regn, som naturligt kan dæmpe de her brande, siger Adrian Lema, der er chef for Nationalt Center for Klimaforskning i DMI.
-
Så lige nu ser det ud til, at det bliver endnu sværere at få kontrol over de brande i de kommende dage og måske endda uger.
Ifølge Adrian Lema ser det ud til, at temperaturerne kommer til at stige igen og skabe endnu en hedebølge.
Sydeuropa har allerede været ramt af flere ekstremt varme perioder og temperaturrekorder i maj og juni. Og det skaber en ”cocktail”, der giver risiko for endnu flere voldsomme brande, siger Adrian Lema:
-
Der har været tørke og og mindre regn end normalt. Og når der så kommer de her varme hedebølger flere gange i træk, så får det planterne i jorden til at afgive al fugt. Det gør det altså ekstremt tørt, forklarer han.
-
Så skal der meget lidt til for at skabe de her brande. Og når der så kommer vindstød oveni, så påvirker det også brandene på en måde, hvor de udvikler sig meget bredt og meget hyppigt og voldsomt.
Vejrfænomenet El Niño er lige nu under udvikling i det tropiske Stillehav.
El Niño ser ud til at blive kraftigere end normalt, hvilket kan skabe mere ekstremt vejr det kommende år flere steder på jordkloden.
Men overfor DR Nyheder slår Adrian Lema fast, at de voldsomme skovbrande, der hærger Sydeuropa lige nu, ikke skyldes El Niño, men er et udtryk for klimaforandringerne:
-
Lige nu er der ikke noget andet end klimaforandringerne og det almindelige vejr, som i en farlig cocktail skaber de her ret voldsomme brande, siger Adrian Lema.
-
Der er ingen tvivl om, at disse naturbrande kommer jo fra tid til anden naturligt. Men klimaforandringerne skaber nogle vilkår, der gør, at disse brande sker oftere, de bliver voldsommere, og de varer også i længere tid.