Pelsklædte dyr får hjælp til at køle ned af zoologisk have | Indland | DR
Pelsklædte dyr får hjælp til at køle ned af zoologisk have | Indland | DR
Hvis du har haft det varmt denne weekend, så prøv at forestille dig, hvordan du ville have haft det, hvis din krop var dækket af et tykt lag pels.
Sådan er det for flere af de dyr, som Rikke Trampedach, dyrepasser i Jylland Park Zoo, tager sig af.
Hos Jyllands Park Zoo ved Haunstrup har dyrepasserne derfor sat sprinklere i gang og sørget for ekstra skyggemuligheder for dyrene på grund af det varme vejr.
- Vi er obs på alle vores dyr. Sådan noget som rensdyr, og nogle af de dyr, vi har med stor pels, og aber for den sags skyld, er vi meget opmærksomme på, siger Rikke Trampedach.
Som gæst kan oplevelsen derfor blive en smule anderledes i parken i dag, hvor temperaturen igen bliver høj.
-
Når dyrene har deres egne valg, så er det jo også deres eget valg, om de har lyst til at være inde, hvor det er køligt eller ude, hvor gæsterne er.
-
Så selvfølgelig er der nogle ting, der kan virke anderledes for gæsterne. Og der er også nogle dyr, der bare ligger og slapper af, fordi de synes det er varmt, siger dyrepasseren.
Andre dyr trives bedre i varmen.
- Pingvinerne, som er vant til at leve, hvor det er varmt, synes jo, at vejret helt fint. De har ikke noget imod det, siger Rikke Trampedach.
Parken er derfor stadig et besøg værd, mener hun:
- Vi synes jo altid, at det giver mening at komme en tur forbi parken. Og vi har også lavet andre ting herude for gæsterne, så der står for eksempel sprinklere klar, så de også kan blive kølet ned og få en god oplevelse i løbet af dagen.