Mor bruger over 25 timer om ugen på at gå i skole med sin søn - TV 2

Mette Bossens søn går i anden klasse, og hvis han skal afsted, skal hun med som tryghed. Derfor har hun været med ham i skole i halvandet år. Foto: Privatfoto

Hver dag tager Mette Bossen med sin otteårige søn i skole.

På de gode dage følger hun ham ind i klassen og sætter sig i et puderum. Der ruller hun et bord frem, hvor hun kan sidde og arbejde.

På de dårlige dage skal hun være tættere på klasselokalet, så der sætter hun sig mellem regnjakker og gummistøvler på gangen.

Sådan har det været i halvandet år.

• Det er virkelig ikke et ønskescenarie. Men alternativet er, at han ikke kommer afsted, siger Mette Bossen.

Siden skoleåret 2018/2019 er andelen af elever med langvarigt, bekymrende fravær i folkeskolen steget markant. Det viser en ny undersøgelse fra VIVE .

Tina Knudsholt er en del af den statistik. Ligesom Mette Bossen var Tina Knudsholt og hendes mand i årevis med deres datter i skole, indtil hun til sidst blev helt sygemeldt.

I dag er det mere end et år siden, at hendes 13-årige datter sidst var i skole.

Det begyndte allerede i 1. klasse, hvor datteren havde angst ved afleveringen, forklarer Tina Knudsholt.

Tina Knudsholt har følt sig magtesløs, når det kom til sin datters mistrivsel i skolen. I dag har datteren ikke været i skole i over et år. Foto: Privatfoto

Selvom familien forsøgte at gøre skolen opmærksom på datterens mistrivsel, oplevede hun, at de stod meget alene med tingene, at processen gik langsomt, og at skolen havde svært ved at ændre på rammerne – selv når det handlede om små ting, der kunne gøre dagen mere overskuelig for datteren og andre.

Eksempelvis at der blev hængt et skoleskema med farver og billeder i klasselokalet, så skiftene blev mere tydelige.

Nogle vil jo sige, at det er fair nok, at skolen ikke kan tage særlige hensyn til alle elever?

• Jeg forstår godt pointen, men jeg er ikke enig. Der er fare for, at hvis man holder fast i en ramme, der ikke virker for alle, så kommer du til at ekskludere nogle med det samme, siger Tina Knudsholt.

I 3. klasse skiftede Tina Knudsholts datter skole, men det forbedrede ikke situationen nævneværdigt.

Det var svært at få hende afsted, og når hun var på skolen, kunne hun hverken spise, drikke eller gå på toilettet. Når hun kom hjem, sad hun timevis i et mørkt rum uden forstyrrende lyde og var påvirket indtil næste morgen, hvor det hele startede forfra. Det var en ond spiral.

• Det var tydeligt, at der var noget, vi skulle reagere på, siger Tina Knudsholt.

Hendes datter fik konstateret en belastningsreaktion og autisme, men Tina Knudsholt oplevede ikke, at papiret med diagnosen ændrede på mistrivslen. Når der var aktiviteter i skoletiden, skolen vurderede, hun ikke kunne deltage i, var der ingen løsninger.

Så Tina Knudsholt oplevede, at familien blev tvunget til at holde datteren hjemme. Hurtigt blev der flere og flere ting, hun var hjemme fra.

• Selvfølgelig har man ansvar for at få sit barn godt i skole, men man har også et ansvar for at sige stop. Skal jeg blive ved med at udsætte mit barn for en overbelastning, eller skal hun blive hjemme? siger Tina Knudsholt.

I 4. klasse kom datteren på specialskole, men det forbedrede ikke situationen. I en årelang periode var Tina Knudsholt og hendes mand på skift med i skolen, indtil datteren måtte sygemeldes.

I dag, over et år senere, oplever Tina Knudsholt, at datteren har det bedre. Men det har været på bekostning af samværet med jævnaldrende – og hun savner at gå i skole.

Tina Knudsholt tror på, at datteren kommer tilbage på skolebænken, hvis hun tilbydes den rette behandlingsskole.

Hun understreger, at det ikke er nogens skyld, at hendes datter i første omgang havde udfordringer med at gå i skole. Men hun mener, at systemet burde have grebet dem hurtigere, da det begyndte at gå skævt, så udfordringerne ikke nåede at vokse sig så store.

• Til at starte med prøver man at kæmpe sig igennem, man prøver at overleve. Når det fortsætter i årevis, tager det alle kræfter. Og det gør ondt at se sit barn kollapse, siger hun.

Den følelse kan Mette Bossen genkende.

• Jeg føler afmagt. Den er meget altoverskyggende lige nu, siger hun.

Da hendes søn startede i 0. klasse, var der ingen problemer med at komme afsted.

Men en dag nægtede han at gå ind i klasselokalet.

• Han panikkede bare. Så måtte jeg tage ham med hjem igen. Og sådan fortsatte det, siger Mette Bossen.

Det udviklede sig, så han gik i panik, når han nærmede sig skolens matrikel. Kort efter tog Mette Bossen op på skolen og aftalte, at hun kunne gå med ind, hvis det var det, der skulle til.

Nu har hun siddet på skolen alle hverdage i halvandet år.

• Selvfølgelig har man som forælder også et ansvar. Og jeg har dunket mig selv i hovedet og tænkt, om jeg gør noget galt som forælder. Men jeg kan jo se, at han trives på mange andre måder, siger Mette Bossen.

På trods af mange møder med kommunen, børnepsykologer og PPR er der ikke noget, der for alvor har hjulpet. Hverken fagfolkene eller hun kan se et mønster, og hun fortæller, at sønnen er med både fagligt og socialt.

Samarbejdet med skolen har fungeret godt, understreger hun, men situationen lige nu er "uholdbar".

• Det er jo nærmest alt, der er på spil – min arbejdsgiver er forstående, men det har trods alt en bagkant. Og hvad gør jeg, når jeg rammer den?

TV 2 har forelagt Tina Knudsholdts kritik for Roskilde Kommune, hvor skolerne, som datteren har gået på, ligger. Roskilde Kommune er ikke vendt tilbage med svar før artiklens publicering.

For at imødekomme problemet skal skolen etablere faste rutiner og processer, så mindre problemer ikke udvikler sig.

Kommuner, der har mange elever med langvarigt bekymrende fravær skal have målrettet forbyggende støtte.

Der bør udvikles en forbedret vejledning til registrering af fravær, så der kan skabes større klarhed og mindre variation i processerne.

Indsatsen bør tilpasses klassetrin. Fokus bør være på udskolingen, som lige nu oplever et stigende ulovligt fravær.