
Chokerende rekord: Havene rammer 21,1 grader den 22. august | Vejret | DR
Chokerende rekord: Havene rammer 21,1 grader den 22. august | Vejret | DR
Det lyder snart som en plade, der er gået i hak. Men verdenshavene bliver varmere og varmere.
Den 22. august nåede den globale havoverfladetemperatur op på 21,1 grader – og dermed forbi den tidligere rekord på 21,09 grader, som blev sat i marts 2024.
Det oplyser EU's klimatjeneste, Copernicus, i en pressemeddelelse.
De stigende temperaturer hænger sammen med klimaforandringer, men ifølge Copernicus spiller det naturlige klimafænomen El Niño også en central rolle i den seneste rekord.
Det særlige ved rekorden er nemlig timingen. Normalt topper havtemperaturerne i marts og april, når det er sommer på den sydlige halvkugle.
At rekorden nu bliver sat i august er usædvanligt, og tallet slår også den hidtidige augustrekord fra 2023 på 20,98 grader.
- Det er opsigtsvækkende, når temperaturen stiger så meget på denne tid af året, og hvis det følger mønsteret fra sidste El Niño, er brændet først lige lagt i kakkelovnen, siger Filip Kirkegaard, DR's klimaanalytiker.
Allerede den 21. juni satte havene rekord for den tid på året med 20,86 grader.
Rekorden var dengang marginal, men ifølge Copernicus varslede det den samme udvikling, som vi ser nu.
Det her er endnu et vink med en vognstang, mener Samantha Burgess, der er strategisk klimachef hos den europæiske vejrtjeneste ECMWF.
- Denne rekord er endnu et klart signal om et hav under stigende pres. El Niño tilfører varme til systemet, men det sker oven på årtiers menneskeskabt opvarmning, siger hun i pressemeddelelsen.
Og efterhånden som havtemperaturerne fortsætter med at stige, får havets økosystemer og kystsamfund det også sværere.
Ifølge Filip Kirkegaard er udviklingen tydelig i Middelhavet.
Her var havtemperaturen 27 grader i juli – tre grader mere end normalt. I Løvebugten var temperaturen 7-8 grader over det normale.
- I Europa ser vi især, at Middelhavet er hårdt presset, og det kommer efter flere år med marine hedebølger i Middelhavet, siger han.
Et varmere hav betyder, at vandet fylder mere – og det er med til at få havniveauet til at stige.
Desuden stiger risikoen for marine hedebølger, som er perioder, hvor havtemperaturen på et sted er unormalt høj i længere tid. Koralrev og fisk lider også, når temperaturen stiger.
Men det presser også naturen på land. Når temperaturen stiger, øger det fordampningen og skaber så risiko for ekstrem regn i landene omkring, Middelhavet, fortæller Filip Kirkegaard.