
Ansat hos Sverigedemokraterne anklages for at sprede prorussisk propaganda, men partileder ser 'ingen grund til panik' | Udland | DR
Ansat hos Sverigedemokraterne anklages for at sprede prorussisk propaganda, men partileder ser 'ingen grund til panik' | Udland | DR
Hun har haft et nært forhold til en af Sverigedemokraternes øverstplacerede figurer.
Som politisk sekretær har hun haft sit daglige arbejde i Riksdagen - og så har hun i årevis spredt prorussiske budskaber og været aktiv i og forsøgt at få finansieret en teatervirksomhed i Stockholm, som har forbindelse til russiske statsaktører.
Den 43-årige kvinde hedder Polina Malaberg og er omdrejningspunktet for en afsløring, som det undersøgende svenske medie Expo har udgivet bare få dage inden, svenskerne går til valg søndag den 13. september.
Og hvis informationerne om kvinden - også kendt under dæknavnet "Elena" - holder stik, bør hun ingen plads have hos partiet Sverigedemokraterne, mener Sveriges statsminister og partileder for Moderaterne, Ulf Kristersson.
-
Hvis det passer, er det alvorligt. Der findes ingen plads til prorussiske fortællinger i Sverige, vi befinder os i en europæisk krig, siger han til avisen Aftonbladet og slår fast:
-
Hvis det passer, er det alvorligt. Så skal SD (Sverigedemokraterne, red.) afskedige hende.
Samme budskab lyder fra henholdsvis landets udenrigsminister, Maria Malmer Stenergard og forsvarsminister, Gunnar Strömmer, begge fra Moderaterne.
Ifølge Expo har kvinden siden Ruslands ulovlige annektering af halvøen Krim i 2014 skrevet og delt materiale, som støtter fortællinger fra det russiske styre, på diverse sociale medier.
I midten af 00'erne flyttede den 43-årige kvinde fra Rusland til Sverige, og delingen af prorussisk materiale er hun ifølge mediet fortsat med - også efter den russiske fuldskala-invasion af Ukraine i februar 2022.
Og Polina Malaberg er ikke bare en tilfældig ansat i partiet, der agerer støtteparti for den svenske regering. Siden 2024 har hun boet sammen med politisk rådgiver Gustav Gellerbrant, der anses for en af partiets mest centrale personer og en del af partiformand Jimmie Åkessons inderkreds.
Også Socialdemokraternes partileder, Magdalena Andersson, ser grund til at tage Expos afsløring meget alvorlig.
- Der er mange spørgsmål, der skal besvares nu. Men det, vi ved, er, at russisk hybridkrigsførelse er en trussel mod landets sikkerhed.
Andersson vil dog ikke gå ligeså langt som statsministeren, men mener i stedet, at vurderingen af spørgsmålet om kvindens politiske fremtid må være op til Sverigedemokraterne.
Her er der dog foreløbig ingen panik at spore.
Fra partiets presseafdeling lyder det i et svar til Aftonbladet , at den pågældende kvinde har været stærkt kritisk af det russiske styre de seneste år og angiveligt skulle have beskrevet Ruslands invasion af Ukraine som "den værste dag i vedkommendes liv".
Ifølge partileder Jimmie Åkesson ser man alvorligt på sagen, og han understreger samtidig, at der er procedurer for partiet som eksempelvis sikkerhedsgodkendelse for partisekretærer.
- Det her er ikke noget, partiet, så vidt jeg ved, har været klar over over, men noget som nu er kommet frem, og det må vi så få kigget på. Jeg ser ingen grund til at gå i panik, lyder det fra Åkesson ifølge avisen.
Men selvom partiets officielle linje er fordømmelse af den russiske fuldskala-invasion af Ukraine samtidig med, at man betragter Rusland som en sikkerhedspolitisk trussel mod Sverige, dukker der indimellem eksempler frem om enkeltpersoner i partiet, der mudrer billedet en anelse.
Det fortæller DR's korrespondent i Norden, Per Bang Thomsen, til P1 Morgen, og sagen kan måske få betydning for det forestående valg, forklarer han.
-
Hvis fortællingen om, at Sverigedemokraterne er et prorussisk parti, bider sig fast, kan det gå hen og få betydning for det samlede valgresultat, fordi de borgerlige på den ene side og oppositionen på den anden side i høj grad kæmper om midtervælgere, der kan svinge begge veje, siger han og fortsætter:
-
Hvis de vælgere - som måske ikke i forvejen har det bedste syn på Sverigedemokraterne - begynder at tro, at det er et parti, som samarbejder med Rusland, kan det sende dem til oppositionen i stedet. Og i de seneste dage er afstanden mellem den rødgrønne opposition og den blågule, borgerlige blok ifølge meningsmålingerne blevet mindre, så valgkampen er blevet mere intens, lyder det fra Per Bang Thomsen.
Du kan høre mere om historien om Polina Malaberg her i P1 Morgen: