ANALYSE Mange rundt om i Europa vil ærgre sig over Islands klare afvisning over for EU | Udland | DR

Islændingene har stemt nej til at genoptage optagelsesforhandlinger med EU.

Det står klart, efter at stemmerne efter lørdagens folkeafstemning nu er talt endeligt op.

47,2 procent stemte ja, mens 52,8 stemte nej.

Det sker efter en både højspændt og stærkt polariseret valgkamp, hvor spørgsmål om økonomi, fiskeripolitik, uafhængighed samt uenigheden om – og frygten for – at afgive suverænitet til EU har fyldt meget.

Derudover har de geopolitiske spændinger, herunder den stigende militære aktivitet i Arktis og hele spørgsmålet om islændingenes sikkerhed, også præget debatten, især på ja-siden.

Selvom det blev en sejr til nej-siden, har folkeafstemningen blotlagt, at islændingene fortsat er stærkt splittede i forhold til spørgsmålet om EU.

Mens nej-siden især stod stærkt i landområderne, var opbakningen til et ja større i og omkring hovedstaden, Reykjavik.

Men altså ikke stor nok til at sikre et flertal, og derfor kommer Island ikke til at genåbne de forhandlinger, som de i første omgang ansøgte om at indlede i 2009.

Det var midt under finanskrisen, som stort set havde smadret landets økonomi og fået dets store banker til at kollapse, at den første ansøgning blev sendt afsted.

Dengang så flere politikere, ikke mindst den venstreorienterede regering, EU og euroen som en måde at komme på fode igen.

I 2013, hvor de værste efterdønninger af finanskrisen var ovre, valgte den daværende borgerlige regering at sætte forhandlingerne på pause. Og i marts 2015 lød det så fra politikerne, at Island ikke længere skulle betragtes som et kandidatland.

Det budskab har islændingene nu gentaget, og selvom folkeafstemningen kun er vejledende og derved ikke juridisk bindende, har statsminister Kristrún Frostadóttir tidligere understreget, at hun ikke vil gå videre med EU-spørgsmålet.

• Hvis det bliver et nej, så har folk givet et klart budskab, har hun tidligere udtalt.

Det er dog et stort politisk nederlag for statsministerens parti, Socialdemokratiet, samt regeringspartnerne Reformpartiet, der begge er for EU.

Den nuværende regering, der også består af det EU-kritiske Folkepartiet, besluttede allerede for to år siden, at de ville have en afstemning om optagelsesforhandlinger inden udgangen af 2027.

Fra ja-siden har argumentet især været, at det ville være gunstigt for den islandske økonomi at blive en del af EU og euroen.

Men forhandlingerne blev fremrykket i marts som følge af udviklingen ”på den store, geopolitiske scene”, som Kristrún Frostadóttir fastslog det i podcasten The Rest is Politics.

Det var blot kort tid efter, at den amerikanske præsident, Donald Trump, endnu engang havde truet med at overtage Islands nabo, Grønland.

Men det handlede ifølge statsministeren også om at ”få en plads ved bordet” i Bruxelles.

For medlemslandene er i de senere år eksempelvis gået i gang med at udvikle deres fælles forsvars- og sikkerhedssamarbejde og lede efter nye, strategiske partnere rundt om i verden som følge af, at præsident Trump har valgt at føre en noget hårdere og mere kontant kurs over for Europa.

• Det er et rigtig godt tidspunkt for Island at blive medlem, mente Kristrún Frostadóttir dengang.

Men det var altså ikke argumenter, der kunne overbevise islændingene, der for 82 år siden kappede de allersidste bånd til Danmark, som de havde været forbundet med i mere end et halvt årtusinde.

For mange vægter uafhængigheden tungere end frygten for geopolitisk tumult.

Under valgkampen understregede statsministeren ellers flere gange, at der ikke var tale om en egentlig afstemning om et medlemskab, men blot om muligheden for at se, hvilken aftale Island i givet fald ville kunne få forhandlet sig frem til med EU.

For hun var enig med kritikerne i, at der skulle tages særlige hensyn til islændingene – ikke mindst i forhold til fiskeriet, der er en særdeles vigtig sektor for Island, og som mange ikke vil have, at andre blander sig i.

Og netop denne uafhængighed og modstanden mod, at andre skal til at blande sig i islændingenes interne sager blev et stort tema under valgkampen.

• Jeg er lidt konservativ, når det kommer til forholdene her i Island. Jeg tror, vi kan finde løsninger selv og føre dem ud i livet, som islændingen Troels Bendtsen lørdag udtrykte det over for DR Nyheder foran et valgsted.

Fra både EU-toppens og medlemslandenes side har der dog været forholdsvis tavst i forhold til folkeafstemningen. Der har åbenlyst ikke været noget ønske om at blande sig i den - og dermed heller ikke risikere at få en indirekte aktie i et eventuelt nej.

• Det er noget, som de islandske borgere selv må tage stilling til og stemme om, og vi ser frem til at se resultatet. Og på nuværende tidspunkt er der egentlig ikke mere at tilføje, lød det tidligere på ugen fra en talsperson fra Europa-Kommissionen.

Europa-Kommissionen har dog tidligere understreget, at de ”kender fiskerisektorens betydning for Island”, og at de var klar til at være fleksible i eventuelle forhandlinger.

Men det bliver altså ikke nødvendigt, og det vil, selvom det ikke måske ikke bliver sagt højt, uden tvivl blive mødt med ærgrelse rundt om i Bruxelles og flere af de andre europæiske hovedstæder.

For i modsætning til 2009, hvor Island første gang søgte om medlemskab, har EU-toppen lige nu stærkt fokus på at udvide unionen – ikke mindst af sikkerhedsmæssige og strategiske grunde.

Det er lige nu lande i Østeuropa og på Balkan, der ønsker at blive medlemmer. Men med Island kunne EU have fået et både velhavende og velfungerende land, som reelt allerede er med i en stor del af samarbejdet - blandt andet gennem den såkaldte EØS-aftale, der giver islændingene adgang til det indre marked.

Samtidig ville EU have fået en stærkere stemme i Arktis, som på det seneste er blevet et meget mere højspændt område med en øget militær aktivitet og oprustning fra både vestlig, russisk og kinesisk side.

Derudover er der blevet spekuleret i, om et eventuelt islandsk medlemskab på sigt kunne have ført til, at Norge, som også står uden for unionen i dag, ville have fulgt trop.

Men det kommer altså ikke til at ske nu. Og selvom lørdagens afstemning reelt ikke har ændret noget på forholdet mellem EU og Island, har den sendt et tydeligt signal til Bruxelles om, at islændingene har lukket døren i over for dem.

Og spørgsmålet er, om de nogensinde vil overveje at åbne den igen.