
Nok om Hitler og holocaust – tysk højreparti vil indføre 'patriotisk' historieundervisning | Udland | DR
Nok om Hitler og holocaust – tysk højreparti vil indføre 'patriotisk' historieundervisning | Udland | DR
Hans-Thomas Tillschneider har sat hænderne i siden og er klar til første spørgsmål. Det lyder sådan hér:
De vil have en læseplan i faget Historie, der gør de unge stolte af Tyskland…?
-
Ja, klart! Én som giver lyst til Tyskland. Som vækker glæde over Tyskland.
-
Den tid, hvor vi går i bodsskjorter skal være forbi, siger Hans-Thomas Tillschneider.
Bodsskjorter i groft lærredsagtigt stof var sådan nogle, man bar i den hér del af Europa i middelalderen, hvis man havde begået en forbrydelse eller synd og skulle sone for den, synligt for alle.
For tyskerne skal det være slut med i samme omfang som hidtil at mindes og sone verdenshistoriens største forbrydelser, begået under Anden Verdenskrig og blandt andet med drabet på over seks millioner af Europas jøder.
Højrepartiet AfD's indflydelsesrige "chefideolog" står på en forblæst festplads i udkanten af den lille by Querfurt i Sachsen-Anhalt og fornemmer ligesom alle andre hér til partiets vælgermøde, at han og de har vinden i ryggen.
AfD står til over 40 procent af stemmerne ved valget i den lille østtyske delstat søndag, og for første gang i Tysklands nyere historie er magten indenfor rækkevidde for partiet, som de tyske efterretningstjenester officielt har kategoriseret som ikke bare yderliggående men "beviseligt ekstremistisk".
Og så fortsætter Tillschneider, der er hovedforfatter til AfD's regeringsprogram på over 150 tætskrevne sider med masser af ideer, der bekræfter kritikerne i deres frygt for partiet:
-
Vi skal have mere Bismarck, mindre Hitler i skolerne.
-
Mere om Tyskland i det 19. århundrede. Selvfølgelig skal vi det! Det er jo normalt, tilføjer han.
Uddannelse er faktisk noget af det, vælgerne i Sachsen-Anhalt er mest optaget af og bekymret for kvaliteten af, viser en rundspørge foretaget af TV-stationen ZDF.
Udover delstatens dårlige økonomi, så er der faktisk ikke noget, som vælgerne betragter som vigtigere. Og ikke så sært. Der er en stor mangel på lærere i Tyskland, men hér er den desperat. Og det har alvorlige følger.
I ingen anden af de 16 tyske delstater er der lige så mange unge, der dropper ud af skolen uden afgangseksamen som i Sachsen-Anhalt.
Men kravet om en mere "patriotisk" uddannelsespolitik med læreplaner for det, der svarer til folkeskolen og gymnasiet, er galt, mener en af AfD's politiske modstandere, som selv underviser i Historie.
-
Hér er Bismarck. Et billede af den unge Bismarck… og hér har vi, hvor kejserriget blev grundlagt og udråbt, fortæller Katharina Kohl, der er 34 år gammel og underviser i tysk historie i grundskolens sidste klasser og i gymnasiet. Hun har taget et par lærebøger med.
-
Emnet Hitler kommer først i 9. og 10. klasse, siger Kohl og mener på den måde at have dokumenteret, at det er noget vrøvl, når AfD siger, at det, eleverne lærer, bidrager til "at eviggøre et skyldskompleks, som har gjort national stolthed til noget suspekt", som Hans-Thomas Tillschneider skriver om uddannelsespolitik i sit partis regeringsprogram.
-
I 8. klasse lærer alle skoleelever om Bismarck (der samlede Tyskland i 1871, red.). Der er masser om Bismarck! Både hans indenrigs- og udenrigspolitik, fastslår Katharina Kohl, der udover at være lærer og underviser i tysk historie er medlem af byrådet i byen Halle for det socialdemokratiske SPD.
Hun sidder på en bænk på Jerusalemer Platz, som er en lille bypark midt i Halle, hvor der i 1870 blev rejst en synagoge. Den blev stukket i brand af nazisterne på Krystalnatten i november 1938 og blev siden revet ned.
Nu står kun tilbage endevæggen i bunden af haveanlægget.
AfD vil have en undervisning, der kan gøre unge stolte at være tyskere. Er det egentlig ikke en god ide?
-
Spørgsmålet er, hvad de unge skal være stolte af? De kan jo være stolte at være del af et demokratisk samfund. Af at kunne være med til at forme det samfund. God undervisning i historie skal hjælpe én med at lære at danne sig en kritisk mening.
-
AfD's perspektiv er jo, at undervisningen skal tjene et bestemt formål og netop ikke gøre én i stand til at stille kritiske spørgsmål, siger Katharina Kohl.