
Miljøministeren vil have fokus på oprydningen efter Cheminova | Politik | DR
Miljøministeren vil have fokus på oprydningen efter Cheminova | Politik | DR
Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) vil være i tæt dialog med Region Midtjylland, Lemvig Kommune og FMC Rønland i kølvandet på meddelelsen om, at kemifabrikken lukker fra årsskiftet.
- Det er meget vigtigt for mig at have både en dialog med virksomheden, regionen og med kommunen om, hvordan vi gør det her bedst muligt, siger ministeren.
FMC Rønland, som tidligere hed Cheminova, udfører i dag frivilligt arbejdet med at pumpe forurenet grundvand op og rense det, så gammel forurening fra halvøen Rønland ikke siver ud i Nissum Bredning i Limfjorden.
Forureningen på halvøen er opstået i forbindelse med Cheminovas drift og håndtering af affald fra 1960'erne og frem.
- Vi skal sikre, at det hverken bliver havmiljøet eller borgerne i Lemvig, der kommer til at betale denne regning, siger ministeren.
Men hun har ikke et konkret bud på, hvem der så kommer til at stå for regningen.
Miljøministeren siger dog, at det er klart, at FMC Rønland skal rydde op efter sig selv på den nye fabriksgrund på halvøen, hvor virksomheden i en årrække har produceret pesticider.
Cheminova skiftede navn til FMC Rønland i 2015, da den amerikanske virksomhed FMC Corporation overtog den.
Hvad angår rensningen af det forurenede grundvand, siger Maria Reumert Gjerding:
- Der satser jeg på en god dialog med dem om, hvor længe de vil fortsætte med at finansiere det, og hvornår der skal være en overgang, så det bliver nogle andre myndigheder, der står for regningen.