
Clement styrer debatten i Den Fynske Landsby
Clement styrer debatten i Den Fynske Landsby
Hvordan sikrer vi fremtiden for vores jord?
Det er en af de ting, der vil blive diskuteret i den kommende weekend, den 29.–30. august, hvor Den Fynske Landsby inviterer til debatter og oplevelser for hele familien i arrangementet ’’Vores Jord’’.
Gennem århundreder har jord været fundamentet for dansk landbrug. I datidens Danmark var jord ikke bare jord, men altafgørende for almindelige borgere.
Jorden sørgede for arbejde til hele familien. Den sørgede for, at der var kartofler, korn, grøntsager og foder til dyrene. Hvis man var sulten, måtte man få jord under neglene.
For mange familier i dag er virkeligheden en helt anden. Kyllingebrystet ligger klar i køledisken i Netto og grøntsager kan købes i plasticposer, skyllede og klar til brug. Mange af os tænker måske ikke engang over, hvor vigtig en rolle jord stadig har for vores overlevelse.
Og jord har det hårdt lige nu. Overdyrkning og temperaturstigninger svækker jordens kvalitet, og dermed også landbruget. Måske kan vi lære noget af vores forfædres tilknytning til jord?
Med Clement Kjersgaard som ordstyrer, vil der være to debatter om vores jord. Den første debat kommer til at handle om jordens tilstand, hvordan det påvirker os, og hvordan vi passer på den til fremtidige generationer. Den anden debat vil fokusere på, hvem der ejer jorden, og hvad det betyder for almindelige danskere.
Første debat: Jordens tilstand.
Lotte Nystrup Lund, ph.d. i biodiversitet og regenerativ transformation samt medstifter af fællesskabet Biomagine.
Karen Linddal Pedersen, chefkonsulent i planteavl, Patriotisk Selskab.
Mathias Olsen, økologisk landmand, Palleshavegaard.
Peder Dam, landbrugshistoriker og museumsinspektør.
Birger Hartmann, kommerciel direktør, Patriotisk Selskab.
Marie Boesen, regenerativ jordbruger og medforvalter af andelsgården Høsteriet.
Fra ploven til robotter og halm-hopperum
Ud over de fascinerende debatter med Clement Kjersgaard, kan man også få lov til at opleve den danske landbrugshistorie på egen krop. Som gæst, kan man få lov til at forsøge sig med en plov eller harve. Herefter kan man få noget at drikke i jordbaren og slappe af i jordspaen.
Der vil også være et høstmarked med lokale fødevareproducenter, der driver deres forretninger med omtanke.
Hvis man bliver træt af ploven og vil udforske fremtidens landbrug, er der mulighed for at se nyt landbrugsteknologi i aktion hos Herd Robotics, som fjerner ukrudt uden brug af kemikalier og dermed hjælper med at beskytte jorden.
Til de mindste er der både hestevognsture og det populære halm-hopperum.
Se hele programmet her: Lørdag d. 29. august