
Følelsesladet Mads Würtz efter nyt EM-guld: 'Det var en sejr eller ingenting' | Cykling | DR
Følelsesladet Mads Würtz efter nyt EM-guld: 'Det var en sejr eller ingenting' | Cykling | DR
Alles øjne var rettet mod Mads Würtz Schmidt, da der er i dag blev kørt EM i gravelcykling.
Han stod på startstregen som forsvarende europamester og har været tæt på usårlig hele året, ligesom han var ved mesterskabet for et år siden.
Det faktum gjorde dagens triumf voldsomt følelsesladet.
- Jeg har været under et voldsomt pres fra mig selv, for jeg kunne nærmest kun skuffe. Det var en sejr eller ingenting i mit hoved. Når man ser på det år, jeg har haft, hvor jeg har vundet stort set alt, stiller alle til start med et mål om at slå mig, siger Mads Würtz Schmidt til DR Sporten.
Derfor fik følelserne frit løb, da det lykkedes at køre alene hjem til sejr mere end et minut foran nummer to.
-
Det var så hårdt et cykelløb - en af de hårdeste dage, jeg nogensinde har haft på en cykel. Så da det endelig var slut, var jeg bare voldsomt lykkelig.
-
Hele ugen har jeg været lidt et røvhul over for min familie, fordi jeg har været så meget i boks, så det var en voldsom forløsning og et virkelig emotionelt øjeblik at kunne give min datter blomster og sige tak på den måde, siger den dobbelte europamester.
Hvis alting går som smurt indtil den 10. oktober, kommer Mads Würtz Schmidt til at stille op til VM i Australien som en af favoritterne til at sikre sig VM-guldet og cykelsportens ikoniske regnbuestribede trøje.
Det er her, sæsonen skal kulminere. For nok var EM et stort mål, men sæsonens største kryds er sat ud for det VM, som gik galt i fjor.
Her punkterede den 32-årige østjyde flere gange og endte med at udgå.
- Jeg glæder mig helt vildt. Jeg skal køre et par løb inden da, blandt andet DM i gravel, men i dag var en bekræftelse på, at jeg er virkelig tæt på mit topniveau, selv om jeg stadig kan lægge et par procenter på i træningen.
Og målsætningen er klar. Det er, ligesom ved EM, guld eller skuffelse.
-
Jeg kommer for at vinde. VM er det helt store mål i år. Hvis i dag ikke var lykkedes, så var det træls, men jeg havde kunnet se frem mod VM.
-
Selv om det er ekstremt fedt at vinde et mesterskab som EM, så er det verdensmesterskabet, som er sæsonens helt store mål. Der skal det hele bare klappe igen, ligesom det gjorde i dag, slutter Mads Würtz Schmidt.