Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

September 7, 2026Lifestyle

Milliardær har bygget uden tilladelse – nu kan han blive meldt til politiet - TV 2

3 min readNo likesNo comments

Milliardær har bygget uden tilladelse – nu kan han blive meldt til politiet - TV 2

Jens Poulsen står bag Danmarks næststørste modekoncern, DK Company. Det har gjort ham til milliardær. Foto: Simon Skipper / Scanpix Denmark

Hvis det står til Jens Poulsen, stifter af DK Company og en af Danmarks rigeste mænd, skal der ske noget af en opgradering af Ikast Golf Club – som han ejer.

Golfbanen skal forbedres, der skal bygges hotel og et opdagelsescenter. En privat bolig med navnet 'Villa Poulsen' skal der også være plads til.

I min optik er det ikke en politisk opgave at se på, hvordan vi kan legitimere åbenlyse lovbrud

Faktisk er projektet allerede i fuld gang. Der er bare lige ét problem: tilladelserne har langt hen ad vejen manglet.

Flere medier har tidligere skrevet om golfbanen, heriblandt DR , Jyllands-Posten og Ekstra Bladet .

Ikast-Brande Kommune har måttet konstatere, at der er lavet flere ting, som der ikke har været tilladelse til. Også ting, som er i direkte strid med naturbeskyttelsesloven.

Derfor skal kommunens byråd mandag aften tage stilling til, om de vil give dispensation til 15 forskellige forhold, hvoraf 12 allerede er fuldført.

Kommunens administration har vurderet de 15 forhold. Her vurderes det, at otte forhold kan godkendes, mens syv bør afvises .

Og det mener viceborgmester og formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget Kasper Pauli Pedersen (S), at man bør lytte til.

  • Vi er en myndighed, og lige nu har vi en forvaltning, der har indstillet til, hvor man kan give dispensation, og hvor der ikke kan. I min optik er det ikke en politisk opgave at se på, hvordan vi kan legitimere åbenlyse lovbrud, siger han til TV 2.

Særligt drejer det sig i hans optik om, at der er beskyttet paragraf 3-natur, der er blevet fjernet i forbindelse med projektet.

Naturbeskyttelselovens paragraf 3 skal sikre Danmarks sårbare naturområdet mod ændringer. Omkring 10 procent af Danmarks areal er beskyttet igennem paragraf 3.

Ifølge Ikast-Brande Kommunes behandling af sagen er der allerede blevet udført "terrænregulering" gennem et paragraf 3-beskyttet hedeareal.

Det er et af de punkter, som kommunens administration altså vurderer, at der ikke kan gives dispensation for.

Af den grund fortæller han til TV 2, at han ønsker en juridisk vurdering af, om man kan politianmelde Jens Poulsen.

Det samme siger Dansk Folkepartis Simon Vanggard til DR .

Et flertal af byrådets medlemmer lægger dog ifølge Kasper Pauli Pedersen op til, at der skal gives dispensation – også for den fjernede paragraf 3-natur. Men det vil være en skråplan, mener han.

  • Hvis der bliver givet dispensation, så skabes der præcedens, og vi får en ny retspraksis på paragraf 3. Så vil Naturbeskyttelsesloven ikke være det papir værd, det er skrevet på. Så kan vi lige så godt krølle det sammen og smide det ud, siger Kasper Pauli Pedersen.

Ikast-Brandes borgmester, Ib Lauritsen (V), har afvist et interview med TV 2.

Til DR har han dog sagt, at han vil se på, om sagen kan løses uden politiet. Han har også tidligere til mediet sagt, at han foreslår, at man tillader 12 ud af de 15 forhold. Altså fire mere, end administrationen har anbefalet.

Ib Lauritsen frygter nemlig ikke, at det bliver dannet præcedens for at "bede om tilgivelse frem for tilladelse", fordi han ikke er bange for, at kommunen får sådan en sag igen, lød det i DR's artikel.

TV 2 publicerer nyheder ud fra journalistiske principper om etik og balance. Det betyder blandt andet, at vi faktatjekker, interviewer kilder og altid forsøger at lade sagens parter komme til orde. Du kan læse vores etiske retningslinjer her. TV 2 er desuden tilmeldt pressenævnet og følger de presseetiske regler.

TV 2 har været i kontakt med Jens Poulsen, der ikke ønsker at udtale sig til medierne, før at han har talt ved aftenens byrådsmøde.

Han har tidligere sagt til Finans , at han med sit trecifrede millionprojekt ønsker at give noget tilbage til det lokalsamfund, hvor han har "solide rødder". Målet er også at være med til at skabe arbejdspladser og tiltrække turister til området.

Det er dog ikke en undskyldning for at lempe på lovgivningen, ifølge Kasper Pauli Pedersen.

  • Der er ikke en diskussion om, at det ikke er et både spændende og visionært projekt. Men der er ikke noget i lovgivningen, der siger, at man skal se bort fra lovgivningen, fordi en mand vil poste penge i en kommune, siger han.
kriminalitetsporterhvervdk-companyjens-poulsenpolitikbolig

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy