Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Efter ti år som mor på fuld tid trængte hun til en rigtig 'rabalderfest' | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland
July 25, 2026News

Efter ti år som mor på fuld tid trængte hun til en rigtig 'rabalderfest' | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland

7 min readNo likesNo comments

Efter ti år som mor på fuld tid trængte hun til en rigtig 'rabalderfest' | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland

Denne artikel er en genudgivelse. Den blev publiceret første gang den 19. januar 2026.

Det var lørdag den 30. august 2025.

Der var bryllupsfest på Skørping KulturStation, og på dansegulvet stod gommen, den 32-årige podcastvært og influencer Emil Kondrup, med bukserne nede om benene.

Han dansede til Rollo og Kings hit fra år 2000 ‘Ved du, hvad hun sagde’ sammen med en flok venner. Hans brud, 35-årige Lisa Marie Kongsgaard Kondrup, elskede det.

  • Det var helt perfekt, fortæller hun.

Som lille drømte hun om at blive gift på et stort slot med et skrud af en kjole, men de seneste år har hun længtes mod de fester, som hun og Emil deltog i, dengang de mødte hinanden som tutorer på Humanistisk Informatik-studiet på Aalborg Universitet.

  • Det var én lang fest, vi lærte hinanden at kende i. Og så blev jeg gravid cirka et år efter. Og så er det jo et helt andet liv, vi lever, og der har ikke været ret meget rabalder over vores liv siden - i hvert fald ikke over mit liv. Jeg har også haft et dejligt liv, men der har ikke været ret mange fester, fortæller Lisa Marie.

Så da Emil friede til hende hjemme i dagligstuen, begyndte drømmene om et bryllup med 'rabalderfest' at tage form.

TV2 Nord har fulgt parret planlægge og afholde deres bryllup, og resultatet kan ses i det nye tv-program 'Kondrup på knæ.'

Det var en periode på syv måneder, hvor Emil og Lisa Marie i den grad var pressede og endte med at booke en bryllupsplanlægger for at få styr på alle detaljer.

De var i dårlig tid med det meste.

Location, tøj, musik, bordplan og natmad.

McDonald's måtte i sidste øjeblik kalde ekstra medarbejdere ind, fordi det kommende brudepar bestilte 100 cheeseburgers og nuggets til natmad dagen inden brylluppet.

For dem, der kender parret, giver det mening, at planlægningen gik, som den gjorde.

Parret er kendt fra tv-programmet 'Kondrup Ka'Os',' hvor seerne kunne følge dem renovere deres første hus i Skørping med mere eller mindre succes.

Det meste gik galt undervejs, men til sidst stod et hus (næsten) færdigt.

  • Vi er jo idioter, siger Lisa Marie på et tidspunkt i løbet af bryllupsplanlæggelserne og henviser til, at de er typerne, der gør ting i sidste øjeblik.

Ligesom med husprojektet var der mange udfordringer op til brylluppet - i første omgang at blive enige om, hvorfor de overhovedet ville giftes.

Lisa Maries umiddelbare svar var, at hun gerne ville holde en fest. Emil svarede, at han ville giftes, fordi han elsker Lisa Marie.

Det var en smule akavet i øjeblikket.

Men Lisa Marie fik hurtigt sagt, at hun selvfølgelig også ville giftes med Emil, fordi hun elsker ham. Men for hende var det vigtigste ved selve bryllupsdagen ikke kjolen eller vielsen. Det var festen.

  • Det skal være en 'rabalderfest' med dans på bordene og løse tøjler, sagde hun inden den store dag.

Emil har ligesom Lisa Marie altid vidst, at han ville giftes, og da han mødte Lisa Marie, gik der ikke lang tid, før den dengang 22-årige fyr fra Hirtshals vidste, at det var hende, han ville tilbringe livet sammen med.

Tiden gik, og tre døtre kom til. Og i 2024 fik han stillet hende spørgsmålet.

Gennemsnitsalderen for at blive gift første gang var i 2024 36 år for mænd og 33,9 år for kvinder.

Lisa Marie sad og gabte i sofaen. Hun var klar til at gå i seng sammen med de to ældste piger. Men Emil bad hende vente.

Han fandt en ring frem og friede til hende - stående - og det er endnu et kendetegn ved Lisa Marie og Emil, at de helst ikke vil gøre som alle andre.

Datteren Vilda insisterede dog på, at hendes far skulle sætte sig på knæ, så det gjorde han, og Lisa Marie græd lidt.

For Emil var vielsen det vigtigste ved bryllupsdagen.

  • Jeg tror nogle gange i planlægningen, kunne jeg mærke, at vi var uenige, fordi det, du (red. Lisa Marie) var i gang med at arrangere, kunne lige så godt have været en 40-års fødselsdag som et bryllup. Jeg havde mere et behov for at holde på formerne, fortæller Emil i et interview efter brylluppet.

Lisa Marie er enig og forklarer, at hun prøvede at pille alt det formelle af, da tanken om at skulle gå Emil i møde, sige ja til hinanden og holde tale foran alle deres familie og venner var meget grænseoverskridende.

Hun ville helst springe hurtigt over vielsen og videre til festen - som hun længtes sådan mod, efter ti år som mor på mere eller mindre fuld tid.

  • Det er forskellen på mand og kvinde. Hver gang der kommer en graviditet, er der nogle naturlige ting, der gør, at man ikke danser på bordene, fordi man ikke kan drikke de 12 shots, der gør, at man har lyst til det. Der har jeg jo nok danset lidt mere på bordene, når jeg endelig har været ude, fortæller han.

Lisa Marie er langt fra alene om at have lyst til at holde en stor fest.

For mens det har været nogle hårde år for de runde fødselsdage og mærkedage, der i en årrække er blevet nedprioriteret blandt danskerne, ser det anderledes ud for bryllupperne, fortæller Julia Lahme, der er trendforsker og direktør i Lahme Kommunikation.

  • Voksne har i stor grad skippet de runde fødselsdage. I mange år har folk hellere villet ud at rejse. Men de helt store fester som konfirmationer og bryllupper bliver stadig afholdt, siger hun.

Hendes undersøgelser viser, at bryllupsfesterne bliver større og større og koster flere og flere penge.

  • Kærlighed er blevet en form for statusobjekt og noget, vi gerne vil vise frem. Vi føler, at vi har vundet i lotteriet, når vi har fundet kærligheden, og det vil vi gerne fejre og sige tak for, siger hun.

Årsagen til, at de runde fødselsdage og andre store mærkedage har haft trange kår, er ifølge Julia Lahme, at niveauet har været sat for højt.

Men den tendens er ved at vende, viser hendes undersøgelser.

  • Det gør ikke noget, at der ikke er håndmalede bordkort og et liveband. Det behøver ikke være svært at holde fest. Man kan godt invitere folk over til en kasse øl, siger hun.

Mange danskere kan dermed glæde sig til, at der i de næste år vil komme flere fester i deres liv.

  • Vi er i en tid, hvor vi oplever rigtig meget uro, og det betyder, at vi får brug for at samle os om fællesskaber, der betyder noget for os. De store fester giver os en følelse af, at vi deler noget, der er større end os selv. Festen er vores værn mod mørket, og vi vil gerne bruge penge på den, siger Julia Lahme.

Håndlavede bordkort og liveband var også noget af det, der gjorde Lisa Marie og Emil pressede til det sidste.

Skulle de have liveband eller DJ, og hvordan skulle bordplanen se ud?

I fem dage op til brylluppet var de uvenner.

Men da den store dag oprandt, gik alt, som det skulle - måske mere takket være bryllupsplanlæggeren end det stressede brudepar.

De havde sørget for overnatning til deres gæster og en chauffør til at køre gæsterne fra festen til hotellet - så ingen var afhængig af at køre selv.

  • Når vi gerne ville have sådan en fest, var det også med at gøre det så nemt som muligt for andre at være i, fortæller de.

Men vejret kunne de ikke have planlagt.

Parret skulle vies i Rebild bakker, og imens Emil stod og ventede på Lisa Marie, blev skyerne mere og mere grå, og torden kunne høres i baggrunden.

Ligesom Emil og Lisa Marie Kongsgaard Kondrup bliver flest danskere viet borgerligt frem for i kirken.

I 2024 blev 21.071 viet borgerligt, imens 9.521 blev viet i kirken.

Parret, der gennem årene har været gode til at blive ramt af uheld, var dog i dette øjeblik heldige.

Regnen lod vente på sig, og Emil fik det bryllup, han drømte om.

Lisa Marie kom gående imod ham gennem de høje træer i skoven med deres døtre bag sig, imens deres familie og venner så smilende til fra de opsatte bænke.

  • Det rørte mig utroligt meget at se alle, da jeg kom ned, siger Lisa Marie, imens Emil kalder det et af de smukkeste øjeblikke i sit liv.

Parret sagde ja til hinanden, og Lisa Marie fik efterfølgende sin 'rabalderfest.'

Hun dansede fra midnat til klokken tre om natten, og da musikken slukkede, kunne hun ikke mere.

  • Hold kæft, det var en god dag. Den følelse, jeg gik med hele dagen, var vanvittig. Det er sådan en følelse, som jeg ikke har haft før, og som jeg jo aldrig får igen, siger Lisa Marie.

  • Jeg drømte om en vild fest. En rabalderfest. Og det fik vi.

Se 'Kondrup på Knæ' på kl. 20.40 på TV 2 Fri eller lige nu på TV2 Nord eller TV 2 Play.

aalborgnordjyllandnatteliv

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy