
Han har netop set traileren til historiens nok mest ventede spil: 'Jeg er faktisk chokeret over, hvor godt det ser ud' | Kultur | DR
Han har netop set traileren til historiens nok mest ventede spil: 'Jeg er faktisk chokeret over, hvor godt det ser ud' | Kultur | DR
For mange spilentusiaster vil der være to juleaftener i 2026. Den sædvanlige, hvis man fejrer sådan en - og så den, der falder når GTA VI lander på hylderne den 19. november.
I nat fik vi så, hvad vi kan kalde lillejuleaften.
Her offentliggjorde spilfirmaet Rockstar Games den fulde "trailer" til det længe ventede GTA VI - verdens mest hypede spil.
Eller trailer er måske at sælge den for let. Rockstar har i nat præsenteret et næsten 27 minutters indblik i det hypervoldelige, hypersarkastiske Grand Theft Auto-univers.
Alene lanceringen af traileren siger det hele: Det er nemlig streaminggiganten Netflix, der har købt rettighederne til at vise den.
Det svarer til, at danske biografer BETALTE penge for at måtte vise reklamer for Airtox-sko.
Alligevel har Netflix vurderet, at det i sidste ende vil give flere abonnenter at have traileren liggende eksklusivt hos dem.
En af de millioner af mennesker, der allerede har set traileren, er kulturjournalist og GTA-entusiast Frederik Dirks Gottlieb.
- Altså jeg har ventet på det her spil i tre år, siger han.
Han har spillet spilserien "fra det var et helt almindeligt spil" til den gigant, der ifølge Frederik Dirks Gottlieb har "revolutioneret spilverdenen".
Og efter at have set den nye trailer, er han ikke i tvivl om, at Rockstar med GTA VI kommer til at gøre det igen.
- Det ser ud til, vi kommer til at træde ind i en ny æra af den her slags computerspil, lyder dommen efter at have set traileren.
Særligt grafikken har taget Frederik Dirks Gottlieb med storm.
- Jeg er faktisk chokeret over, hvor godt det ser ud. Jeg havde forventet et flot spil, men det her ligner næsten ikke et computerspil. Det hele ser SÅ ægte ud.
Derudover virker det også til, at Rockstar kommer til at læne sig endnu mere ind i fusionen af filmiske sekvenser og gameplay.
I traileren ser det nemlig ud til, at de såkaldte cutscenes og selve gameplayet vikler sig ud og ind af hinanden, uden man nærmest opdager det, forklarer Frederik Dirks Gottlieb.
- Det ser ud til at glide sammen på en måde, der ser ret revolutionerende ud.
Og så virker det, som om Rockstar har hævet niveauet for selve gameplayet.
-
Man kan sige, at de gamle GTA-spil ikke nødvendigvis var det bedste bilspil, det bedste skydespil eller det bedste adventure-spil. Men kombinationen af alle elementerne gjorde spillene så gode.
-
Nu virker det så rent faktisk til, at de har lavet det bedste skydespil, det bedste bilspil og det bedste adventure-spil og kombineret det i et spil. Og det er en fuldstændig sindssyg bedrift, siger Frederik Dirks Gottlieb, der også minder om, at Rockstar præsenterer den del af spillet, de er gladest for i Netflix-traileren.
Altså kan det her spil andet end at skuffe, når det udkommer?
- Hvis der er nogen, der kan levere på et niveau, hvor de faktisk kan have rekordmeget hype og ikke skuffe, så er det måske Rockstar Games. Jeg er ikke blevet skuffet over nogen af deres tidligere udgivelser, og efter at have set dette extended blik ind i spillet, så tror jeg faktisk heller ikke, jeg bliver skuffet.
Spillet udkommer den 19. november på PlayStation 5 og Xbox Series X|S. Hvis du vil høre endnu mere om det hypede spil, kan du høre Frederik Dirks Gottliebs podcast om emnet lige her.