
Endnu en forsinkelse: Nyt OUH bliver ikke klar til patienter i 2027 | Indland | DR
Endnu en forsinkelse: Nyt OUH bliver ikke klar til patienter i 2027 | Indland | DR
Der flytter ikke patienter ind på Nyt OUH i Odense i 2027.
Det er ellers aftalen mellem den italienske totalentreprenør OHPT og Region Syddanmark, som er bygherre.
Men nu skrider endnu en tidsplan for det, der skal være Danmarks største nybyggede supersygehus, for ifølge regionen kan totalentreprenøren ikke nå at aflevere bygningerne til tiden. Og derfor bliver der heller ikke tid nok til at flytte inventar og træne personale, så sygehuset kan komme i drift som aftalt.
Forsinkelsen ærgrer regionsrådsformand Bo Libergren (V).
- Jeg er ekstremt ærgerlig og skuffet over, at vi ikke når i mål til den tid, vi har aftalt. Vi brugte lang tid på at lave en realistisk tidsplan sidst, vi sad i samme situation, og alligevel er det ikke lykkedes at overholde aftalen., siger han i en pressemeddelelse.
Byggeriet af Nyt OUH har været ramt af flere forsinkelser og problemer med underentreprenører, der er gået konkurs. I juni var den for eksempel gal, da frustrerede italienske og rumænske medarbejdere blokerede indgangen til byggeriet, fordi de ikke havde fået udbetalt løn fra deres firma.
Bo Libergren ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes totalentreprenøren at komme i mål - trods problemerne.
- Jeg kan sagens forstå, at forudsætningerne har været svære, når to store underentreprenører er gået konkurs, men det er totalentreprenørens ansvar at navigere under disse forhold og bringe hospitalet i mål til den aftalte tid. Nu har vi en ny situation, og derfor må vi sætte os ned og finde ud af, hvad der så kan lade sig gøre, siger han.
Ifølge regionen var det allerede tidligere på sommeren galt, fordi den første bygning i hospitalskroppen ikke blev afleveret til den aftalte deadline den 31. juli. Og nu ligger det ifølge regionen fast, at de øvrige bygninger også bliver stærkt forsinkede.
Ifølge regionen har totalentreprenøren bedt om mere tid til at færdiggøre byggeriet og kommer med flere argumenter for, at det er gået galt med tempoet og byggeriet - herunder, at bygherren er kommet med ønsker om ændringer, lange myndighedsprocesser og usædvanlige vejrforhold.
DR har bedt OHPT om en kommentar til forsinkelsen, og pressetalsmand Christian Lemvigh siger følgende i et skriftligt svar:
”Vi er i god dialog med projektorganisationen om at fastholde fremdriften i byggeriet."
Region Syddanmark har i to omgange besluttet at bede ministeriet om at udvide lånerammen for byggeriet. I 2024 besluttede regionen at bede om 985 millioner, og i 2025 blev det fulgte op af et ønske om ydereligere godt 500 millioner.