Bornholmsk bryghus er et tydeligt billede på Danmarks halvsløje elektrificering | Klima | DR
Bornholmsk bryghus er et tydeligt billede på Danmarks halvsløje elektrificering | Klima | DR
Rettet 17. juli klokken 16.27: Før stod der er i artiklen, at Svaneke Bryghus anvender biogas, men der er tale om en anden type biobaseret gas kaldet bio-LPG.
En 17. plads og under gennemsnittet i EU.
Det er ifølge en ekspert en halvsløj placering for Danmark, når man laver en liste over de mest elektrificerede lande i Europa.
-
I international sammenhæng er vi ikke så godt elektrificeret, siger Hans Henrik Lindboe, partner i Ea Energianalyse.
-
I andre lande kommer de meget højere op.
De nyeste tal fra 2024 viser, at cirka 22 procent af Danmarks energiforbrug er elektricitet.
Danmark er dermed et af de lande, som risikerer at blive presset af et nyt mål, som EU-Kommissionen fredag ventes at foreslå om elektrificering af energiforbruget i Europa.
Placeringen i bunden overrasker en vennegruppe, DR Nyheder møder på Bornholm.
De sidder og nyder en af de øl, som er en del af forklaringen på, at Danmark i stedet for elektricitet har et højt forbrug af gas i forhold til vores nabolande. Den er nemlig brygget ved, at gas varmer op under kedler og kogekar i Svaneke Bryghus.
Industrien, også fødevarevirksomheder, er ifølge Green Power Denmark en af storforbrugerne af gas.
Lyt til Anne og Michael Dalkoff og Charlotte og Ulrik Esbersen, der er overraskede over Danmarks placering.
Virksomhederne har haft nem adgang til gas, efter de danske politikere i kølvandet på to oliekriser i 1970'erne besluttede at satse på fjernvarme og gas som erstatning for olie.
Fjernvarmen er de danske politikere glade for, og det er ifølge Hans Henrik Lindboe en formildende omstændighed ved vores 17. plads.
Til gengæld er politikernes syn på fossil gas gået fra godt til dårligt.
Ifølge en ny beregning fra EU-Kommissionen har det kostet europæerne 370 milliarder kroner ekstra for olie og gas, at Iran lukkede for Hormuzstrædet for tankskibe i februar. Importen gør Europa afhængig af lande i Mellemøsten og USA, der er storleverandører af gas, efter EU's import af gas fra Rusland er reduceret kraftigt.
Svaneke Bryghus bruger bioLPG, som på papiret er grøn gas.
Alligevel forventer Martin Westh-Hansen, adm. direktør for Svaneke Bryghus, i år at beslutte at sende gassen på pension og i stedet få varmepumper eller elkedler.
- Vi har nogle biogaskedler (bio-LPG, red.), som er noget slidte og trænger til noget udskiftning, og i den forbindelse har vi kigget på andre muligheder, siger Martin Westh-Hansen.
Se brygmester Peter Anker Schrøder, Svaneke Bryghus, forklare, hvordan en elektrificeret løsning vil kunne genbruge varmen fra ølbrygningen.
Det har taget mange år for bryggeriet at kigge i retning af elektrificering, for det er en stor økonomisk beslutning, men på længere sigt kan det betale sig.
- Biogas (bio-LPG, red.) stiger kontinuerligt i pris og er sværere og sværere at få fat i, siger direktøren.
Mange andre virksomheder står i samme situation som Svaneke Bryghus. Tal fra interesseorganisationen Green Power Denmark viser, at elektrificeringen næsten har været gået i stå hos industrien, hvorimod fjernvarmesektoren og vejtransportens elektrificering er i gang.
Når lande som Sverige og Norge er langt mere elektrificerede end Danmark, har det en delvist naturlig forklaring, siger Hans Henrik Lindboe fra Ea Energianalyse.
- Strøm har altid været relativt dyrt i Danmark, mens det har været meget billigt i Sverige og Norge.
Selv om Norge har masser af gas fra deres store olieproduktion i Nordsøen, har de aldrig satset på gas. Det har den simple årsag, at det er svært at lægge et gasnet ned i klippefjeldet i det vidtstrakte land, forklarer Hans Henrik Lindboe.
De danske politikere har ifølge ham bidraget til at låse virksomhederne fast til gas ved at støtte produktionen af biogas med milliarder af kroner.
- Der har vi jo haft en politik i Danmark, som har været meget gasvenlig, og som stadigvæk er det. Derfor har det været lidt sværere for virksomhederne at tage det rigtige valg, som selvfølgelig er at elektrificere der, hvor det giver mening økonomisk, siger Hans Henrik Lindboe.
Gør politikerne i dag nok for at elektrificere Danmark?
- Politikerne gør noget, men de gør ikke helt nok, for hvis de havde gjort det, så var vi jo kommet længere ad elektrificeringsvejen, siger Hans Henrik Lindboe.
Hans analyse er, at politikerne har haft større fokus på eksempelvis at få sat vindmøller op end at få virksomhederne til at bruge den grønne strøm.
Selv om Danmark ligger lidt lunkent i den samlede statistik, er vi på ét punkt et lyspunkt, siger Chris Rosslowe, senioranalytiker for den anerkendte tænketank Ember.
Han bider mærke i, at cirka hver femte bil på vejene i Danmark i dag er elektrisk.
- Denne forandring er sket bemærkelsesværdigt hurtigt, siger Chris Rosslowe.
Der er et 'kæmpe potentiale' for elektrificering i Europa, vurderer han. Mere end 80 procent af EU's energiforbrug kan elektrificeres med allerede eksisterende teknologi, siger han.
Når EU-Kommissionen fredag middag præsenterer sit forslag til elektrificeringsmål, bør det ifølge Chris Rosslowe være på omkring 50 procents elektrificering i 2040 for at stå mål med EU's klimamål. Det er en fordobling i forhold til, hvor elektrificeret EU er i dag.
Klimaminister Samira Nawa (R) kan på grund af sommerferie ikke stille op til interview om elektrificeringen i Danmark.
Dan Jørgensen skal fredag som EU's energikommissær fremlægge det nye elektrificeringsmål, som han siger vil være på en 'fordobling' af elektrificeringen.
Dan Jørgensen, der i årene 2019-2022 var socialdemokratisk klima-, energi- og forsyningsminister, syntes ikke, politikerne svigtede på hans vagt.
-
Den første opgave var at tilvejebringe nok grønne elektroner, altså at der faktisk var den grønne energi, der skulle bruges til at elektrificere. Og det er jo sådan set faktisk gået ret godt i Danmark, siger Dan Jørgensen.
-
Men det er så til gengæld også rigtigt, at for, at det så kan udmøntes, for at vi kan bekæmpe klimaforandringerne, blive mere konkurrencedygtige og få lavere priser, så skal der elektrificeres. Der er altså et ret stort potentiale i Danmark for at gøre det bedre, siger energikommissæren.