
Støtten vælter ind til styrtet Pogačar: 'Har virkelig ondt af ham' | Vuelta A Espana | DR
Støtten vælter ind til styrtet Pogačar: 'Har virkelig ondt af ham' | Vuelta A Espana | DR
Længe har han virket usårlig, men lørdag lammede billederne af Tadej Pogačar de fleste i cykelverdenen.
Den slovenske superstjerne styrtede på 8. etape af Vuelta a Espana og måtte kort efter udgå af grand tour-løbet, som han førte med knap fire minutter. Efter løbet har hans arbejdsgiver, UAE Team Emirates, givet følgende opdatering.
-
Efter en grundig lægelig undersøgelse på hospitalet er Tadej blevet diagnosticeret med en hjernerystelse, et forskudt brud på venstre kraveben, et stabilt brud på C7-hvirvlen i nakken samt flere hudafskrabninger, skriver UAE på det sociale medie X.
-
Heldigvis har han ingen andre alvorlige skader og ingen neurologiske følger. Han vil have behov for en operation af kravebenet, men denne vil blive udsat på grund af forholdsregler i forbindelse med hjernerystelsen.
Siden styrtet er det væltet ind med støtte til verdensmesteren. Mads Pedersen, der blev nummer to på lørdagens etape, var blandt de første.
- Jeg håber, han kommer sig hurtigt. Jeg har virkelig ondt af ham. Jeg håber, han bliver klar til VM og EM, og at han kommer tilbage og vinder løbet (Vueltaen, red.), sagde Mads Pedersen til Eurosport.
VM i cykling er fra den 20.-27. september i Montreal, Canada. Du kan følge mesterskabet i appen DR Nyheder og i radioen i LIGA på P4.
Tadej Pogačar røg i asfalten med omkring 30 kilometer til målstregen og så ganske forslået ud, da han satte sig ind i en ambulance. Han tog sig blandt andet til sin venstre arm.
Ifølge UAE-stjernens sportschef, Joxean Fernández Matxín, håbede han på at kunne fortsætte i Vueltaen, men måtte altså give tabt.
- Han kunne ikke bevæge armen ordentligt. Han havde smerter i armen og skulderen. Derefter indså han, at det ville blive svært at komme op på cyklen igen, og så besluttede han at sætte sig ind i ambulancen, sagde Joxean Fernández Matxín til TV 2 Sport.
Tadej Pogačar røg i asfalten sammen med Ineos-rytteren Oscar Onley, som dog formåede at fuldføre etapen. Pludselig var der "ryttere overalt" på vejen, forklarede han ifølge Feltet.
- Jeg styrtede sammen med Pogačar, og jeg var virkelig heldig. Forhåbentlig er Tadej okay, for vi kørte virkelig stærkt. Det var uhyggeligt, men jeg slap heldigt fra det, sagde Oscar Onley.
Visma-stjernen Wout van Aert sad ligeledes tæt på Tadej Pogačar, da uheldet var ude. Belgieren, der fører Vueltaens pointkonkurrence, erkender, at lørdagens resultat står i skyggen af styrtet.
- Det er naturligvis en mærkelig følelse i dag. Dagen vil blive husket for Pogačars styrt. Det var et ret voldsomt styrt. Jeg var faktisk lige ved siden af ham, da han mistede kontrollen over cyklen, og kunne lige akkurat undgå det. Vi kommer til at savne ham i løbet. Det er en skam, at han skal forlade Vueltaen på denne her måde, sagde Wout van Aert til Eurosport .
Med Tadej Pogačar ude af Vueltaen er Movistars Enric Mas ny mand i førertrøjen. Spanieren er dog langt fra glad for måden, hvorpå han overtog førstepladsen.
- Jeg ved, at cykling er en sport, men Tadej Pogačar styrtede, så jeg vandt ikke den røde førertrøje, og det var en måde at vise ham respekt, siger Enric Mas.