Join Happenings

Sign up to save events, get deals, and connect with your community.

Guldskatte og gravfund har formet danmarkshistorien. Her kan du tage ud og mærke oldtiden i dit område | Kultur | DR
August 31, 2026Culture

Guldskatte og gravfund har formet danmarkshistorien. Her kan du tage ud og mærke oldtiden i dit område | Kultur | DR

5 min readNo likesNo comments

Guldskatte og gravfund har formet danmarkshistorien. Her kan du tage ud og mærke oldtiden i dit område | Kultur | DR

Over 700 genstande eller fragmenter af sølvgenstande er dukket op ved Rebild.

En skat, som er fuldstændig enestående, når det kommer til sølvfund fra vikingetiden, siger Torben Sarauw, der er kulturarvschef på Nordjyske Museer.

Og det er den danske muld god til - altså at gemme skatte af guld, sølv og sten, der vidner om vores fortid. Herunder kan du se et kort med et udpluk af steder, hvor det ifølge DR's historie- og kongehuskorrespondent, Cecilie Nielsen, er muligt at jagte markante oldtidsfund og fornemme danmarkshistorien. Artiklen fortsætter under billedet, hvor du kan læse om stederne for hver landsdel.

Det sydlige Jylland vrimler med fund. Blandt andet den betydningsfulde guldskat fra Vindelev . Det vidner om, at meget af magten i Danmark fra omkring år 0 og tusind år frem har centreret sig her, siger DR's historie- og kongehuskorrespondent Cecilie Nielsen.

Mest kendt er nok Jelling, hvor den store Jellingsten, som ofte kaldes "Danmarks dåbsattest", kan ses sammen med andre runesten. Den blev rejst af Harald Blåtand omkring år 965, og lige i nærheden findes også Læborg-stenen. Selvom det er mere end 1.000 år siden, runerne blev skrevet på stenene, så førte ny forskning sidste år til en banebrydende opdagelse.

Det danske nationalsymbol guldhornene, som stammer fra cirka år 400 e. Kr., er også fundet i det sønderjyske, nemlig ved Gallehus nær Møgeltønder. Siden blev de to horn på dramatisk vis stjålet og smeltet om, og tilbage på fundstedet er to mindesten, man kan besøge.

Egtved, vest for Vejle, er hjemsted for en af de mest kendte personer fra oldtiden: Egtvedpigen. I år 1370 f. Kr. blev hun begravet i en gravhøj, hvor man har fundet resterne af hende og hendes tøj - blandt andet en bælteplade af bronze. Stenhøjen, som hendes kiste blev fundet i, er genopført på det oprindelige sted i Egtved, hvor en lille udstilling fortæller om fundet.

Høj Stene er ifølge Moesgaard Museum et af Nordeuropas største gravmonumenter fra jernalderen. Og så er det muligvis Jyllands ældste kongegrav - hvordan det hænger sammen, kan du finde ud af i DR-programmet Gåden om Danmarks første konge .

Monumentet er formet som et skib, hvor der i midten er blevet fundet guld. Du kan se den rekonstruerede skibssætning ved Gudenåen ved Vejerslev.

Danmarks bedst bevarede moselig har også hjemme i Østjylland, hvor han kan ses på Moesgaard Museum. Eller du kan besøge mosen, hvor han blev fundet.

Efter mere end 2.000 år blev moseliget fundet i en mose i Grauballe i 1952. Mosen findes stadig og ligger i Silkeborg Kommune, og du kan finde vej til mosen via en sti med informationstavler om Grauballemanden og konseveringen af ham undervejs på ruten.

I Rævemosen nær Aars i Himmerland står der en mindesten for fundet af den kostbare Gundestrup-kedel af sølv. Selvom kedlen formentlig har været et offer sat ud i mosen af nordjyder, så vidner motiverne på kedlen om sydlige eller sydøstlige himmelstrøg. Den er nemlig udsmykket med elefanter, løver og flere unavngivne guder, men hvor den kommer fra, er endnu et mysterie.

Lidt længere nordpå i udkanten af Aalborg ligger Lindholm Høje, som er en gravplads fra den yngre jernalder. De mange stensætninger på højen markerer ifølge Nordjyske Museer næsten 700 brandgrave. Gravhøjene kan opleves i den smukke natur.

Der er lidt længere mellem de markante oldtidsfund i det vestjyske. Guldbådene fra Nors i Thy er dog et eksempel på guldfund i området.

Cirka 100 små bådmodeller af guld, som var nedlagt i en gravhøj i bronzealderen, blev fundet i 1885.

Guldbådene er i Nationalmuseets samling, men fem af de bedst bevarede er udstillet på Thisted Museum. På fundstedet står der en mindesten, der tidligere har været lidt svær at finde, men som blev opmalet i anledning af Thisted Museums genåbning i 2023.

Sjælland byder på mange spændende oldtidsfund.

Solvognen, der blev fundet i Trundholm Mose på Nordvestsjælland, er et af de måske mest kendte fund i Danmark. Den er lavet cirka 1400 år f. Kr. i den ældre bronzealder. På fundstedet i Odsherred kan du gå og cykle rundt, hvor en port til bronzealderen er sat op med formidling om solvognen og bronzealderområdet.

I Lejre kan du gå på opdagelse i det, der var et magtcentrum i oldtiden. Rundt om i byen er der mindesmærker for det, man har fundet, og der er markeringer af både en skibssætning og en kæmpe vikingehal, som forsknings- og formidlingscenteret Sagnlandet Lejre har lavet en rekonstruktion af.

En af de fem ringborge i Danmark, der alle er på Unescos verdensarvsliste, ligger nær Slagelse - nemlig Trelleborg. Borgen er bygget omkring år 980 af Harald Blåtand, og resterne ses tydeligt i terrænet.

Kan du ikke få nok af vikinger, så er Roskilde svært at komme udenpå på Sjælland. Her er Danmarks største vikingeskib nemlig blevet fundet.

De to næsten identitiske Viksøhjelme fra bronzealderen er fundet i Brøns Mose, hvor de blev sat ud som offergave. Fundstedet er let at komme til, og mindestenen på stedet kan findes via en sti, og siger ikke bare noget om bronzealderen, men også om den tid under Anden Verdenskrig, hvor hjelmene blev fundet.

Bornholm er hjemsted for mange historiske steder.

Af oldtidssteder er Sorte Muld et af Danmarks arkæologiske hotspots, hvor der ledes efter såkaldte guldgubber. Guldgubber er små, tynde guldstykker præget med billeder af mennesker og dyr.

Sorte Muld strækker sig over cirka en kvadratkilometer på et højdedrag ved Ibsker over Svaneke og udgjorde ifølge Bornholms Museum formentlig øens politiske, økonomiske og religiøse kraftcenter i jernalderen.

Gudmehallerne i den fynske by Gudme er to sale fra jernalderen, der stadig kan ses markeret i byen. Gudme var en af de største og rigeste jernalderbebyggelser, og byen byder på masser af oldtidshistorie.

I de to haller, Gudme-fyrstens hal fra omkring år 300 e.Kr. og og en mindre hal, er der også fundet flere smykker, sølv og guld.

På Fyn ligger også Danmarks eneste skibsgrav, som er fundet ved Ladby i nærheden af Kerteminde på Fyn. Her blev en vikingekonge begravet i sit krigsskrib omkring år 925. Ladbyskibet er udstillet på Vikingemuseet Ladby.

Vil du have mere inspiration til at opleve oldtiden i dit område? Slots- og Kulturstyrelsen har samlet en liste over 83 kulturhistoriske lokaliteter , hvor du kan tage ud i landet og dykke ned i oldtiden i landskabet.

Denne liste udkom første gang 14. april 2024 i forbindelse med dokumentaren om guldfundet i Vindelev:

aalborgroskildeslagelsevejlesilkeborgthistedfynoestjylland

Happenings

Happenings works best in the app

App StoreGoogle Play

Analytics choices

Happenings can use optional analytics cookies to understand usage and improve the product. They stay off unless you allow them.

Read cookie policy