Smilende, rar og omgivet af gamle nynazister – komet fra det yderste højre tager tyske vælgere med storm | Udland | DR

”Jeg er ked af, at det er svært for jer at finde en plads, fordi vi er så mange,” siger AfDs spidskandidat, Ulrich Siegmund, da hans tale i Quedlinburg er ved at være forbi.

”Men hellere dét, kære venner, end hvis det var som hos CDU, for hos dem kan man jo snart holde valgmøderne i en telefonboks,” tilføjer han og bliver belønnet med et latterbrøl fra menneskehavet foran scenen.

Et af Europas mest yderliggående højrepartier, Alternative für Deutschland (AfD), står foran sit helt store politiske gennembrud på søndag i delstaten Sachsen-Anhalt.

Man siger nogle gange, at ”der er altid et delstatsvalg i Tysklands,” men det hér er ikke som andre. Ugemagasinet Der Spiegel kaldte det i forrige uge "det måske vigtigste i forbundsrepublikkens historie", altså siden årene lige efter Anden Verdenskrig.

I denne delstat bliver AfD af både den føderale tyske efterretningstjeneste og den hemmelige tjeneste i Sachsen-Anhalt betragtet som ”beviseligt ekstremistisk”. Alligevel står det til en valgsejr, som for første gang siden Krigen kan bringe et parti til højre for det konservative CDU til magten.

”Lige om lidt stiller jeg mig ned i teltet hér foran scenen. Kom hen og hils på mig. Jeg gemmer mig ikke, tværtimod,” slutter spidskandidaten sin tale til omkring ti tusind tilhørere i Quedlinburg.

Nej, Ulrich Siegmund gemmer sig ikke. Den handelsuddannede familiefar er i de her uger Tysklands mest omtalte mand. Hans tilhængere tiljubler ham som en popstjerne og danner også på festpladsen i middelalderbyen Quedlinburg en flere hundrede meter lang kø i håb om en selfie og en autograf.

Mange – som et par unge mænd, DR står ved siden af under Siegmunds tale – har taget forrige uges udgave af ugemagasinet Der Spiegel med for at lade Siegmund signere bladets forside:

”Tysklands farligste mand”, står der under et portræt af den 35-årige spidskandidat.

Siegmund har taget det stærkt AfD-kritiske Der Spiegels forside til sig som en hædersbevisning og bruger det som en slags anbefaling af sig selv, og på samme måde taler han i Quedlinburg om de tyske efterretningstjenesters mistanke mod ham og hans parti.

”Efterretningstjenesten betragter os som et af de ”beviseligt” mest højreekstreme AfD-landsorganisationer i Tyskland, og det er vi stolte af. Hér er der nemlig ingen, der er højreekstreme. Hér har alle til gengæld ekstremt meget ret. Det eneste, vi ”beviseligt” er, er et ægte folkeparti, kære venner,” råber Siegmund.

Siegmunds valgkamp ligner ikke nogen anden, AfD har ført i de 13 år, det har eksisteret. Det er en feel good -valgkamp, hvor partiet inviterer til ”familiefest” med hoppeborg og ansigtsmaling til børnene og gratis øl, pølser og vafler til de voksne.

Siegmund smiler og ler, overalt hvor han kommer frem. Han beskylder ”gammelpartierne” for at svigte deres vælgere på alle tænkelige måder. Men faktisk er hans valgmøder samtidig fulde af løfter om, at der med udsigt til muligheden for et absolut flertal til AfD i parlamentet i Magdeburg nu er håb for Tyskland.

De t-shirts og plakater, der bærer Siegmunds smilende kontrafej og et løfte om, at ”Alles ist möglich” – alt er muligt – handler om håb og minder endda også i deres grafiske udtryk om dem, Barack Obama vandt sin første amerikanske præsidentvalgkamp med med slogans som ”Hope” og ”Yes, we can”.

Selv hans politiske modstandere, der advarer imod ham og kalder ham en ”ekstremist”, indrømmer, at Ulrich Siegmund har ført en nærmest perfekt valgkamp.

Med sin energiske og imødekommende fremtoning, sin slagfærdighed og formidable evne til at være i kontakt med Sachsen-Anhalts mange utilfredse vælgere står Siegmunds AfD nu i flere målinger til over 40 procent af stemmerne.

Og afsløringer af, hvordan han og andre ledende figurer i partiet, har ladet familiemedlemmer ansætte i velbetalte job i partiets sekretariat i delstatsparlamentet i Magdeburg, har ikke vendt strømmen af vælgere fra blandt andet det socialdemokratiske SPD og det konservative CDU til AfD.

Det har heller ikke Der Spiegels afsløringer af, at en række af Siegmunds nærmeste rådgivere er tidligere medlemmer af højreradikale og nynazistiske organisationer. To af Ulrich Siegmunds mest betroede medarbejdere var fremtrædende medlemmer af ”Heimattreue Deutsche Jugend”, en nynazistisk bevægelse som det tyske indenrigsministerium forbød og opløste i 2009.

”Det interesserer mig ikke. Jeg ser fremad,” siger Ulrich Siegmund, når han bliver bedt om at forholde sig til, at to af dem, der er tættest på ham, for 20 år siden var nynazister.

Til vælgermødet i Quedlinburg er langt de fleste ganske almindelige sachsen-anhaltere, men de andre findes også: der er adskillige unge og midaldrende mænd med tatoveringer og t-shirts med påtryk, der ifølge Sachsen-Anhalts efterretningstjenestes årsberetning for 2025 vidner om, at de muligvis tilhører nogle af de højreekstreme grupper, den hemmelige tjeneste overvåger.

Og Siegmund – eller ”Ulli”, som tilhængere og partifæller ofte bare kalder ham – ved godt, at valget på den 6. september er om meget mere end afstemningen i en lille delstat i det østlige Tyskland med kun knap 1,8 millioner stemmeberettigede.

”I østen stiger solen op, men det kommer den til at gøre over hele Tyskland. Vi begynder med Sachsen-Anhalt, men det gælder hele Tyskland. Den 6.9. tager vi vores land tilbage,” råbte Ulrich Siegmund på et møde i Querfurt, DR var til fredag i forrige uge.

Hvis han får ret og bliver sit partis første ministerpræsident, vil Tyskland ikke længere være det samme land. Det er der lige nu fire ud af ti vælgere i Sachsen-Anhalt, der ser frem til.