
Tidligere chauffør: LS Busser bad ikke om børneattest til trods for kørsel med udsatte børn | Kontant | DR
Tidligere chauffør: LS Busser bad ikke om børneattest til trods for kørsel med udsatte børn | Kontant | DR
Steffen Elkjær blev harm, da han i sidste uge så Kontant-programmet 'De fynske flex-konger'.
I programmet fortæller flere chauffører om kritisabel sikkerhed hos flexleverandøren LS Busser.
- Chaufførerne ser jo det samme billede, som jeg også så, siger Steffen Elkjær.
Han fortæller, at han oplevede præcis samme problemer, da han selv arbejdede hos LS Busser i nogle uger for år tilbage.
-
Det føles som om, at de er fuldstændig ligeglade med medarbejdere og folk derude.
-
Det eneste, det handler om, er, at bilerne bare skal køre, og at de skal være på vejen, så de tjener penge, siger Steffen Elkjær.
Ifølge Steffen Elkjær var LS Bussers biler generelt i dårlig stand.
Han fortæller om en bil med en kabine, der blev helt oset til, når han kørte.
En bil med en defekt sidedør, som han fik besked på at forsøge at holde lukket under kørslen med en strop.
En bil med defekt aircondition.
Biler med aske og røglugt, som var til gene for patienter.
- Når du henter syge mennesker, så ryger man altså ikke i bilerne, siger Steffen Elkjær.
Han fortæller, at han på et tidspunkt nåede at køre i tre forskellige biler på en dag.
En dag gik bremserne ifølge den tidligere chauffør i stykker, mens han kørte på motorvejen med 130 kilometer i timen - og det var lige ved at gå galt, siger han:
Steffen Elkjær fortæller, at han ringede ind til ledelsen og gjorde opmærksom på, at bremserne ikke virkede.
Med den besked retur, at han skulle fortsætte med at køre.
Ifølge Steffen Elkjær mødte han fysisk ind på erhvervsadressen i Odense. Og noget af det, han så, fik ham til at spærre øjnene op:
-
Mange af de dage, jeg var derinde, der holdt der en Maserati inde i garagen eller inde på værkstedet, som jeg tror skulle gejles og sådan lidt andet.
-
Den fik i hvert fald noget mere kærlighed end de biler, der trængte til det.
Steffen Elkjær fortæller også, at der blev brugt værkstedsplads på en almindelig Mercedes-personvogn, der ikke havde noget med Flextrafik at gøre.
Chaufføren undrede sig over prioriteringen:
- Når der er så mange problemer med stort set alle biler, så kunne det være, at der skulle tages en bus ind ad gangen og lige tjekkes igennem, siger han.
Interviewet er ved at være slut, da Steffen Elkjær kommer i tanke om noget, han gerne vil gøre opmærksom på:
LS Busser bad ikke om hans, siger Steffen Elkjær:
- Jeg kunne godt have været pædofilidømt eller et eller andet. Det anede de ikke. Og jeg kørte jo med udsatte børn.
Ifølge Steffen Elkjær gjorde han ledelsen opmærksom på problemet.
Det lyder jo som ret farlige forhold, du beskriver her. Der er måske også nogen, der vil tænke, hvorfor du ikke har råbt op om det her før?
- Jeg vidste faktisk ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre, siger Steffen Elkjær, der efter eget udsagn var utryg ved at gå til ledelsen.
Han fortæller, at han stoppede efter nogle uger hos virksomheden.
DR har fået et svar fra trafikselskabet Fynbus, som koordinerer flextrafikken på Fyn, hvor LS Busser har virksomhedsadresse.
- De forhold, der beskrives her, er i klar strid med kontrakten mellem trafikselskab og vognmand. Chauffører, der oplever den slags, er altid velkomne til at kontakte Fynbus, som herefter vil undersøge sagen, skriver kunde- og kommunikationschef Martin Bødker Krogh.
DR har forelagt Steffen Elkjærs kritik for LS Busser. Virksomheden er ikke vendt tilbage.
I Kontant-programmet afviste daværende ejer af LS Busser, Salah Salem Al-Badri, problemer med vedligeholdelsen af bilerne.
Onsdag aften modtog DR en pressemeddelelse fra LS Bussers direktør og nye ejer, Omran Khaled Abdel Rahman.
Her oplyser han, at selskabet indstiller sin kørsel for Midttrafik, Sydtrafik og Fynbus.
Det skyldes ifølge direktøren, at selskabets driftskapital er blevet beslaglagt, og at LS Busser ikke længere har den nødvendige likviditet til at betale blandt andet lønninger, brændstof, leasing og øvrige nødvendige driftsomkostninger.
-
Vi er blevet beskyldt for mangt og meget i medierne, men vi har koncentreret os om at sørge for god og pålidelig kørsel for borgerne, skriver direktøren.
-
Vi ønsker at fortsætte kørslen og opfylde vores forpligtelser over for medarbejdere, borgere og samarbejdspartnere. Men uden adgang til selskabets driftskapital er det ikke muligt.
-
Efter udsendelsen af denne pressemeddelelse har jeg ikke yderligere bemærkninger til pressen på nuværende tidspunkt. Jeg beder om arbejdsro, mens sagen behandles videre, skriver Omran Khaled Abdel Rahman.