
Her er ingen ansatte: Helt særlig butik åbner i Aalborg
Her er ingen ansatte: Helt særlig butik åbner i Aalborg
En noget anderledes butik er på vej til Aalborg.
Torsdag den 10. september klokken 10 åbner A New Story en ny TRUST Shop i Shoppen – og her kommer kunderne ikke til at møde en eneste ekspedient.
Butikken bliver nemlig ubemandet og bygger i stedet på selvbetjening og tillid til kunderne.
Bag konceptet står Aalborg-profilen Thomas Thomsen og Circle Supply, og i butikken vil man kunne gå på opdagelse blandt blandt andet puder, fashion og møbler skabt af restmaterialer og upcyclede produkter.
Det hele betales ganske enkelt med MobilePay.
“Vi tror på verden, og vi tror på dig. Det lyder måske lidt højtideligt for en butik, der blandt andet sælger puder, men det mener vi faktisk. Vi vil gerne skabe en butik baseret på tillid,” siger Thomas Thomsen, direktør i Circle Supply.
A New Story TRUST Shop åbner i første omgang som pop-up frem til nytår.
Kunderne kan gå direkte ind, kigge rundt, mærke på produkterne og bruge den tid, de har lyst til – uden personale i butikken.
Finder man noget, man vil have med hjem, betaler man selv.
“Nogle gange er det faktisk meget rart bare at få lov til at gå rundt i fred og ro. Ingen spørger, om de kan hjælpe. Ingen følger efter dig.
Du kan mærke på tekstilerne, prøve farverne af og bruge den tid, du har lyst til. Finder du noget, du vil have med hjem, betaler du bare med MobilePay,” fortæller Thomas Thomsen.
Et andet centralt element i butikken er genbrug og upcycling.
Blandt produkterne bliver puder fremstillet af high-end resttekstiler fra anerkendte tekstilleverandører. Det er kvalitetsmaterialer, som allerede eksisterer, men som af forskellige årsager er blevet til overs.
I stedet for at kassere materialerne får de nyt liv.
Men butikken kommer altså ikke kun til at handle om puder.
Der vil også løbende komme blandt andet fashion og møbler fra kendte brands, som er blevet upcyclet og istandsat, så de fremstår som nye produkter.
Samtidig bliver butikken et mindre showroom for udvalgte upcyclede møbler fra Circle Supply.
Fællesnævneren er ifølge folkene bag konceptet, at gode materialer fortjener mere end ét liv.
Åbningen bliver en del af en ganske begivenhedsrig torsdag i Shoppen.
Samme dag åbner den svenske modegigant Lager 157 nemlig også sin første butik i Aalborg.
Dermed får aalborgenserne på én dag både en stor international modekæde og et helt anderledes lokalt butikseksperiment.
Hos Shoppen glæder man sig over kombinationen.
– Der sker rigtig meget i Shoppen lige nu, og vi vil gerne skabe en blanding af stærke, kendte butikker og nye koncepter, der giver kunderne noget andet at gå på opdagelse i. At A New Story åbner samme dag som Lager 157, synes jeg faktisk meget godt illustrerer den udvikling, vi er i gang med, siger Anne-Mette Vestergaard, udlejningschef hos CALUM.
I første omgang er der altså tale om et eksperiment, som skal køre frem til årsskiftet.
Og Thomas Thomsen lægger ikke skjul på, at ingen endnu ved, hvordan aalborgenserne vil tage imod en butik helt uden personale.
“Vi ved ikke, om det virker. Det er jo derfor, vi prøver det. Men jeg kan godt lide tanken om en butik, der bygger på noget så gammeldags som tillid – kombineret med en ret moderne måde at tænke retail og ressourceforbrug på.
Hvis konceptet bliver en succes, kan butikken også få et længere liv.
“Hvis aalborgenserne tager godt imod den, så kan det sagtens være, at historien fortsætter efter nytår, siger Thomas Thomsen.
A New Story TRUST Shop åbner torsdag den 10. september klokken 10 i Shoppen i Aalborg.