
Ældre mand død - blev fundet livløs i Sæby havn | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland
Ældre mand død - blev fundet livløs i Sæby havn | TV2 Nord - Nyheder og TV fra Nordjylland
En 80-årig mand blev tirsdag eftermiddag fundet livløs i Sæby Havn og kort efter erklæret død på stedet.
Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Thomas Ottesen til TV2 Nord.
Den ældre mand er lokal fra området, og ifølge vagtchefen tyder det ikke på, at der er sket noget mistænkeligt i forbindelse med dødsfaldet.
- Der er nok nærmere tale om en ulykkelig hændelse, fortæller han.
Manden blev fundet livløs omkring klokken 15.34, og mandens pårørende er underettet.
De to mænd, der mandag aften blev anholdt efter et knivstikkeri på Boulevard Caféen i Aalborg, er tirsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Det skete efter et grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, oplyser anklager i sagen Morten Sønderby.
Mandag aften blev to personer på 29 og 38 år stukket med kniv, og politiet var derfor massivt til stede ved værtshuset. Kort tid efter anmeldelsen kunne politiet foretage anholdelse af de to nu varetægtsfængslede på 39 og 42 år.
Mændene nægtede under grundlovsforhøret at udtale sig, og nægtede sig skyldige i sigtelserne.
Skal du med til Nibe Festival 2027, så er det måske en idé at sidde klar ved computeren onsdag.
Klokken 10 sættes billetterne til næste år festival til salg. Sidste år gik det så stærkt, at billetterne var revet væk på under otte timer, hvilket var rekord. Det skriver Nibe Festival i en pressemeddelelse.
Det er både partoutbilletterne og børnepartoutbilletterne, der kommer til salg.
Nibe Festival gentager succesen fra sidste år, hvor de brød med den hidtidige billetmodel med seks pristrin, og i stedet sænkede prisen det første døgn. I år vil prisen på en partoutbillet være 200 kroner billigere i de første 24 timer.
Partierne bag den grønne trepart er enige om en tillægsaftale, der undtager arealer med grøntsagsproduktion fra den nye kvælstofregulering i 2027.
Det skriver Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd i en pressemeddelelse .
Tillægsaftalen skal ifølge ministeriet give grøntsagsproducenterne bedre mulighed for at omstille sig. Derudover indeholder tillægsaftalen en række yderligere præciseringer og tiltag.
- Vi er fortsat bekymrede over den intensitet reguleringen rammer med og havde gerne set reguleringen kunne foregå efter en ren VISA model ved opstarten i 2027. Men vi er glade for, at det er lykkes os at komme igennem med nogle forbedringer, og vi vil i aftalekredsen fortsætte med at arbejde konstruktivt, så rimelige bekymringer adresseres samtidig med, at vi passer på vores vandmiljø, udtaler Marie Bjerre (V).
Undtagelsen gælder både konventionel og økologisk grøntsagsproduktion.
Grøntsagsproduktionen udgjorde i 2023 cirka 8.000 hektar (cirka 0,3 pct. af det samlede landbrugsareal), og undtagelsen vurderes at medføre en meget begrænset reduktion i effekten af den nye kvælstofreguleringsmodel i 2027.
Arealer med grøntsager, som undtages fra reguleringen, vil ikke kunne modtage kompensation og udledningskvoter og vil generelt blive omfattet af samme regulering, som gælder i dag.
Aftalepartierne bag Aftale om Implementering af et Grønt Danmark af november 2024 er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, Konservative og Radikale Venstre.
Det er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, LA, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre, der netop er blevet enige om tillægsaftalen.
Mandag offentliggjorde regeringen sin såkaldte cykelpulje, som sætter gang i 34 cykelstiprojekter over hele landet.
I Nordjylland lander 50,6 millioner kroner til fire projekter, der skal gøre det tryggere at cykle til skole, arbejde eller fritidsaktiviteter i landsdelen.
-
Vi skal have lappet hullerne i cykelstinettet, for der er stadig alt for mange steder, hvor det føles utrygt at sætte sig op på cyklen.
-
Hvis forældre er bekymrede for at sende deres børn ud i trafikken, ender flere med at sætte dem ind i bilen i stedet. Med de her projekter gør vi det lettere og tryggere at vælge cyklen, siger det nordjyske folketingsmedlem Theresa Berg Andersen fra SF.
Aalborg Kommune – Høvejen: Der etableres en sammenhængende cykelsti mellem Aalborg Kaserner, Hvorup og det kommende tilslutningsanlæg til den tredje Limfjordsforbindelse. Anlægsoverslag: 7 millioner kroner. Forventes færdig i 2029.
Aalborg Kommune – Hadsund Landevej: Der etableres en mere sikker og sammenhængende cykelforbindelse mellem Lundby, Gunderup og Fjellerad, som forlænger den eksisterende forbindelse fra Gistrup. Anlægsoverslag: 37,3 millioner kroner. Forventes færdig i 2029.
Vesthimmerlands Kommune – Fjelsø-Aalestrup: Der anlægges 3,5 kilometer dobbeltrettet cykelsti langs Fjelsøvej for at skabe en mere trafiksikker skolevej til Aalestrup. Tilskud: 6.062.500 kroner. Forventes færdig i 2030.
Brønderslev Kommune – Østergade i Hjallerup: Der etableres enkeltrettede cykelstier på begge sider af Østergade, som skal skabe en mere sikker forbindelse fra boligområderne til skole og fritidsinstitutioner. Tilskud: 200.000 kroner. Forventes færdig i 2028.
Vejdirektoratet har tidligere peget på, at cykelstier langs veje i åbent land kan reducere antallet af cykler og knallertulykker markant og gøre det lettere og mere trygt at komme frem på cykel.
I Aalborg tildeles midler til en ny cykelsti ved Hadsund Landevej mellem Lundby og Gunderup samt ved Høvejen øst for 3. Limfjordsforbindelse.
I Brønderslev tildeles midler til sikring af cykelstier på Østergade i Hjallerup. Og i Vesthimmerlands Kommune tildeles midler til en trafiksikker skolevej mellem Fjelsø og Aalestrup.
De fire projekter er en del af regeringens satsning på cykelinfrastruktur, som omfatter 34 projekter på landsplan.
De fire nordjyske projekter forventes alle færdige mellem 2028 og 2030.
Reglerne for, hvornår man må skyde ulve, der skønnes at være til fare for husdyr, lempes fra og med tirsdag 1. september.
Indtil nu har man skullet søge myndighederne om tilladelse, hvis man mente en ulv var til fare og skulle skydes. Men nu behøver man ikke længere en forudgående tilladelse, hvis ét af to scenarier har fundet sted:
Hvis ulven forcerer et ulvesikret hegn med ekstra strømførende tråde, eller hvis den skydes for at afværge et angreb på et husdyr. Man skal dog have forsøgt at skræmme ulven med et advarselsskud, før man eventuelt skyder den.
Det er kun personer med et jagttegn, som fortsat må skyde ulve efter lempelsen. Skyder man en ulv, skal myndighederne underrettes efterfølgende.