
Ny lokalplan skal sikre Musik i Lejets overlevelse | Indland | DR
Ny lokalplan skal sikre Musik i Lejets overlevelse | Indland | DR
Festivalen Musik i Lejet skal have fast base på Vejby Campingplads.
Det mener et flertal i Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Gribskov Kommune, som her til aften har besluttet, at der skal laves en ny lokalplan for området.
For den nuværende lokalplan giver ikke mulighed for større, tilbagevendende arrangementer - men det skal de fremover have lov til og derfor kræves et nyt plangrundlag, siger Tue Villebro, der er udvalgsformand for Venstre.
- Jeg er meget glad for det, vi er nået frem til, hvor vi blandt andet vil kigge på støjregulativer, siger han.
Musik i Lejet har derudover ansøgt om at udvide sine tre musikdage om sommeren til arrangementer fordelt over i alt 19 dage på et år, som kan være både musik, events og firmafester.
Men udvidelsesplanerne for Vejby Campingplads falder ikke i god jord hos alle. Vi har tidligere fortalt, at naboer og lokale frygter, at en udvidelse af aktiviteter vil betyde endnu mere larm spredt hen over flere dage om året.
Udvalget vil også gerne tilgodese de lokale og foreslår tre dage både i foråret og efteråret med et loft på 3.500 deltagere udover de tre festivaldage i uge 29, siger Tue Villebro (V).
- Det er vores job som politikere at finde et kompromis, og det synes jeg, vi har gjort til mødet i aften, siger han.
Selvom arrangørerne bag Musik I Lejet gerne ville have udvidet med i alt 19 eventdage, så er de trods alt glade for udvalgets beslutning, siger Peter Maarbjerg, der er formand i Musik I Lejets bestyrelse:
- Jeg er glad og lettet over, at udvalget vil udarbejde en lokalplan, som sikrer, at vi kan afholde Musik i Lejet på Vejby Camping. Vi har altid været åbne for at finde en god løsning, og det her er en god løsning, siger han.
Nu skal forvaltningen i gang med arbejdet, og sidste skridt er selve udarbejdelsen af den konkrete lokalplan, som de regner med er klar i november.