
Festival skulle vende hjem i København: Nu må de aflyse
Festival skulle vende hjem i København: Nu må de aflyse
Søndag 30. august skulle tiden skrues tilbage til 2012 i Østre Anlæg.
Arrangørerne af den populære chill-out-festival Stella Polaris havde meldt ud, at man for én enkelt dag ville lade arrangementet genopstå der, hvor det hele begyndte her i København.
Men nu har de set sig nødsaget til at aflyse.
Det skriver arrangørerne på Facebook.
Årsagen er, at vejrudsigten lover regn søndag, og det dermed ikke bliver vejr til at chille på picnictæpper under åben himmel til elektroniske toner i den grønne park.
Oprindeligt startede Stella Polaris i Aarhus i 1997, og i 2001 blev arrangementet for første gang afholdt i Østre Anlæg i København.
Det voksede sig så stort, at festivalen efter 2012 måtte flytte til Frederiksberg Have, hvor det siden har været afholdt sommer efter sommer.
På Facebook oplyser arrangørerne, at Stella Polaris vender tilbage, når solen også gør det.
Hvorvidt der findes en ny dato for begivenheden i Østre Anlæg er ikke oplyst.