
Elselskab politianmeldt for anden gang for vildledning: Vil have sagen afgjort i retten | Penge | DR
Elselskab politianmeldt for anden gang for vildledning: Vil have sagen afgjort i retten | Penge | DR
For anden gang har Forbrugerombudsmanden politianmeldt elselskabet ENLY A/S, der tidligere hed Grøn Elforsyning.
Myndigheden vurderer, at selskabet har ringet til 47 forbrugere uden gyldigt samtykke og vildledt 41 af dem under salgsopkald.
- Forbrugerombudsmanden vurderer, at forbrugeraftaleloven og markedsføringsloven er overtrådt og politianmelder nu for anden gang virksomheden, der i mellemtiden har skiftet navn til ENLY A/S, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
Men elseskabet selv afviser kritikken og ønsker sagen prøvet ved domstolene.
ENLY mener, at "der er fremlagt omfattende dokumentation" for både samtykker og indholdet af de omstridte telefonsamtaler i sagen, som Forbrugerombudsmanden dog vurderer som utilstrækkelig.
-
Vi tager sagen meget alvorligt, men vi er grundlæggende uenige i Forbrugerombudsmandens vurdering.
-
Vi har fremlagt omfattende dokumentation for de samtykker, der ligger til grund for vores henvendelser, og vi mener fortsat, at vi har handlet inden for lovens rammer. Derfor ønsker vi, at sagen bliver afgjort ved domstolene, siger Helal Jan, der er direktør for ENLY.
Ifølge Forbrugerombudsmanden har ENLY købt potentielle nye kunders samtykker fra samarbejdspartnere, som skulle have indhentet tilladelse fra forbrugerne til at blive ringet op.
Myndigheden vurderer dog, at aftalerne ikke lever op til lovens krav.
Samtidig mener Forbrugerombudsmanden, at virksomhedens telefonsælgere i en række tilfælde har givet urigtige eller mangelfulde oplysninger til forbrugere i sagen.
-
Vi ser meget alvorligt på, at der efter vores vurdering fortsat er forbrugere, der modtager uanmodede opkald og udsættes for vildledning – også fra virksomheder, der tidligere er blevet pålagt bøder for lignende forhold, siger forbrugerombudsmand Torben Jensen.
-
Efter vores opfattelse viser dokumentationen, at forbrugerne har givet samtykke til at blive kontaktet, og at dette fremgik klart af de konkurrencer, de deltog i. Når Forbrugerombudsmanden afviser vores dokumentation for samtykker, mener vi, at det er domstolene, der må tage stilling til sagen, siger Helal Jan.
Det er ikke første gang, at politiet drages ind i sager mod elselskabet.
ENLY peger i pressemeddelelsen selv på, at man i februar 2025 accepterede en bøde på 700.000 kroner i en anden sag.
Efterfølgende har virksomheden indført skærpede krav til dokumentation, faste salgsscripts, interne kontroller og systematisk dokumentation af kundedialoger, skriver ENLY.
Selskabet mener derfor, at den nye sag adskiller sig fra den tidligere.
-
Da vi accepterede den tidligere bøde, skete det på et helt andet dokumentationsgrundlag end det, der foreligger i dag. Siden da har vi ændret vores processer markant.
-
Vi har fremlagt dokumentation for samtykkerne, for konkurrenceforløbene og for indholdet af de relevante samtaler. Derfor kan vi ikke acceptere Forbrugerombudsmandens vurdering i den aktuelle sag, siger Helal Jan.