
Efter it-fejl: I København kan 250 lærere og pædagoger ikke få godkendt deres ansættelse | Indland | DR
Efter it-fejl: I København kan 250 lærere og pædagoger ikke få godkendt deres ansættelse | Indland | DR
Mens Rigspolitiet "gør alt, hvad de kan" for at genskabe slettede afgørelser i kriminalregisteret , er udstedelserne af børneattester sat på pause.
Det har efterladt Københavns Kommune i en "meget, meget kritisk situation". Sådan lyder meldingen fra Jakob Næsager, der er børne- og ungdomsborgmester i København for De Konservative.
- Vi har 250 lærere og pædagoger, der venter på at få godkendelse på deres ansættelse, og der mangler vi børneattesten, siger han.
Årsagen til, at udstedelserne er sat i bero, er, at Rigspolitiet har konstateret en fejl i Det Centrale Kriminalregister, som kan betyde, at tidligere domme ved en fejl er blevet slettet fra en persons straffeattest.
Politiet kunne af den grund i går ikke afvise , om der er blevet udstedt rene børneattester til pædofildømte.
I København er konsekvensen af de manglende udstedelser, at kommunens skoler, fritidsordninger og daginstitutioner mangler medarbejdere.
-
- Det er ret kritisk, siger borgmester Jakob Næsager.
Det har medført, at kommunen har måttet trække ekstra på eksisterende medarbejdere og det vikarkorps, der i forvejen er godkendt. Indtil videre har de kunnet dække ind, fortæller borgmesteren, men det er en udfordring, at mange af vikarerne er studerende og fra 1. september har påbegyndt eller genoptaget studiet.
- I længden er det jo en uholdbar situation - også fordi det er 200 ekstra hver eneste måned, siger han med henvisning til det gennemsnitlige antal af nyansættelser.
Fejlen er blevet opdaget, og udstedelserne af børneattester sat i bero, i forbindelse med et månedsskifte, hvilket ikke gør situationen lettere i hovedstadskommunen, da det typisk er i forbindelse med månedsskifte, at der sker nyansættelser.
Rigspolitiet har ikke kunnet give nogen tidshorisont på, hvornår fejlene er blevet lokaliseret og rettet, og det igen er muligt at udstede børneattester.
- Det kan blive rigtig kritisk, hvis ikke det her bliver rettet op, inden måneden er omme, siger Jakob Næsager fra De Konservative.