
Landsby er uofficiel danmarksmester i pengeindsamling | Indland | DR
Landsby er uofficiel danmarksmester i pengeindsamling | Indland | DR
I landsbyen Sennels nøjes de ikke med at samle ind til runde fødselsdage.
I Sennels samler de også ind til investeringer i millionklassen. Og viljen til at dræne kontoen for tusindvis af kroner har gang på gang vist sig at være afgørende for store lokale projekter.
Denne gang er det landsbyens købmandsbutik, som er blevet reddet fra lukning.
- Vi har ligesom erfaret, at der ikke kommer nogen udefra og spørger, hvad kan vi hjælpe jer med. Nej vi må selv tage affære, siger Hans Votborg, der er formand for Sælnæs Invest ApS, som er oprettet til formålet.
De knap tusind landsbyboere har til sammen købt anparter for 2.100.000 kroner i det nye anpartsselskab, som skal overtage butikken og leje den ud til en ny købmand, når den nuværende stopper.
Målet på 1,5 millioner kroner er dermed mere end opfyldt.
Hver anpartshaver har skullet købe anparter for minimum 4.000 kroner.
Og det ender 300 ud af landsbyens 400 husstande med at gøre, vurderer Hans Votborg.
- Jeg synes, det er helt fantastisk. Alle stepper op, siger Hans Votborg.
Det er fjerde gang Sennels-borgerne indsamler millionbeløb til store lokale projekter.
Første gang var til at bygge Nordthy Hallen, som blev indviet i 1987. Her havde landsbyboerne samlet 1,1 million ind af datidens kroner.
For 20 år siden samlede de igen over en million ind. Denne gang for at kunne yde den nuværende købmand et borgerlån til etablering af butikken. Et lån han senere har afdraget på.
For otte år siden var det igen tid til indsamling. Landsbyboerne ville have nye lejeboliger. Boliger som kunne bruges af ældre, som ville af med parcelhuset men helst ville blive boende i landsbyen - og af unge, som endnu ikke var parate til at købe.
I den forbindelse solgte de også anparter til de lokale for 1.230.000 kroner via et andet selskab stiftet til formålet, Sennels Invest ApS.
Og i dag står der et dobbelthus med to udlejningsboliger på 112 kvadratmeter hver.
- Jeg tror, det kan tilskrives det store lokale sammenhold. Vi er et samfund, hvor vi taler med hinanden og hilser på hinanden og mødes på kryds og på tværs i rigtigt mange forskellige sammenhænge, siger formanden for Sennels Borger- og Udviklingsforening, Erik Gustavsson.
Helt i mål med overtagelsen af købmandsbutikken er landsbyboerne i Sennels dog ikke endnu.
Købsprisen af købmandsbutikken er aftalt til tre millioner kroner. Derfor mangler der stadig omkring en million. Så nu går landsbyboerne sammen med dagligvarekoncernen Dagrofa i gang med at søge fonde. Og så må de i banken og låne resten, hvis det bliver nødvendigt.
- Hver gang vi har samlet penge ind, så er det jo lykkedes. Så det gør nok også denne gang, siger Hans Votborg.
Sennels blev kåret som "Årets Landsby 2025" af Landdistrikternes Fællesråd, Landsforeningen Landsbyerne i Danmark og Forenet Kredit.