Direktør advarer forbrugere efter regning på små 200 kroner - TV 2
Direktør advarer forbrugere efter regning på små 200 kroner - TV 2
Energidrifts kontor i Værløse fredag 24. juli 2026. Selskabet har trukket overskrifter for at overtage over 50.000 kunder fra den kriseramte Velkommen-koncern. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
En regning på små 200 kroner skaber stor røre i øjeblikket.
Afsenderen er nemlig energiselskabet Energidrift, og modtagerne er tidligere kunder i de skandaleombruste virksomheder Velkommen, Vedvarende, Nettopower og B.energy. Kunder, som ikke mener at have sagt ja til den aftale, de nu bliver bedt om at betale for.
Regningerne har medført hård kritik både på sociale medier og Energidrifts Trustpilot-side, ligesom en af landets største branche- og lobbyorganisationer, Green Power Denmark, nu melder sig i koret af kritikere.
I en mail til TV 2 skriver Green Power Denmarks politiske direktør, Thomas Aarestrup Jepsen, at de er blevet kontaktet af flere af deres medlemsvirksomheder, der undrer sig over Energidrift.
- Jeg bliver simpelthen nødt til at råbe op nu, på vegne af alle de ordentlige selskaber i branchen. Vores medlemmer lever af tilfredse kunder, fair konkurrence og ordentlig opførsel. Her ser vi det stik modsatte, og derfor bliver jeg nødt til at advare forbrugerne, lyder det fra Thomas Aarestrup Jepsen.
Har du modtaget regninger fra Energidrift, som du undrer dig over?
Ved du, hvad der foregår i Velkommen-koncernen eller hos Energidrift og Felkon? Eller har du en oplevelse, du vil dele med TV 2?
Skriv til journalist sigv@tv2.dk Du kan også skrive krypteret på miwmtv2@proton.me.
Alle henvendelser bliver behandlet fortroligt.
Den nye sag udspringer af skandalen om energiselskaberne i Velkommen-koncernen, der hen over sommeren først gik i betalingsstandsning og siden blev erklæret konkurs.
I et forsøg på at redde mest mulig værdi ud af selskaberne inden konkursen valgte advokat Flemming Jensen – der var udpeget som rekonstruktør for alle fire selskaber – at sælge tusindvis af kundeforhold fra virksomhederne i Velkommen-koncernen til energiselskabet Energidrift.
Energidrift har eksisteret som elselskab i flere år, men de trådte for alvor ind i rampelyset, da de købte over 30.000 kundeaftaler ud af Velkommen-selskabernes rekonstruktion.
Som TV 2 har kunnet fortælle tidligere , har ejerne bag Energidrift fået hård kritik af myndighederne i fortiden. Selskabet er ejet af holdingsselskabet Felkon, der i sidste ende har Niels Dalby Mortensen og Jannik Lysholt Nielsen som ejere.
Sidstnævnte er også administrerende direktør i både Felkon og Energidrift.
Størstedelen af kundeaftalerne, der blev solgt, havde med elkunder at gøre, men også flere end 12.000 kunder, der havde købt en pakke med it-sikkerhed hos Velkommen-selskaberne, blev overdraget.
Ifølge Flemming Jensens egne dokumenter havde aftalen med Energidrift en samlet værdi på 16,7 millioner kroner, hvoraf kunderne med it-sikkerhed var knap 3,9 millioner kroner værd.
Men nu vælter kritikerne altså frem.
Jeg tager kraftig afstand fra den adfærd
På både sociale medier og på Trustpilot, hvor man kan skrive anmeldelser af virksomheder, har uforstående og utilfredse danskere delt billeder og historier om regninger, de har fået fra Energidrift hen over de seneste dage.
Her kan man se, at flere af dem er blevet opkrævet 194,81 kroner for en såkaldt ”sikkerhedspakke +”, som er et produkt, kunderne ikke mener at have bedt om eller indvilliget i at købe. Og så går det altså ikke at sende regninger, lyder det fra Green Power Denmark:
- Jeg tager kraftig afstand fra den adfærd. Det siger sig selv, at virksomheder ikke skal sende regninger til forbrugere, som ikke har bestilt ens produkter – og ikke ønsker at være kunder i selskabet, lyder det fra Green Power Denmarks politiske direktør, Thomas Aarestrup Jepsen.
Udover Velkommen A/S består koncernen af Vedvarende, Nettopower, B.energy og Power Fuel. Alle selskaberne var ejet af Lars Bax Sander Hein og Thomas Søgaard-Andersen.
I løbet af sommeren blev flere af selskaberne begæret konkurs. Inden da satte ejerne selv en såkaldt rekonstruktion i gang, hvor man forsøgte at redde virksomhederne. Det var advokat Flemming Jensen, der fik den opgave.
Efter at have solgt tusindvis af kunder måtte advokaten opgive rekonstruktionen, og Velkommen-selskaberne gik konkurs. I den seneste opgørelse er kravene mod selskabet på mere end 600 millioner kroner.
På Energidrifts side på Trustpilot skriver flere brugere desuden, at der er tale om regninger med meget kort betalingsfrist – ofte kun få dage – og at det kan tage timevis at komme igennem til Energidrifts kundeservice.
En af de regninger, der de seneste dage er blevet delt af utilfredse og uforstående kunder. Foto: / TV 2
Mens Energidrift ikke selv beskriver, hvad en ”sikkerhedspakke” dækker over på sin hjemmeside, beskrev nu konkursramte og nedlukkede Velkommen det på sin hjemmeside.
Her kunne man blandt andet læse, at en sikkerhedspakke holder øje med, om ens oplysninger indgår i datalæk, og at man bliver advaret og rådgivet, hvis uheldet er ude. Velkommen skrev også, at man tilbød hjælp ved id-tyveri, hackede konti og online chikane.
På Velkommens nu lukkede hjemmeside kunne man også læse, at sikkerhedspakken blev tilbudt i samarbejde med it-firmaet Defentry. Ifølge den svenske virksomheds hjemmeside dækker deres kundegruppe blandt andet over Securitas, Tryg og Elgiganten.
TV 2 har spurgt Energidrift, om sikkerhedspakken dækker over det samme nu som det, Velkommen dengang beskrev, men Energidrift har afvist at stille op til interview med TV 2 og har ikke svaret på vores spørgsmål.
TV 2 var tirsdag eftermiddag i kontakt med Energidrifts administrerende direktør, Jannik Lysholt Nielsen. Han henviste til en mailadresse, hvor TV 2 kunne sende sine spørgsmål.
TV 2 har endnu ikke fået svar, men har blandt andet spurgt Energidrift om: