
Kæmpe cykelløb i vente: Her skal du stå langs ruten i Aalborg
Kæmpe cykelløb i vente: Her skal du stå langs ruten i Aalborg
PostNord Danmark Rundt starter med pomp og pragt i morgen, onsdag den 29. juli.
Aalborg har igen æren af at være både start- og målby for 1. etape, og der bliver dermed rig mulighed for at se nogle af verdens bedste cykelryttere helt tæt på.
Etapen er en i alt 197,2 km lang rundtur, hvor rytterne undervejs blandt andet kører igennem Brønderslev, Vrå, Pandrup, Fjerritslev, Aggersundbroen og Svenstrup – inden de slutter på en intens rundstrækning her i Aalborg.
Se hvornår rytterne passerer dit område her.
Fænomenet Wout van Aert stiller til start, og han får bl.a. selskab af store danske ryttere som Søren Kragh Andersen, Kristian Egholm, Alexander Kamp og Anders Foldager.
Men hvor er det lige bedst at placere sig på ruten, hvis man vil opleve de store cykelstjerner helt tæt på her i byen?
Vi starter med det mest oplagte sted på ruten.
Feltet kører en neutral start gennem Aalborg, inden den officielle start gives.
Alle rytterne mødes på Honnørkajen og Slotspladsen, og her bliver der rig mulighed for at “sparke” lidt dæk, og se cykelstjerner med 0 km/t, inden de drager ud på ruten i Nordjylland.
Ruten mellem neutral og officiel start går via: Toldbodgade, Limfjordsbroen, Østerbrogade, og Hjørring Landevej.
Kl. 10:50-11:20 Musik ved Casper Dybdahl
Kl. 11:20 Velkomst & holdpræsentation
Kl. 13:25 Neutral start – (på Slotpladsen)
Kl. 13:40 Officiel start – (Hjørringvej ved Bouet)
Det er først på Hjørringvej ved Bouet, at den officielle start går, og inden da går den neutrale start blandt andet over den altid smukke Limfjordsbroen.
Her er rytterne ikke for alvor begyndt at træde i pedalerne, så der skulle være tid til at få øje på lidt præcis din favorit i feltet.
Feltet forventes at passere broen omkring 13.30.
Den 35. udgave af PostNord Danmark Rundt indledes i Aalborg, som endnu en gang danner rammen om løbets åbningsetape – en rolle byen efterhånden har gjort til sin egen.
Fra start bevæger feltet sig nordpå gennem Sulsted og Tylstrup, hvor dagens første Sparekassen Danmark Spurt venter ved kilometer 26,3, lige inden rytterne passerer gennem Brønderslev. Herfra fortsætter ruten mod Vrå, hvor endnu en Sparekassen Danmark Spurt skal afgøres ved kilometer 40,6.
Feltet fortsætter gennem det nordjyske landskab via Saltum og Pandrup, hvor rytterne efter godt 100 kilometer møder dagens Skoda Bonus Spurt. Herefter går turen sydpå mod Limfjorden, som krydses via Aggersundbroen efter cirka 120 kilometer.
Efter broen skifter etapen karakter. De brede veje afløses af smallere og mere snoede strækninger, hvor positionering og opmærksomhed bliver afgørende. Kort før Øster Hornum venter dagens første Novo Nordisk Driving Change in Diabetes-bakkespurt, en kategori 2-stigning ved kilometer 155.
I finalen bliver der rig mulighed for angreb. På de afsluttende rundstrækninger venter yderligere to Novo Nordisk Driving Change in Diabetes-bakkespurter ved kilometer 180 og 187, som kan skabe splittelser i feltet og sætte de stærkeste ryttere i scene.
Med sine 198 kilometer ligner etapen på papiret en oplagt mulighed for sprinterne. Historien fra Aalborg viser dog, at intet er givet på forhånd. I både 2018 og 2022 lykkedes det henholdsvis Lasse Norman Leth og Søren Wærenskjold at snyde sprinterholdene og køre alene til mål. Derfor kan åbningsetapen meget vel udvikle sig til mere end blot en kamp mellem feltets hurtigste mænd.
Vi har hverken Mont Ventoux, Alpe d’Huez eller Tourmalet i Nordjylland.
Men mindre kan heldigvis også gøre det.
Når vinderen skal findes i Aalborg, så kommer rytterne til at køre en rundstrækning i byen tre gange.
Strækningen fører rytterne ad Svalegårdsvej, Mølholmsvej, Annebergvej, Kong Christians Allé, Skovbakkevej, Søndre Skovvej, Naurvej, Hasserisvej og tilbage på Svalegårdsvej.
Her bliver det helt store trækplaster området omkring Skovbakkevej.
Skovbakkevej har gang på gang vist, at den har nok stigningsprocenter og saft og kraft til virkelig at skille favoritterne fra hinanden.
Det er her, at du skal stå, hvis du virkelig skal se rytterne lide og forsøge at sætte konkurrenterne på en efterhånden ikonisk stigning i dansk sammenhæng.
Rytterne forventes at ramme Skovbakkevej første gang lidt før 17.30.
Første etape afsluttes med en rundstrækning i byen, som rytterne skal ud på to gange.
Derfor er målområdet et helt perfekt sted at stå.
Du får rytterne at se hele to gange – og så er det altså også her du med egne øjne kan følge med i, hvem der trækker sig sejrsrigt fra ruten i og omkring Aalborg.
Kl. ca. 17:15 Feltet passerer mål første gang
Kl. ca. 17:45 Første rytter i mål
Kl. ca. 18.00 Sejrsceremoni på scenen