
Korrespondent om kritik af miljøstyrelsen: Ingen tvivl om, at der venter et stort arbejde forude | Klima | DR
Korrespondent om kritik af miljøstyrelsen: Ingen tvivl om, at der venter et stort arbejde forude | Klima | DR
To skarpe kritikker har i dag ramt Miljøstyrelsen.
Den ene kritik er rettet mod Miljøstyrelsens kontrol med brugen af pesticider, som Statsrevisorene finder "stærkt foruroligende", mens den anden er rettet mod havbruget.
Lad os begynde med pesticiderne.
Her er der slet ikke lighed mellem det, som der bliver solgt af pesticider, og det, der bliver opgivet, at der bliver brugt, lyder det.
-
Rigsrevisionens rapport viser, at der ganske enkelt er en ekstremt mangelfuld kontrol med brugen af pesticider i Danmark, forklarer DR's klimakorrespondent, Maria Andersen.
-
Udfordringen er, at hele det system, vi har, nærmest er 100 procent baseret på tillid, og samtidig efterprøver myndighederne ikke de oplysninger, der indberettes af landmændene, gartnerier eller golfklubberne.
Derfor kan det ifølge hende være ganske svært at få et retvisende billede af, om de oplysninger, der bliver indberettet, er korrekte. Oveni hæfter statsrevisorerne sig blandt andet ved, at 9 ud af 10 virksomheder bruger et privat it-system, som advarer indberetteren, hvis han eller hun indtaster noget, der er i strid med reglerne - og systemet giver på den måde mulighed for at rette i tallene, inden de sendes ind til Miljøstyrelsen.
Det er ikke første gang, at Statsrevisorerne kritiserer en mangelfuld kontrol.
- Der er ingen tvivl om, at parallelt med, at man sidder og forhandler det nationale sprøjteforbud, så er der et stort arbejde i forhold til at få rettet op på den kontrol, der ikke er, siger Maria Andersen.
Den anden ting, Statsrevisorerne rettede skarp kritik af i dag, var havbruget.
I Danmark har vi 19 havbrug, som man bruger til at opdrætte fisk med.
Kritikken går særligt på, at havbrugene opererer på tilladelser fra 1990'erne, og at kun to har en miljøtilladelse. De andre afventer en tilladelse, som har været 11 år under vejs.
- Gennemgangen viser, at der er et problem at få de nye tilladelser på plads. Der er gået alt alt for lang tid, så også der der en masse, der ikke er styr på, siger DR's klimakorrespondent.
Desuden er kontrollen mangelfuld, og når der findes overtrædelser, gives der kun i få tilfælde sanktioner, lyder det.
Efter dagens pressemøde har både Alternativet, Enhedslisten og Konservativ indkaldt Maria Reumert Gjerding (SF) i samråd om havbrug.
Fra netop miljøministeren lyder det da også, at resultaterne er "ekstremt utilfredsstillende".
- Det kan jeg på ingen måde leve med som miljøminister, så det vil jeg sætte mig i spidsen for at få ryddet op i.
Du kan læse om alt fra pressemødet om sagen her: