
Hummerhærværk frustrerer i Lillebælt – næste gang bliver det meldt til politiet | Indland | DR
Hummerhærværk frustrerer i Lillebælt – næste gang bliver det meldt til politiet | Indland | DR
Hummerfiskere i Lillebælt var sidste år plaget af hærværk og tyveri fra deres tejner, som de bruger til at fange hummeren.
De var både blevet åbnet og nogle gange også skåret op, siger en af fiskerne, Andreas Granild Hansen fra Fredericia.
- De bliver skåret i stumper og stykker fra den ene til den anden ende, så der skal nye redskaber til hver gang. Det er penge lige ud af lommen. Det er et tab, siger han.
Cirka halvdelen af året lever Andreas Granild Hansen af at fange hummer i Lillebælt.
Ingen ved, hvem der står bag, og om der er tale om bevidst hærværk, eller om der muligvis kunne være dykkere, der forvekslede tejnerne med de såkaldte "spøgelsesnet", som er gamle fiskenet, der kan gøre stor skade på livet under havet.
- Det er på ugentlig basis, at vi oplever tømning af vores tejner, men hærværk er heldigvis sjældnere, siger Andreas Granild Hansen.
Han er sjette generation i sin familie af fiskere i Lillebælt og siger, at problemet aldrig har været så voldsomt som nu.
Det er ikke kun Andreas Granild Hansen, der oplevede det sidste år, siger formanden for Bælterne Fiskeriforening, Allan Buch.
- Det er ved at være et ret alvorligt problem, for det er dyrt grej, der ikke bare lige kan repareres. Jeg tror, de fleste hummerfiskere i Lillebælt har mødt problemet. Det er hærværkslignende ødelæggelser.
Episoderne er ikke blevet politianmeldt, men det ændrer sig i fremtiden, siger Allan Buch.
- Vi har indtil videre appelleret til, at folk bruger den indvendige side af hovedet. Men hvis ikke det her stopper, så bliver det politianmeldt.
Nu vil Allan Buch så indkalde til et møde, hvor dykkerklubberne kan være med. Men hos en af de dykkerklubber undrer det, at det ikke er sket noget før.
- Det her problem med ødelagte fiskeredskaber og tyverier af hummere, det har jeg ikke hørt om før. Jeg blev overrasket over, at fiskerne ikke var kommet til os dykkerklubber, hvis der er et problem, siger Henning Aaberg, formand dykkerklubben Aktiv i Fredericia.
Han afviser, at det er dykkerne, der står bag, og Allan Buch understreger også, at han ikke anklager nogen specifikt, men at han er interesseret i at komme i dialog om problemet.