
Millioner Milliarder: Der var et dyrt 'nej tak' på burgermenuen i denne uge | Penge | DR
Millioner Milliarder: Der var et dyrt 'nej tak' på burgermenuen i denne uge | Penge | DR
Søndag er for mange lig med junkfood. Især ovenpå en hård uge eller en nagende omgang tømmermænd. Det er også tilfældet i Millioner Milliarder i dag, hvor vi også kommer forbi en vanvittigt snæver afstemning, et aktiemarked, der er gået spekulationsbananas, og topdirektøren over dem alle.
Det kan også være, at aktionærerne hos den amerikanske fastfoodkæde Wendy's har brug for en burger eller to at slutte en heftig uge af på.
Wendy-aktien har nemlig haft en hård uge.
Onsdag faldt aktien med omkring 13 procent. Og på en dag fik selskabet barberet over en milliard danske kroner af sin markedsværdi.
Historien bag er, at aktieprisen det seneste år har været nedadgående. På et år er aktien faldet med 20 procent.
Det har fået folk til at spekulere i, om Wendy's største ejer, investeringsselskabet Trian Fund Management, der sidder på omkring 16 procent af aktierne, ville opkøbe Wendy's og tage selskabet af børsen.
Det sker som regel ved, at man tilbyder de øvrige aktionærer lidt mere for aktierne, end de ellers handles til.
De spekulationer har de seneste uger fået prisen på en aktie til at stige.
Men i denne uge kunne nyhedsbureauet Reuters så berette, at Trian angiveligt ikke havde planer om et opkøb lige nu. Og så faldt aktieprisen altså.
Op til weekenden steg aktien lidt igen. Men ikke noget, der svarede til kursfaldet.
Der er sikkert ikke mange danske investorer i Wendys, som det her berører direkte. Men jeg synes, historien var en meget god påmindelse om, at aktiemarkedet lever sit helt eget liv af og til. Og enkelte ting - rygter eller spekulationer - kan rykke meget.
Selv rykker vi videre til Sydkorea, hvor ugens anden påmindelse gemmer sig.
Nemlig at hver en stemme tæller.
Det lærte de hos den sydkoreanske virksomhed SK Hynix i denne uge.
SK Hynix laver computerchips, der blandt andet bliver brugt indenfor kunstig intelligens. Så her er der godt gang i forretningen.
Og hvordan kan medarbejderne så mærke det?
De seneste måneder har ledelsen hos SK Hynix forhandlet med medarbejdernes fagforeninger om en ny lønaftale.
I denne her uge var den så til afstemning. Og det blev en tæt en af slagsen.
Der er altså tale om 25 stemmers forskel.
Stridens kerne er bonusserne - og hvordan de bliver udbetalt. Tidligere er bonusser primært blevet udbetalt i kroner og ører. Men nu var der lagt op til, at dele af bonusserne skulle udbetales i aktier i selskabet.
Men det ville det snævre flertal af medarbejderne altså ikke være med til. Medier beretter, at medarbejderne særligt pegede på usikkerheden omkring aktiernes værdi i fremtiden.
Det kommer også ovenpå en sommer, hvor det sydkoreanske aktieindeks ikke har haft det alt for fedt.
Netop det har min gode kollega Casper Schrøder og jeg kogt ned til et lille minut her:
Vi bliver lige i kunstig intelligens-verdenen.
AI-virksomheden Anthropic står nemlig overfor en mulig børsnotering.
Og det kan blive en af de helt store.
Mediet Wall Street Journal kunne forleden berette, at Anthropic overfor potentielle investorer arbejder med et tal på 30.000 milliarder for deres potentielt samlede marked.
Når en virksomhed taler om det potentielt samlede marked, så handler det ikke om, hvor meget, at virksomheden kommer til at tjene. Men om hvor stort, at det samlede marked bliver globalt.
Og her regner Anthropic altså med, at det er på svimlende 30.000 milliarder dollars.
Det svarer til omkring en fjerdedel af hele verdens økonomi.
Det tal lader vi bare lige stå.
Og imens vi lægger de svimlende summer bag os, så skal vi lige have klikket en lille legoklods på her til slut i denne uges Millioner Milliarder.
Lego aflagde i denne uge regnskab. Og igen var der vækst.
Det er legomanden - direktør - Niels B. Christiansen, der har stået i spidsen for Legos vækstrejse de senere år.
Og netop det her med at være topdirektør havde vi på programmet i podcasten Sorte tal i denne uge.
Vi havde besøg af erhvervsjournalist Niels Lunde, der er aktuel med en bog om topledelse.
Grunden til, at jeg nævner samtalen med Niels Lunde her i forbindelse med Lego, er, at til sidst i samtalen spørger jeg ham, hvem der er den bedste topdirektør, han nogensinde har mødt.
Og nej - det er ikke Niels B. Christiansen, selvom han leverer varen hos Lego disse år.
Det er derimod en tidligere legomand. Nemlig tidligere direktør Jørgen Vig Knudstorp.
- Han har et intellekt, jeg ikke har mødt hos andre. Evnen til at kombinere kommercielt værdiskabelse med evnen til at tænke meget abstrakt. Jeg har ikke mødt nogen, der kan det, som han kan, lød svaret fra Niels Lunde.
Lad det være udgangsreplikken i dag. Husk, der er mere pengestof i Sorte tal i morgen mandag, hvor vi selvfølgelig har talt med Niels B. Christiansen om regnskabet.
Kan I have det strålende på sommerens sidste søndag.