
14-årige Matteis kører op mod 200 km/t: Nu er han yngste danmarksmester i Formel 4 | Indland | DR
14-årige Matteis kører op mod 200 km/t: Nu er han yngste danmarksmester i Formel 4 | Indland | DR
14 år og op mod 200 kilometer i timen i racerbil.
Det lyder umiddelbart ikke som to ting, der burde hænge sammen, men for Matteis Stigsen fra Langeskov er det hverdag.
Den 14-årige skoledreng er netop blevet den yngste danmarksmester nogensinde i Formel 4. Endda i hans første sæson i en formelbil.
-
Det var en virkelig fed følelse, siger han storsmilende og fortsætter.
-
Inden jeg skulle ud at køre finaleløbet, lå jeg virkelig tæt med ham, der førte løbet, så jeg var meget nervøs. Men så kom jeg ud, og så kørte det bare. Det var næsten ligesom at smide 20 kilo af skuldrene af pres, stress og nervøsitet.
Matteis Stigsen har haft fart i blodet, siden han som seksårig startede til gokart. Da han fyldte 14 i marts, og det blev lovligt for ham, skiftede han gokarten ud med racerbilen.
For han drømmer om at blive den allerbedste. At komme til at køre Formel 1. Også selvom der lige nu kun er 22 kørere fra hele verden med i en sæson.
- Det er min største drøm, men hvis den ikke går i opfyldelse, kunne jeg godt tænke mig at leve af motorsport.
Men drømmen kræver også en del afsavn. Mange uger, hvor han er væk fra familien og hverdagen med skolekammeraterne. Mange timers træning, hvor der ikke er tid til ses med vennerne.
Det kan til tider være lidt træls, men for den 14-årige danmarksmester er det okay i jagten på at blive den allerbedste.
- Det er min drøm, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at den går i opfyldelse. Hvis det er det, der skal til, vil jeg hellere bruge hverdagen på at træne. Det handler om at træne, så meget man overhovedet kan, for at være foran sine konkurrenter.
Og drømmen kræver heller ikke kun noget af Matteis. Den er nærmest omdrejningspunktet for hele familien.
- Vi ofrer rigtig mange ting i vores familie. Vi siger nej til alverdens forskellige arrangementer med både familie, venner og arbejde, fordi vi prioriterer at komme ud og køre ræs med Matteis, siger far Jonas Stigsen.
I familien er også lillebror Theodor på otte år. Men Jonas Stigsen synes ikke, at drømmen tager for meget plads.
- Vi er sammen som familie, også med lillebror, som altid er med, og han er også selv begyndt at ville køre ræs, så det er bare sådan, vi lever vores liv, og det nyder vi alle sammen.
Også farmor og farfar er en stor del af motorsportsdrømmen.
I løbsugerne rejser de rundt i autocamper sammen med Matteis, så han kan være med til så mange løb som muligt, mens mor, far og lillebror er hjemme på Fyn.
I alt har de nok brugt et halvt år sammen i det rullende hjem. For som regel er der kun et par fridage om ugen, når der køres løb. På de dage bliver Matteis hjemmeskolet af farmor Rikke Stigsen, så han kan fokusere på at køre ræs resten af ugen.
- Vi gør det jo for Matteis' skyld. Jeg har ikke noget arbejde. Det har jeg måttet sige op, fordi jeg gerne ville følge ham, siger Rikke Stigsen.
Men omgangskredsen har sat spørgsmålstegn ved prioriteringen.
- Der har godt nok været mange, der har tænkt: "Husk nu, I har venner derhjemme". Men vi får aldrig den tid med Matteis og familien igen, så vi har valgt at give det her, og det har været det hele værd.
Og nu skal farmor til at lære endnu mere nyt.
- Hånden på hjertet interesserer Formel 1 mig ikke, men jeg gør det for Matteis' skyld, så nu er jeg nødt til at sætte mig lidt mere ind i det.
Om Matteis Stigsens Formel 1-drøm går i opfyldelse, er der ingen, der ved. Men den 14-årige danmarksmester ved, at der skal trænes op til næste løb, som skal køres på Padborg Park inden længe.