
Ballade om golfbane kan ende på ministerens bord, mener ekspert | Indland | DR
Ballade om golfbane kan ende på ministerens bord, mener ekspert | Indland | DR
Ikast Golf Klub ligger idyllisk i et kuperet terræn, der er skabt i istiden.
Banen skal nu være en af Danmarks bedste, og derfor har ejeren af banen, rigmanden Jens Poulsen, investeret massevis af millioner i området. Her har man flyttet jord, lavet teesteder, søer og greens.
Meget af det er dog etableret, uden man har fået tilladelse fra kommunen, der – ligesom staten - vurderer landskabet og dele af naturen som bevaringsværdigt. Nu skal byrådet afgøre, om man kan tillade de 15 forhold, eller om de skal bringes i orden.
Michael Tophøj Sørensen, der er lektor på Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet, vurderer, at forholdene er så systematiske, at sagen kan ende på ministerens bord.
- Når kommunens politikere, som jo er sat at være vogtere af arealer og naturinteresser, ikke vil tage den opgave på sig, må den jo eskaleres til højere sted, siger han.
I planloven står det, at ministeren – i dette tilfælde Signe Munk (SF) – i særlige tilfælde kan overtage byrådets beføjelser i sager, der har større betydning eller berører andre myndigheders opgaver.
Kommunens administration har vurderet de 15 forhold. Her mener de, at man kan godkende otte af dem, mens de sidste syv bør få et afslag.
To gange har politiske fagudvalg i kommunen dog sendt sagen videre med fuld dispensation. Siden har sagen været i økonomiudvalget, hvor borgmesteren, Ib Lauritsen (V), foreslår, at man tillader alt bortset fra tre forhold.
Det drejer sig om en sø og to steder, hvor golfbanen har inddraget naturbeskyttede arealer.
- Den her sag er kæmpestor og meget kompleks, men det ændrer jo ikke på, at vi er nødt til at prøve at se, om der er en vej igennem - og hvad kan vi give lov til, siger Ib Lauritsen.
Er det ikke en glidebane, hvor I skaber præcedens for, at man kan bede om tilgivelse fremfor tilladelse?
- Nej, det tror jeg ikke, det er. Hvis vi skal snakke præcedens, skal der være sammenlignelige sager, og jeg er ikke bange for, vi får en sag magen til den her igen, siger Ib Lauritsen.
Det er blandt andet denne arbejdsvej, der går op til Jens Poulsens kommende villa, de ønsker at gøre permanent. Vejen går dog gennem et paragraf 3-beskyttet areal, og derfor mener kommunens forvaltning ikke, det kan lade sig gøre.
I forbindelse med golfbanens udvikling er der lavet en lokalplan for området, der blandt andet tillader en udvidelse af klubhuset med hotel, konferencelokaler og en stor 1000 kvadratmeter villa til Jens Poulsen.
Danmarks Naturfredningsforening faldt dog over en række projekter, som de ikke kunne genkende i byggeprocessen, og derfor gik kommunen ind i sagen. Det har ført til de 15 punkter, politikerne nu skal tage stilling til.
For naturfredningsforeningen er sagen vigtig, da der i forvejen er "meget lidt beskyttet natur" i Danmark.
- Her har man jo bevidst og systematisk kørt over for rødt, ikke haft nogen dialog, ikke har set på nogen regler, og efter vores bedste vurdering, så er det direkte ulovligt og ikke noget, der kan begrunde en dispensation, siger direktør i Danmarks Naturfredningsforening Lars Midtiby.
I byrådet er det primært Simon Vanggaard (DF) og Kasper Pauli Petersen (S), der har ytret kritik af sagen.
Og for lektor Michael Tophøj Sørensen er forløbet også mærkværdigt.
- Man negligerer fuldstændig værdien af vores areal- og naturbeskyttelseslovgivning. Og så laver man fuldstændig knæfald for nogle udviklingsinteresser, siger han.
Hvorfor er det her ikke en afvejning, byrådspolitikerne skal tage?
- Det er netop det, de skal gøre, og det skal de gøre forlods. Her er vi jo i en situation, hvor det netop ikke er tilfældet. Her beder man om tilgivelse, og det får man fuldstændig automatisk, virker det til.
Jens Poulsen skriver til DR Nyheder, at han først vil udtale sig om sagen efter byrådsmødet i Ikast-Brande næste uge.