Mistede sin datter for to år siden: Janes savn bliver større i sommerferien | Indland | DR

Vi starter lige med at spole tiden små to år tilbage til den 27. juli 2024.

Josephine hjalp til i haven i familien Justinussens hus i Vejle. Det gjorde hun sammen sin mor, sin papfar og sine tre søskende. Solen skinnede, og temperaturen lå omkring 24 grader, mens der blevet hevet ukrudt op og spillet høj musik. Alle var glade, for det var slutningen på tre ugers ferie sammen.

To dage senere havde familien fra Vejle været på hospitalet i over et døgn, da to neurologer måtte give familien nyheden om, at Josephine var blevet erklæret hjernedød. Pludselig var overvejelserne ikke, hvilken forlystelsespark familien skulle besøge, eller hvilken is de skulle have efter frokost, men i stedet, om Josephine skulle være organdonor, for hun ville ikke overleve sin hjerneblødning.

• Så tror jeg faktisk, jeg holder mig for ørerne og tænker, hvis nu jeg ikke hører det, så er det ikke sket. Jeg bryder bare sammen for 127. gang. Det kan jo ikke være sandt, siger Josephines mor Jane Justinussen, om det øjeblik, familien fik beskeden af lægerne.

I dag er det den 16. juli. Det er sommerferie igen. Det er snart to år siden, Josephine døde, men sommerferien bliver aldrig det samme i familien, for nu mangler der et medlem.

-Det er jo sådan en glad tid. Man skal ud og opleve noget og skabe nye minder. Men nu mangler der jo én, som vi ikke kan skabe nye minder med. Det synes jeg er helt vildt hårdt. Når man skal booke en ferie, så skal man booke en plads mindre, end man er vant til, og så bliver man gjort meget opmærksom på, at hun mangler også rigtig meget, når det er sommerferie, siger Jane Justinussen.

Josephine var indtil sin hjerneblødning en frisk 10-årig pige ligesom alle mulige andre. Hun elskede at danse og brugte megen tid på at dyrke det japanske anime-univers. Hun havde ikke været syg, men viste sig at være født med en fejl i hjernen, som havde givet en hjerneblødning mellem hjernestammen og lillehjernen. Og selvom der blev ringet 112, i det øjeblik hun faldt om, var der ikke noget at gøre for lægerne.

• Hun var hjemme ved sin far, da det skete, men han fortæller jo, at hun nærmest dansede i seng, da klokken var ti, og så skete det her klokken fem, siger Jane Justinussen.

Cirka to uger efter Josephines død begyndte skolen igen for hendes tre søskende, og en ny hverdag bankede på døren. En hverdag hvor familien skulle vænne sig til, at der kun skulle bruges fem stole rundt om bordet, når der skulle spises aftensmad.

• Det, som har holdt mig oppe, er, at de andre børn også har haft brug for en mor. Så kan det godt være, at jeg kan ligge og græde hele natten, men jeg skal stå op dagen efter. Der er nogle børn, der har brug for deres mor.

De andre børn fortsatte i deres klasser og til de fritidsaktiviteter, som de også gik til inden sommerferien, men Jane Justinussen måtte tage en sorgorlov i et halvt år, hvorefter hun blev sygemeldt fra arbejdet. Først efter yderligere et par måneder begyndte hun at tage på arbejde igen i nogle timer ad gangen.

• For mit vedkommende gik der nærmest et år, før jeg egentlig synes, at min hverdag begyndte at ligne noget, som jeg kunne se mig selv i og også være glad for.

For familien Justinussen afholdes hver anden sommerferie med bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner i et stort lejet sommerhus. I år var første gang i sommerhuset uden Josephine.

• Det synes jeg var ekstra hårdt. Sidst vi var afsted, var vi der alle sammen. Denne gang manglede hun bare. Ikke kun i søskendeflokken, men også i forhold til kusinerne.

Blandt andet derfor er sommerferien en svær tid.

• At se dem blive større teenagere, og Josephine hun er stadig ti år. Hun skulle jo have været 12 og have været med til nogle af alle de spøjse ting, de render og laver de der teenagere. Det har været en hård uge, hvor vi alle sammen har været samlet.

Selvom sorgen aldrig forsvinder, så går livet videre. Jane Justinussen var sammen med sin mand afklaret med, at de ikke skulle have flere børn. Men efter Josephines død, synes de, der var meget stille i hjemmet i de uger, hvor de kun havde et enkelt barn boende. Derfor gik der heller ikke lang tid, før de en dag kiggede på hinanden, og blev enige om, at forsøge at bringe et nyt barn til verden.

• Ingen ved, hvad livet bringer. Jeg tænker, det her er det sindssygeste, man kan blive udsat for som forældre. Jeg kan ikke forestille mig noget værre. Men vi var bare enige om, at vi stadig havde en masse kærlighed at give af.

Kort tid efter blev Jane Justinussen gravid. I dag er lillebror Phelix en frisk dreng på omkring 6 måneder.