Rekordmange vil bruge hænderne på byggefestival: Her er ingen regler om, hvordan ting skal se ud | Indland | DR
Rekordmange vil bruge hænderne på byggefestival: Her er ingen regler om, hvordan ting skal se ud | Indland | DR
I Sønderborg kan du i disse dage dufte savssmuld og høre hammerslag, når Byggefestivalen løber af stablen.
For tredje år i træk samler festivalen folk, der gerne vil bygge, lære og være sammen. Og i år med rekorddeltagelse, efter arrangørerne har solgt over 1.400 billetter.
Og det glæder Tore Muurholm Dahl, der er forperson for Byggefestivalen.
- Hvis folk kan komme her og allerede den første dag få en basal forståelse for brugen af værktøj, så har vi opnået vores mål, siger han.
På festivalen bliver der både hamret, boret og skruet stole, borde og mindre ting til hjemmet sammen, mens andre gæster kaster sig ud i større projekter.
Et stort projekt har for eksempel Anne Ottosen, der besøger Byggefestivalen for tredje år i træk. Hun har en autocamper, som hun sammen med sin familie har tømt og vil bygge op fra bunden.
Hun er særligt glad for, at festivalen har noget for alle aldre. Her er der nemlig hjælp og vejledning, så man kan være med uanset niveau.
- Mine børn elsker det. De har glædet sig så meget, at de er stået meget tidligt op den sidste uge, fordi de har haft så mange sommerfugle i maven, fortæller hun.
Familien har derfor alle taget værktøj i hænderne for at ombygge autocamperen, men Anne Ottosen mener også, at hun kommer hjem med mere end bare et ombygget køretøj.
- Man får nogle gode venner og en frihed til at være kreativ og lave lige præcis det, man har lyst til, uden at der er en masse restriktioner og regler omkring, hvordan ting skal se ud, siger Anne Ottosen.
Forperson for Byggefestivalen Tore Muurholm Dahl mener, at det blandt andet er det håndgribelige, der trækker folk til festivalen.
- Man kan jo se, hvad det er, vi laver. Så når du er færdig med dagen, og du måske står med en barstol, så har du en succes, siger han.
Samtidig håber Tore Muurholm Dahl også, at de besøgende vil få øjnene op for, at håndværk også er en måde at socialisere sig på.
- Jeg tror, det handler om, at der er mange, der egentlig opdager, at det er fedt at være sammen på en anden måde end den klassiske, hvor det bare handler om at konsumere en oplevelse og drikke en masse bajere, fortæller han.