Vær med, når Filosofiske Filmdage inviterer til særvisning af Donna Haraway-dokumentaren STORYTELLING FOR EARTHLY SURVIVAL mandag den 28. september kl. 19:00 med introduktion til den særegne tænker 🦑
Story Telling for Earthly Survival er en dokumentarfilm, der udforsker Donna Haraways tanker om teknologi, økologi og menneskets forhold til naturen.
Her udfoldes hvordan økofeminismen kan tilbyde et alternativt perspektiv, med sit fokus på altings forbundethed og dens opmærksomhed på, hvordan historier, begreber og relationer skaber virkeligheder.
Gennem filmen inviteres vi til at mærke, hvordan kritisk tænkning kan være både fabulerende, legende og risikofyldt, og hvordan det at indgå i det tilfældige og eksperimenterende åbner for andre måder at skabe fortællinger og fællesskaber på.
Filmen introduceres af Rasmus Martinsen (f.1996). Rasmus er blandt andet uddannet i Pædagogisk filosofi (Cand.Pæd) fra Aarhus Universitet. Som 20-årig fik han stukket A Cyborg Manifesto i hånden af sin højskolelærer, og siden da har Donna Haraways tanker præget hans akademiske arbejde, hans tilgang til undervisning og hans måde at betragte og leve hverdagen på.
OM FILMEN
Donna Haraway: Story Telling for Earthly Survival (2016) er en reflekterende og visuelt stimulerende rejse, hvor Haraway opfordrer til en ny fortælling. En fortælling, der fokuserer på gensidig afhængighed og ansvar i en tid med miljøkrise. Hendes tanker er dybt påvirket af science fiction og cyborgs som metaforer for at bryde traditionelle grænser mellem natur og kultur.
Filmen blander filosofi, aktivisme og kunst, og den har modtaget ros for at gøre Haraways komplekse ideer mere tilgængelige for et bredt publikum, samtidig med at den fremhæver hendes innovative tanker om økologi, teknologi – og fremtiden. Filmen appellerer især til dem, der er interesseret i miljømæssige og feministiske perspektiver, og den har bidraget til at forny interessen for Haraways arbejde i akademiske og aktivistiske kredse.
Vi ses til filosofiske filmdage 💙