Vi præsenterer eventvisninger af de nominerede film til Nordisk Råds Filmpris 2026.
Se filmen med introduktion og nyd en drink efter visningen.
Den nominerede film fra Færøerne er 'Birita'.
I denne rørende og dybt personlige dokumentarfilm følger vi en familie af teaterfolk på Færøerne, der forsøger at opsætte Shakespeares Kong Lear med familiens mor – den anerkendte teaterskuespiller Birita Mohr, som lever med Alzheimers – i hovedrollen.
Birita Mohrs søn, teaterinstruktøren Búi Dam, står i spidsen for projektet – et kontroversielt forehavende drevet af hans overbevisning om, at hans mor, selv om hun ikke længere kan tale, længes efter at vende tilbage til scenen. Mens Búi instruerer forestillingen, må han forholde sig til og retfærdiggøre projektets grundpræmis, samtidig med at hans far, en pensioneret teaterinstruktør, forsøger at balancere omsorgen for Birita med sit eget velbefindende.
Mens det bemærkelsesværdige drama udfolder sig, bringer Biritas livsglade tilstedeværelse en uventet lethed ind i processen og sætter et dybt aftryk på alle omkring hende.
Aarhus Series & Film Festival:
Denne filmvisning er et side event til festivalen Aarhus Series & Film Festival, som løber af stablen den 1.-8. november 2026.
Vi samler publikum, skabere og branchen til otte dage med visninger, samtaler, premierer og den store prisfest Series Awards.